Skoven i byen

Bymennesker opfatter ofte naturen som noget adskilt fra byen. Men omgivet af trafikerede veje, og Københavns tættest befolkede områder, ligger et 36 tønder land stort naturområde. Assistens Kirkegård er ikke blot et interessant stykke kulturhistorie. Den er også interessant ud fra et naturmæssigt synspunkt. Områdets størrelse og forskelligartede beplantning gør det muligt for en lang række dyr og planter at overleve i byen. Mange af dyrene forventer man ikke at møde i en by, men snarere langt ude i skoven. Enkelte steder på kirkegården er beplantningen så tæt, at der opstår et skovlignende miljø. Kirkegården kan med rette betragtes som et ægte skovområde, fordi det er er helt økosystem med intakte fødekæder fra alger og mikroorganismer til fødekædens top –  rovdyrene, som her er repræsenteret ved ræv og spurvehøg. Desuden foregår kirkegårdens almindelige pleje med minimal brug af kemikalier. Derfor er det muligt her på Assistens Kirkegård at møde en række interessante skovdyr.

 

Beplantningen

Modsat naturskoven, der er selvsået, er kulturskoven påvirket af menneskelig aktivitet. Kirkegårdens beplantning kan sammenlignes med en have, hvor beplantningen hovedsageligt har et prydforemål, blot i overstørrelse. Går man rundt på kirkegården, bemærker man hurtigt forskelle i beplantning afhængig af de enkelte afsnits alder. Afdeling A, der er kirkegårdens ældste afsnit, er præget af store løvtræer, især hængebøg som er plantet i kirkegårdens ungdom omkring år 1800. Træerne har stor betydning for dyrelivet på kirkegården. Dels leverer de mad og skjul, og dels fungerer de store træers ru bark som et vigtigt overvintringssted for insekter og kryb.

 

Svampe

Diversiteten i plantevækst giver grobund for et varieret dyre- og planteliv. Blandt de mest oversete “beboere” på kirkegården er svampene. Svampe findes alle vegne i et bredt udvalg af arter, fra de karakteristiske paddehatte til mere diskrete trælevende arter. Det, vi ser af svampene, er deres frugtlegeme. Selve svampen er usynlig og består af små tråde, der kaldes hyfer. Svampe er vigtige i det økologiske system. De hjælper med at nedbryde svært nedbrydeligt organisk materiale som træ ved at gennemvokse det og nedbryde det indefra. Andre svampe hjælper træerne med at optage næring ved at danne mykorrhiza, som ses som en fortykkelse på finrødderne på træerne. På den måde øges træernes rodareal. De mest specialiserede svampe er knyttet til specielle arter af træer. Svampenes frugtlegemer ses mest om efteråret, men enkelte svampe er synlige hele året. Det gælder især de trælevende arter som kræftsvampe og sporesvampe. Kræftsvampene er almindelige på løvtræer og angriber ofte sår i træets bark eller døde grene. Derved opstår de karakteristiske knuder som ses på mange træer. Sporesvampene er nogle af de mest almindelige på træerne. Svampene ligner små halvtag, der vokser ud fra stammen. Sporesvampenes frugtlegemer er flerårige og vokser sig større sæson efter sæson. Derfor kan svampen opnå en anseelig størrelse, og producere enorme mængder af sporer, deraf navnet. En særlig svamp, der let kan forveksles med sporesvampen, er tøndersvampen eller fyrsvampen. Denne svamp, der ofte vokser på gamle bøge og birketræer, har været brugt som ildtænder siden jægerstenalderen. I tørret tilstand er svampenes frugtlegeme blevet anvendt til flere formål: Lunter på bomber, som blodstandsende middel og til brunfarvning af garn. De mest synlige svampe er paddehattene, hvoraf der findes mange på kirkegården. På sten og træer ses forskellige former for lav som kan forveksles med svampe. Lav er i virkeligheden en symbiose mellem en svamp og en alge, som er vokset sammen til en organisme. Lav kan bruges som miljøindikator, fordi nogle arter er meget følsomme over for luftforurening.

 

Fugle

Kirkegården er beboet af et bredt udvalg af fugle. Skovskader, husskader og skovduer er de mest almindelige her. De store rovfugle har også fundet vej til byen. Dels fordi de er fredet, og derfor er blevet mindre sky over for mennesker, og dels er der gjort en målrettet indsats for at øge bestanden. I byerne er de mest almindelige rovfugle tårnfalken og spurvehøgen. Tårnfalken yngler ofte i byerne, men søger sin føde i det omliggende landskab. Spurvehøgen er derimod en ægte “byfugl”, der både yngler og søger føde i byernes parkarealer og villahaver. På kirkegården ser man oftere rester efter spurvehøgens måltider, end man ser fuglen selv. I et par af de høje træer er der sat fuglekasser op med henblik på at tiltrække natugler. Natuglen er Europas mest udbredte ugle.  Danmarks almindeligste byfugl er solsorten, som vi i dag opfatter med en næsten ligegyldig selvfølgelighed. Men for bare 150 år siden var solsorten uhyre sjælden og kendt som sortdrossel – de blev efterstræbt til spisebordet som delikatessen “kramsfugle”.

 

Abetræ i sneenSkovskade