Slavelivet på St. Croix og de andre øer

Kortet over Guineakysten fra 1802 viser den danske handelsstation og de allierede, indfødte stammer. De mange lokale stammer solgte indfange sorte fra andre stammer til de danske slaveskibe for klædevarer. Herfra kom slaverne til Vestindien. I 1803 var det slut med slavehandelen.

Slaverne ankom med slaveskib til Christiansted på St. croix efter 4 hårde uger til søs fra Guinea-kysten. Fra havnedokken blev de ført til slaveauktionshuset. Her kom plantageejere forbi og udså sig de helt rigtige slaver til det arbejde som de havde brug for skulle udføres. Prisen for en slave var lavere end prisen på en hest. Mænd havde en pris, kvinder var billigere end mænd, medmindre plantageejeren købte kvinden med sine børn så gik de for en samlet pakkepris. Børn var et godt køb, de kunne sikre fremtiden for plantageejeren fordi de var født til slaveri og senere kunne bruges i marken. Hvis der var nogen slaver tilbage efter auktionen var det som regel de gamle eller syge slaver. Lægerne i byen købte dem typisk for en meget lav pris. De troede, de kunne helbrede dem, og forhåbentlig få fuld pris for dem senere eller selv bruge dem som slaver. Efter auktionen blev slaverne ført ud til deres ejers plantage.

Det samlede antal af slaver på de vestindiske øer steg op gennem det 18. århundrede, indtil et højdepunkt blev nået i 1803 med mere end 35.700 slaver, hvoraf 27.000 af dem, arbejdede på St. Croix. Efter dette år faldt antallet støt på alle tre øer, hvilket skyldtes den danske stats forbud mod at handle med slaver samme år.

Der var et socialt kastesystem der differentierede slaverne på øerne. De største forskelle var mellem de indfødte slaver med høj status og de afrikansk fødte slaver med lav status, men også mellem faggrupperne. Divisionen var skarpt opdelt, og en forfremmelse eller erhvervsmæssig ændring var håbløst for slaverne. Og så var der de frikulørte.

Slaverne levede under dårlige forhold, blev tvunget til at udføre hårdt arbejde og havde næsten ingen rettigheder. Slaveejerne kunne behandle dem som de ville, men slaverne var også en bekostelig investering som de ikke kunne lade omkomme. Det er positivt at den danske stat havde indført skolepligt også for slavebørn.

De fleste slaver var markslaver. I 1797 på St. Croix var markslavernes andel af den samlede slavestyrke på 82 procent, og deres arbejde fra solopgang til solnedgang var det hårdeste af dem alle.

På toppen af ​​slavehierarkiet var husets ansatte eller hushjælp, hvoraf mange var mulatter (afkom af de hvide). De var ansat af plantageejerne, hans kone og selv børnene, der også havde deres egne slaver. Nogle familier havde 16 til 24 husslaver. Kvinder, der tjente som konkubiner eller elskerinder til deres mester og ejendomens leder var også på toppen af ​​hierarkiet, de gjorde hvad de skulle for at overleve og få et bedre liv.

Nederst var markarbejdere, andre underordnede arbejdstagere og mellem dem var der de dygtige håndværkere. Uanset deres arbejde og status, var slaver på de dansk vestindiske øer plantageejerens “Planteren” ejendom og kunne købes, sælges og endda udveksles som betaling for gæld.

mange slaver ønskede naturligt nok at at undslippe livet på plantagerne. De bortløbne slaver blev kaldt maroons og de skjulte sig og boede i skoven og i de svært tilgængelige områder i den nordvestlige del af St. Croix. De overlevede ved jagt og ved at stjæle mad og andre fornødenheder.

 

 

Christiansted på St. Croix var det første slaverne så efter flere uger til søs. farvelagt tegning, 1737. RigsarkivetProspekt af havnepladsen i Christiansted på St. Croix 1815, tegnet af Henrik Gottfred Beenfeldt. I midten Det Vestindiske Kompagnis gård hvor slaveauktionerne fandt sted. Statens ArkiverKort over Christiansted med havnen yderst t.v. og fortet i midten.Udsnit af kortet herover viser den centrale plads i Christiansted med fortet og Vestindisk-Guinesisk Kompagnis bygninger.I slavevurderingslister opstilles antallet af slaver i grupper af mænd, kvinder og børn. De nævnes ved navn og til tider også erhverv (snedker, husslave etc.).