Peter Malberg

Peter Martinus Malberg blev født den 21. september 1887 i Århus.  Faderen Peter B. Malberg var vognmand og kørte postbil mellem de jyske byer. Peters moder Kathrine M. passede de to drenge. Hun havde et skrøbeligt helbred, og var syg i lange perioder af Peters barndom og ungdom. Storebror Henrik Malberg blev født i 1873, så Peter var en efternøler med en aldersforskel på 14 år, men Henrik tog sig altid kærligt af sin lillebror hele livet igennem.

 

Født i “Spanien”

Peter Malberg blev født i gaden med det mærkelige navn „Spanien.” Men familien flyttede snart til „Grønland”, som lå tæt ved Domkirken. I dag bærer gaden navnet „Bag Svømmehallen.” Peter elskede at spøge med disse to gadenavne hele livet, for hvor mange kan prale af at være født „i Spanien” og opdraget „på Grønland” og stadigvæk bo i Århus.  I 1901 da Peter Malberg var 14 år gammel, blev forældrene enige om, at han skulle i malerlære hos mester C. Chr. Nielsen i Nørregade. Peter havde talent som maler og havde en drøm om at blive uddannet på Kunstakademiet i København. Men efter udstået læretid i 1906 blev han ansat på Århus Teater som dekorationsmaler. Da Peter så, hvor godt storebror Henrik klarede sig som skuespiller, medførte det et ønske hos Peter om også at gå skuespillervejen.

 

Peter Malbergs dramatiske “debut”

Henrik Malberg debuterede i 1896 på Århus Teater som den forhærdede tyveknægt „Skriverhans” i Hostrups komedie „Eventyr på Fodrejsen”. Peter var da 9 år gammel og glædede sig til at se sin storebror spille. Henrik tog Peter ved hånden og placerede ham i logen på første række. Her havde han fint udsyn over scenen. På det dramatiske sted, da „Skriverhans” bryder ind hos assessor Svale og vil stjæle en pung fra en gæst, lyder pludselig Peters stemme fra logen: “Gør det ikke, gør det ikke, Henrik!, det bliver bare opdaget”. Her fik Peter Malberg sin „uofficielle” debut.

 

En mester i at lægge masker

Da Peter som dekorationsmaler har fri adgang til scenen, presser han sig frem og får de første små roller til en betaling af kr.1,50 pr.forestilling. I en stum rolle i en dramatiseret version af Carit Etlars „Gjøngehøvdingen” får Peter sin debut i sit første seriøse job. Her udfolder han for alvor sine evner som sminkør og maler, og maskerer sig bag en sort skægmaske, der vakte megen lykke. Senere blev Peter en af Danmarks dygtigste skuespillere til at lægge en perfekt maske. En maskering kunne tage mellem 2 og 3 timer, før han var tilfreds med resultatet. Hans gennembrud på teatret kom i Gustav Wieds satiriske „Ranke Viljer”. Her spillede han rollen som fangevogteren, mens Povl Abels rolle blev spillet af Adam Poulsen. Stykket blev en strålende succes og specielt Peter Malberg blev rost meget for sit spil. Efter en måneds forestillinger på Århus Teater, startede en landsomfattende turne. Denne varede cirka et år og alle større byer i Danmark blev besøgt, herunder også København.

Kort efter at turne’en ophørte, var Peter optaget af at komme til København hurtigt. Han havde skabt mange gode kontakter til forskellige teaterdirektører, der alle var interesserede i et samarbejde med ham. I vintermånederne 1913 flyttede han permanent til København, hvor han boede hos sin bror i en villa i Hellerup. Peter var dog først og fremmest kommet til København for at tilkæmpe sig en plads i teatermiljøet på Frederiksberg Allé. Inden længe var han flyttet fra broderen i Hellerup og boede i perioder til leje hos ældre velhavende frøkener med store villaer på Frederiksberg. I begyndelsen af 1920’erne fik han en lejlighed på Forchhammersvej 5. Denne lejlighed blev hans hjemsted i en del år fremover.

