Richard Bently Boone

Richard Boone spillede med de største jazznavne på sin trombone, men han var samtidig kendt for sin særprægede og yderst snakkesalige sang. Hans “scat-sang” lød som om, han sang “ord” – mange ord, men ordene gav ingen mening, selv om det lød som om. Han brugte stemmen som et instrument.

Virkningen af det fascinerede Count Basie, der i en del år mere brugte Richard Boone som sanger end som trombonist.

Richard Boone var født i Little Rock, Kansas, i 1930, og døde fra sin danske kone, Inga, i København i februar 1999.

Som fem-årig startede Richard Boone i lighed med mange andre sydstats-jazz-musikere sin musikalske løbebane som medlem af et baptist-kirkekor.

Som 12-årig kom han på “High School”, hvor der var musik-undervisning.

“Hvis du ville spille, skulle du på en bestemt dag møde op i musiklokalet. Jeg kom for sent, så de eneste instrumenter, der var tilbage, var en trompet med ødelagte ventiler og en trombone.” Sådan lyder Richard Boones forklaring på, at han valgte trombone i stedet for tenorsaxofon, som han ellers havde drømt om at spille.

Allerede som 15-årig havde han lært nok til at blive medlem af et professionelt orkester.

Som 16-årig vandt han en sang-konkurrence og kom med på en turné som sanger med Nat King Cole som forbillede.

Som 18-årig meldte han sig som frivillig til hæren. Han kom med i forskellige militærorkestre, med et af dem turnerede han i Europa.

“Vi spillede ikke marcher eller noget i den stil. Det var et “crazy band”. Hvad hæren angik, kørte vi alle på frihjul. Det var udmærkede musikere, men soldater ville de ikke være”, har Richard Boone fortalt om den periode.

Efter sin hjemsendelse i 1953 fortsatte Boone musikstudier i Little Rock. I 1958 flyttede han til Los Angeles, hvor han efter et år var etableret som musiker.

Han spillede bl.a. sammen med Dexter Gordon og Sonny Criss. Og han turnerede fra 1961 til 1966 med sangerinden Della Reese.

Derefter blev han fast mand i Count Basies orkester, hvor han blev i tre år.

En aften hvor Basie begyndte at improvisere et blues-nummer, som bandet ikke genkendte greb Boone mikrofonen og begyndte at synge nogle få ord. Da han løb tør for lyrik greb han til at bruge stavelser og ord-lignende lyde, der næsten lød som poesi.

Det morede Basie så meget, at det blev et fast indslag i repertoiret at lade Boone “myrde” standard-numre som “I Got Rhytm”, “Some Of These Days” og “Bye Bye Blackbird”, hvad tekstsiden angår. Bestemt ikke hvad den musikalske side angår.

I 1969 forlod Boone Basies orkester og indspillede en plade under eget navn.

Ture til Europa – først med militære orkestre og senere med Basie gav Boone smag for, hvad han mente var en mere afslappet tilværelse.

Som mange sorte musikere var han specielt tiltrukket af København, som han flyttede til i 1970.

I 1972 blev han medlem af Danmarks Radios Bigband, som blev ledet af Bob Brookmeyer.

Han var med i orkestret til 1985, hvor han gik sammen med Basies tidligere arrangør Ernie Wilkins, da denne dannede sit “Almost Big Band”.

Boones sidste plade “Tribute To Love” blev indspillet i 1998.

 

 

 

Udvalgte plader med Richard Boone i centrum

Som leder:

1968  The Singer, Storyville

1997  Make Someone Happy, Storyville

Som medvirkende:

1960  Gordon, Dexter • Resurgence of Dexter Gordon

1969  Basie, Count • Standing Ovation

1975  Gordon, Dexter • More than You Know

1978  Jones, Thad • Live at Montmartre, Copenhagen

1979  Jones, Thad • Eclipse

1980   Wilkins, Ernie And the Almost Big Band

1980   Carter, Benny • Summer Serenade (Vokal, Producer)

1981   Wilkins, Ernie • Live!

1981   Wilkins, Ernie • Almost Big Band Live

1983  Wilkins, Ernie • Montreux (Trombone, Vokal)

1985   Basie, Count • Basie in Europe/Blues Alley (Trombone, Vokal)

1986   Wilkins, Ernie • On the Roll (Trombone, Vokal )

1994  Basie, Count • Live at Tilburg 1971 & Nassau 1969

1996   Basie, Count • Blues Alley (Trombone, Vokal)

1996   Big Band Masters • Big Band Masters (Trombone, Vokal)

1996  Carter, Benny • Journey to Next (Trombone, Vokal) – Cannonball Adderly Sextet

Richard BooneBoones gravsten i den såkaldte "Jazzhave"