Et sted for livets store spørgsmål:
Assistens Kirkegård, der blev grundlagt i 1760, rummer nogle helt specielle muligheder for på utraditionel vis at formidle kulturhistorie og for at sætte fokus på etiske og filosofiske spørgsmål. Efter en beslutning, der blev truffet af Københavns Borgerrepræsentation i 1989, har kirkegården i dag status af både museum, park og fungerende begravelsesplads.
Kirkegården er blevet kendt som “den danske guldalders kirkegård”. Her ligger hele rækken af markante personligheder, der har haft en afgørende indflydelse på, hvordan samfunds- og kulturlivet har udviklet sig: Forskere og virksomhedsgrundlæggere, forfattere, filosoffer, billedkunstnere, komponister, musikere, balletdansere og skuespillere. Kulturarven får krop og mæle. Men kirkegården beretter ikke kun om “hine tider”, men også om, hvad der sker netop nu. Samtidshistorien fremviser et spænd fra den nære, personlige og hjemliggjorte gravkultur til de markante, højt artikulerede tilkendegivelser, der udtrykker en bestemt gruppes magt eller afmagt.
Alle aktiviteter i Etisk Værksted tager et helt konkret afsæt i, at kirkegården er “museum” for både kulturarv og samtidshistorie. Vi får oplysninger om både “den gode død” og “det gode liv”, om forandringer i samfundsstrukturen og de skiftende idé- og forestillingsmønstre. Der er perioder, hvor døden er en integreret del af livet, og der er perioder, hvor forholdet til døden er præget af fortrængning.
Kulturforståelse og handlingskompetence opbygges hos børn og unge – over tid – gennem indhøstede erfaringer fra mange sociale rum. Etisk Værksted er et af dem. Etisk Værksted danner helt naturligt ramme om en samtale om en række eksistentielle spørgsmål om liv og død, godt og ondt, ret og uret.
læs mindre