 

Peter Malberg og Betty Nansen

Fra 1917-25 var Peter Malberg ansat hos Betty Nansens Teater på Frederiksberg Allé. Her fik han gode, solide roller og udviklede sig til en fin og afdæmpet karakterskuespiller i disse år. Efter Betty Nansen bliver Peter den frie fugl. Han er rastløs, og binder sig ikke til et sted. Parallelt med teaterarbejdet får han udløst sin trang til at agere komiker. Han bliver i disse år dybt imponeret af Charlie Chaplins komik. Den vil han omtolke, så den bliver ægte dansk. Peter vil more og imponere.

 

Peter Malberg og stumfilmen

I perioden 1910 – 1930 medvirkede han i 22 stumfilm. Den første i 1910 hed Elverhøj, og den sidste i 1930 hed Laila.

 

Peter Malberg og tonefilmen

I perioden 1934 – 1965 medvirkede han i 42 tonefilm. Den første – “Lynet” fra Nordisk Film, og den sidste „Halløj i Himmelsengen” fra Nordisk Film. Peter var også en habil sanger. I perioden 1934 til 1964 er der udkommet 28 Peter Malberg sange. De første i 1934 fra Lynet, „Der er noget i deres blikke” og „Er min kærlighed en forbrydelse.” Den sidste sang „Soundtrack fra Sommer i Tyrol” fra 1964, „Livet er nu engang så.” De mest kendte „Jeg har min hest, jeg har min lasso” fra „Det Gamle Guld”, 1951 sammen med Poul Reichardt, og „Du er min øjesten” fra „Flintesønnerne” 1956 sammen med Ib Mossin. Begge bliver stadig spillet flittigt i radioen.

 

Bolettes Brudefærd

I begyndelsen af 1938 foreslog Emanuel Gregers at filmatisere Folketeatres gamle succes: “Bolettes Brudefærd”. Peter Malberg skulle spille rollen som putkræmmeren. Det var et kup at få Kgl. skuespiller Bodil Ipsen til at spille rollen som Bolette. I Palladiums studier i Hellerup havde hun truffet Peter Malberg og syntes godt om ham og hans kunst. Anmeldelserne var blandede, men publikum elskede stykket, der blev en stor succes.

 

Balder Svanemose

Den 21.april 1943 – var der premiere på „Hans Onsdagsveninde” i Kinopalæet i København, hvor man i foyeren havde placeret små yndefulde „onsdagsveninder” i luftige gevandter, der uddelte fresiaer til det festklædte publikum. Peter Malberg sad på balkonen sammen med Bodil Kjer og Johs. Meyer, og de fik flere fremkaldelser efter tæppefald.  „Hans Onsdagsveninde” var filmatiseringen af „Peter den Store,” hvor Peter Malberg spillede rollen som „Balder Svanemose.” Dette var Peter, når han var bedst.

 

Lykketræf på en vinstue

Stykket var skrevet i 1930 af Paul Sarauw specielt til Peter Malbergs særlige talent. Peter Malberg siger til B.T. (Sven Borre) den 26.03.1951 om sin præstation: ” Det var et lykketræf, det ved Gud, det var. Paul Sarauw havde tilsendt mig stykket, og jeg søgte inspiration til rollen. Jeg gik sammen med Albrecht Smith ned ad „Strøget” og ind på en vinstue, og derovre i hjørnet sad Balder, en alfonstype, elegant, mere talende end tiltalende. Tænk, jeg fik ham direkte forærende. Vi inviterede ham over til vores bord og indledte en samtale med ham, og jeg gjorde som en billedhugger – lånte en arm her og et hoved der.” Peter nåede at spille rollen på forskellige teatre lidt over 1500 gange igennem 30 år og hver gang med stor succes.

