Slaver, sundhed og den nye koppevaccine

Albert Riises apotek i Charlotte Amalie på St. Thomas blev grundlagt i 1838. M/S Museet for søfart.

Den danske stat var stærkt optaget af slavernes sundhedsmæssige forhold. Det var ikke af humanitære grunde, men fordi slavearbejde var grundlaget for plantage driften. Uden slaverne kunne der ikke høstes sukkerrør. Uden sukkerrør kunne man ikke producere alt det sukker. Uden sukker var der ingen handel. I det 18. århundrede kom 25 procent af Danmarks bruttonationalprodukt fra kaffe, sukker og bomuldsproduktion i Vestindien.

Man begyndte at bruge koppevaccine på øerne i 1800-tallet. Det var en skik, at skibe med syge sømænd blev holdt i karantæne, indtil mændene igen kunne sætte deres fod på land. Kopper var en sygdom, der ramte og dræbte mellem 10 og 15 procent af befolkningen, når en epidemi slog til. På det tidspunkt var dansk vestindien og havnene på St. Croix ikke anderledes end i andre kolonier, men det danske system på land med karantænestationer og forebyggelse var særligt udviklet.

Efter importen af slaver fra Afrika var blevet forbudt i 1802, blev slaverne på øerne mere kostbare. Den danske regering handlede hurtigt og var effektiv når det kom til koppevaccination af slaver. Den nye koppevaccine blev indført i januar 1803. Efter at man havde indført vaccinations systemet på St. Croix, var det mindre end 1 procent af slaverne, der døde af det.

På St. Croix foretog myndighederne en detaljeret vaccinations registrering af borgere og slaver. Slaver kunne ikke sælges uden et vaccinecertifikat. Det motiverede plantageejerne til at sørge for at deres slaver blev vaccineret.

Man havde navnene på alle slaver, man vidste hvor gamle de var, hvem der ejede dem og hvilken kirke de tilhørte. Den viden blev anvendt i et forsøg på at holde slaverne i live. St. Croix’ slaver måtte beskyttes, men problemet for den danske regering og andre kolonimagter var, at der ofte døde flere slaver end der blev født hvert år. Slavebefolkning på St. Croix skrumpede ind med omkring én procent om året.

De koloniale administratorer og plantageejere i Dansk Vestindien påbegyndte et forsøg på at reducere overdødeligheden, ved at anbringe gravide slaver på fødeklinikker, så de kunne føde under kontrollerede forhold. Men det var sygdommene der kom senere, der dræbte.

Tre faktorer gjorde det danske system effektivt:

  1. Vaccination var påkrævet ved lov
  2. Man skulle registrere slaver før og efter vaccination
  3. Kun en statsansat, dansk læge kunne udfører vaccinationer af slaver.

 

 

Facade af guvernementshuset på St. Croix, 1819. RigsarkivetGrundtegning af guvernementshuset på St. Croix, 1819. Rigsarkivet.Officiel vaccinationsliste 1824. Statens Arkiver.Logbog for skibet Generalinde Schimmelmann 1786 - 1792. Statens Arkiver.