Transport af kister

Med jævne mellemrum bliver forhold omkring døden nyhedsaktuelle og rammer de skrevne og elektroniske medier. Senest er det spørgsmålet om, hvorfor det vække modstand i Danmark at transportere flere kister i samme ligvogn, når det kan lade sig gøre i Sverige. I Kulturcentret ASSISTENS bliver vi kontaktet af journalister med uddybende spørgsmål
Nummer
58

Transport af kister

Med jævne mellemrum bliver forhold omkring døden nyhedsaktuelle og rammer de skrevne og elektroniske medier. Senest er det spørgsmålet om, hvorfor det vække modstand i Danmark at transportere flere kister i samme ligvogn, når det kan lade sig gøre i Sverige.

I Kulturcentret ASSISTENS bliver vi kontaktet af journalister med uddybende spørgsmål til tendenser i den danske dødskultur flere gange om måneden. Når døden er blevet ”aktuel”, er der flere gange om ugen.

Transportspørgsmålet er blevet aktuelt med opførelsen af det nye, store miljørigtige krematorium i Ringsted. Hertil skal der fragtes kister over lange afstande fra hele Sjælland – eksempelvis helt fra Helsingør.

Hvorfor er der modstand mod noget, der helt rationelt er en god idé? En forklaring kan være, at vi gerne vil gøre døden til et personligt og ”individuelt” anliggende i Danmark. Vi vil gerne selv træffe beslutninger og tage stilling, mens vi er i live. Det kan man blandt andet gøre ved at udtrykke sine ønsker på skrift i ”Ønsker til min begravelse/bisættelse”. Heri er blandt andet punktet ”Rustvognen skal køre forbi”. Teksten lyder: ”Du kan ønske, om kisten i forbindelse med ceremonien/højtideligheden skal køre forbi et eller flere steder i lokalområdet, som du har følt dig særligt knyttet til. Måske dit hjem, en park, din arbejdsplads eller lignende”. Det taler til følelserne og ikke til en rationel transport.

Selv om liget altså kan tage ”den langsomme vej” i den første rustvogn, køres kisten ”Bound for Ringsted” herefter til ”opsamlingssteder”, hvor kisterne ”lades om” til andre køretøjer. Nu med plads til flere kister. Selve tanken om ”omladning” af kister er noget, der giver folk kedelige associationer! Hvem har ikke mistet en kuffert under transit, eller har måttet vente på en pakke fra en fragtmandscentral, hvor pakken har været ud og ind af forskellige transportmidler? Det har ikke noget at gøre med, hvorvidt sådan noget overhovedet kan ske for en kiste. Det drejer sig, vil jeg mene, om, at vi med ønsket om en rationel transport, blander nogle rationaler sammen, som idémæssigt ikke hører sammen. En kiste med en afdød associeres ikke almindeligvis med ”transport”.

Så er det gode spørgsmål naturligvis, hvorfor kan man så gøre det i Sverige?

Læs POLITIKEN i den nærmeste fremtid for at få svar på det!

Gitte Lunding