 

Kvælende succes

Balder Svanemose blev både Peter Malbergs lykke og hans ulykke. Hver gang et teater var ved at krakke, sendte direktøren bud efter Malberg og hans Svanemose, og Peter havde meget svært ved at sige nej. Han reddede en halv snes teatre fra undergang. Men han vidste selv bedre end nogen, at man ikke kan undgå at stagnere, når man spiller samme rolle år ud og år ind, tilmed indenfor samme genre, man så ofte har prøvet før. “Hopsadrengenes parade” kaldte han dem i et interview med Politiken i 1960.

 

Peter Malberg og Morten Korch filmene

Den 2. januar 1950 havde filmen “De Røde Heste” premiere i Odense på Fønix-Teatret, hvor Morten Korch var til stede i æreslogen. Dette var den første filmatisering af Morten Korchs romaner, hvori Peter Malberg medvirkede. Dagen efter premieren begyndte en storm på biografteatrene, hvor folk kimede billetkontorerne ned. Den 9. januar var der premiere på filmen i København i 9 biografer. I hovedstaden måtte politiet udkommanderes til at holde folk i rækker foran biograferne, og Svend Kragh-Jacobsen meddelte i Berlingske Tidende at hele Koldings befolkning på 19000 beboere måtte ha’ været i biografen, for så mange billetter havde man solgt på forhånd. 2,3 millioner danskere havde i løbet af to år været i biografen for at se filmen „De Røde Heste”. Dette var ny rekord i dansk films historie. I årene fremover optrådte Peter Malberg sideløbende med engagement i Morten Korch filmene og som „Onkel Anders” i „Far til Fire Filmene”. Disse roller står som de centrale i Peter Malbergs filmkunst.

 

Peter Malberg privat

Klovnen med det følsomme sind er slet ikke den, De tror. Han kan spille komedie, bokse, kaste med lasso, lave mad, male, spille på guitar og trylle. „Ser Du dine egne film? Peter”, spørger hans påklæderske gennem en årrække frk. Harriet Sørensen, kaldet Søren i en samtale på Betty Nansen Teatret. „Ja, omend meget nødigt! Men det sker jeg engang imellem sniger mig i Casino biografen på sidste række.”

„Og griner?”

„Hvis der er noget at more sig over, kan jeg godt bide mig selv hårdt i læben.

Hvad har været din mest dramatiske oplevelse?

Gud, jeg har da haft så mange, men der var engang, da vi optog en film, jeg tror nok den hed „Kan disse øjne lyve?”. Da var jeg kok ombord på et skib, og skibet forliste. Jeg skulle sammen med styrmanden og et lille barn redde mig op på en tømmerflåde. Det var oppe ved Larvik og i april måned, og det var temmelig koldt og det stormede. Det skulle det egentlig ikke iflg. vejrudsigten, og det var isnende koldt. Styrmanden blev spillet af en norsk statist, og både han og jeg drak os mod og varme til. Specielt gjorde jeg det, for det var meningen, at jeg skulle få delirium af at drikke saltvand og springe i vandet og drukne. Jeg havde lovet instruktøren Anders W. Sandberg at holde mig under vandet så længe som muligt, så de kunne få et godt billede. Medens tømmerflåden gyngede op og ned sagde nordmanden til mig: “Du Peter, jeg skal fortælle dig noget. Ser du, hvis du springer til højre, så bliver du ført bort af strømmen, springer du til venstre kommer du ind under flåden og drukner og springer du lige ud, rammer du klippen og flækker ho’det.” I det samme råbte Sandberg spring! og det gjorde jeg, og var meget nær ved at drukne. Jeg kom naturligvis ind under flåden, og de glemte at kigge efter mig, så glade var de, fordi jeg blev dernede! En behjertet sjæl sprang dog ud i sidste øjeblik og fik mig hevet på land.

