Tilbage til naturen

Haverne er vidunderlige, navnlig den engelske del, som Dronningen lige har ladet anlægge. Intet mangler deri, hverken ruiner, snoede veje, vandfald, bjerge, templer eller statuer, kort sagt intet af alt det, der kan gøre dem interessante og meget behagelige. Den franske del er anlagt i mag med Le Nôtres anlæg i Versailles. For enden af den findes t smukt lille teater, hvor Dronningen holder af selv at spille komedie sammen med greven af Artois og nogle intime venner (…) Himmel! Hvilken vidunderlig spadseretur! Hvor henrivende var ikke disse buskadser, der duftede af syrener, og hvor nattergalen sang! Vejret var vidunderligt, luften fuld af vellugt; Sommerfuglene spredte deres gyldne vinger ud i solskinnet. Aldrig i mit liv har jeg tilbragt skønnere øjeblikke end de tre timer, jeg tilbragte på dette sted“.

Denne erindring fra en sommereftermiddag i Trianonparken ved Versailles i 1782 blev nedskrevet af Madame D´Oberkirch, en hofdame attacheret en russisk storfyrstinde på besøg i Frankrig. Men den kunne være blevet erindret og nedskrevet om så mange af tidens berømte haveanlæg.

Tiden fra ca. midten af 1700-årene til omkring år 1800 er på mange måder en fascinerende epoke. Ikke blot udviklede samfundet sig i en politisk retning, der skulle ende i store samfundsomvæltninger. Også teknologiske fremskridt, forskning og nysgerrighed på alle områder, en stilen spørgsmål ved det “guddommelige” og en efterfølgende søgen efter bedre levevilkår i dette liv prægede alle samfundslag i tiden. Samtidigt havde den herskende elite, der nu både var adel og borgerskab, alle muligheder for at forsøde deres tilværelse gennem de fantastisk idérigdom, kreativitet og luksus skabt ved import af varer fra fremmede himmelstrøg og en egen produktion af luksusvarer betinget af en gryende industrialisering. de var “in” at søge viden, det var “in” at følge med i det politiske liv – og det gjaldt både herrer og damer – det var “in” at skabe sin gen tilværelse i pasende rammer – som også skule ære “in”.

Det romantiske haveanlæg var et symptom på de nye strømninger i samfundet. Et sådant haveanlæg – karakteriseret ved spredte trægrupper, eksotiske planter, udsigtspunkter, slyngede spadseregange, kunstneriske overraskelser og adspredende “underholdning” kaldes både en romantisk have og en engelsk landskabshave.

Man søgte friere rammer, hvori man kunne nyde sin tilværelse uden alt for megen tvang og ikke mindst under friere omgangformer og toner. Samtidigt havde en udtalt botanisk interesse ved de europæiske hoffer, og en stigende mulighed for at hjemføre eksotiske planter fra førhen utilgængelige kontinenter skabt den videnbaserede baggrund for de eksotiske haveanlæg, som var sådan på mode. Igennem træer, buske og blomster kunne man selv “rejse” ud i verden og såldes, på nogle enkelte tønder land skabe en illusion og et slags morskabsteater, hvorpå man kunne iscenesætte det image, man ønskede at fremstå med.

Jens Juel (1745-1802). Baronesse Matilda Guiguer de Prangins i sin park.,1779. Statens Museum for KunstJens Juels maleri af Emiliekilde fra 1784 gengiver den stemning som borgerskabet søgte i det romantiske haveanlæg. Her var der offentlig adgang, og det københavnske borgerskab lejede vogne for at tage på valfart til Emiliekilde på endagsudflugter.Længslen efter friere omgangstoner og landlig idyl nåede langt om længe den fattigere befolkning i 1800-årene, da de fik bedre muligheder herfor. Her er det en udflugt med snaps og øl til Assistens Kirkegården, på en vittighedstegning fra Folkets Nisse