Efter to dages forløb, da jeg var kommet lidt til hægterne, fandt man så en anden udvej. Jeg skulle som den nu afdøde kok fotograferes liggende nede på havbunden. Du behøver kun at blive dernede i to minutter, lovede Sandberg, men du bli’r nødt til at få en kampesten bundet fast på ryggen, for ellers kommer du op igen! Jeg tog en dyb indånding, den dybeste i mit liv, og tre mand lagde mig ned på bunden. Det blev alle tiders billede, meget uhyggeligt og dramatisk.

Da vi kom hjem til Danmark, ellevilde og begejstrede, syntes censor også, at det var et uhyggeligt billede. Så uhyggeligt at det blev strøget af censuren.

Joh, et og andet har jeg selvfølgelig oplevet!

Men når jeg må slappe af så ta’r min kone og jeg ud og bor i Gøglervognen. Den er opstaldet på en mark ved Præstø.

Dejligt sted hvis man ellers kan være i fred. Det sker, folk vi synes vi godt kan undvære sommeren igennem, spø’r om de ikke skal komme og besøge os. Så siger jeg, kom til Sandvig, du kære. Det hedder nemlig det sted, hvor Gøglervognen er tøjret. Så tror de, det ligger på Bornholm, så ta’r de vel derover, og så er alting jo i skønneste orden.”

Når Peters navn stod på plakaten, så havde alle en forventning om glæde og smil. Han ville ikke skuffe sit store publikum, men indimellem længtes han efter at spille blot en lille klassisk rolle. Tit udtalte han efter en ny Morten Korch film, at dette er min sidste film i denne genre. Men filmselskaberne og publikum havde på forhånd sat ham i bås. Da næste Morten Korch film skulle optages, sagde han ikke nej, men udbad sig en stor gage. En gang stillede han sig op på en markedsplads og ville citere Ibsens „Terje Viken”. Publikum hyssede og larmede og krævede, at han øjeblikkelig skulle synge „Jeg har min hest, jeg har min lasso.”

Privat var Peter en enspænder. Kun ganske få mennesker, betragtede han som sine venner. Efter filmindspilningerne holdt han sig meget for sig selv.

 

Kvinden i hans liv

I 1925 mødte Peter, Ellen Nimb-Olsen, der havde sin gang på de forskellige teatre. Hun var på det tidspunkt 22 år og Peter 38 år. I starten ville han ikke være ved, at han havde forlovet sig med Ellen. Derfor udgav han hende for sin søster. Dette blev dog snart ændret, og de giftede sig, og holdt sammen i over 40 år.  Da Peter begyndte at tjene mange penge for sine roller, flyttede de fra Frederiksberg til Charlottenlund og købte en villa på Standhøjsvej 27 tæt ved travbanen. Peter Malberg havde sine traditioner. Han og filmmanden Svend Borre boede begge med havelågen lige ud til travbanen. Hver sommer på Svends fødselsdag opførte Peter Malberg sit eget lille nummer. Iklædt „shorts, jaketjakke og klovnenæse” spadserede han ud gennem sin havelåge, ud på travbanen og tre huse til højre, og ind gennem Svends havelåge, for at servere morgenchampagne på en bakke for ham. Det var en seance der gentog sig gennem en årrække.  Ellen begyndte at arbejde som tale -og afspændingspædagog, og hun kunne tit høres i radioen.  Hun døde i 1964 og blev begravet på Assistens Kirkegård.  Kort efter Ellens død fik han en hjerneblødning, og døde 23 juni 1965 efter længere tids sygdom. En af de mest populære skuespillere i dette århundrede.

Peter blev begravet ved siden af Ellen på Assistens Kirkegård.

Du kan finde flere oplysninger om Peter Malberg på Det Danske Filminstitut

 

 

 

 

 

 

Peter Malberg som Putkræmmer i filmen "Bolettes Brudefærd"Peter Malberg uden maskeBodil Ipsen som Bolette i "Bolettes Brudefærd"Peter og Ellen Malbergs gravsten