Kjeld Abell

Ud af flippen ville han den 27-årige nygifte cand.polit Kjeld Abell. Og så sprang han ud. Sammen med sin højgravide kone Grete rejste han til Paris i vinteren 1928-29 til en uvis fremtid som tegner. I marts 1929 blev sønnen Jens Jacob født, men der var intet arbejde at finde for Kjeld Abell. Det var svært at få afsat tegninger i Paris, hvor det myldrede med håbefulde kunstnere. Nøden tvang Grete til at rejse hjem til Kjelds stedmor i København. Fortvivlet forsøgte hun at overtale Kjeld til at vende hjem. Men han insisterede på at hutle sig igennem. Han tjener lidt ved at tegne mønstre til tekstiler. Og får af og til opgaver som kostumetegner. Endelig i juli 1930 er der et lille gennembrud.

„– Her har man sukket i tre år – så vips – på én gang er det hele der – det næsten slår mig ihjel – især da jeg er alene. Grete er i Danmark for at pleje sit og lille Jacobsens helbred, der ikke ville have godt af parisisk sommer“, skriver han i et brev til sin veninde sangerinden Engel Lund, som han også tegnede kostumer til.

Når specielt den parisiske sommer er usund for Grete og barnet skyldes det, at det i ferietiden er helt umuligt for Kjeld at tjene til føden.  Men den sommer i 1930 vendte situationen sig til det bedre. Han havde fået bestilling på dekorationer af Dullin (Theatre de l’Atelier) og af Jouvet (Comedie des Champs Elysees).  De to teaterdirektører var internationalt berømte for deres eksperimenterende teater. De benyttede bl.a. dekorationer af Pablo Picasso.  I 1930 er Abell en tur hjemme i København og tager ind på Det Kgl. Teater for at vise ledelsen nogle af sine skitser og kostumeudkast.

Der møder han tilfældigt i malersalen den russiske balletmester George Balanchine, der har problemer med at gøre sig forståelig med sine krav til dekorationer.  Abell taler for det første fransk og er for det andet omgående på bølgelængde med russerens kunstneriske intentioner.  Mødet i teatersalen fører til et livslangt venskab. Og Abell bliver Balanchines foretrukne kostumetegner og dekorationsmaler.  Det Kgl. Teater havde ventet at Picassos dekorationer fulgte med, da de valgte at sætte Balanchines balletter op. Men Balanchine foretrak denne gang Abell. En tung arv at løfte for den unge maler, men han fik succes. Der var pænt bifald til de smukke dekorationer hver gang tæppet gik op.

“Abells dekorationer fangede interessen ved deres enkle raffinement, deres dristige smagfuldhed og luftige ynde …her var en ny teatermaler med internationalt snit, og et nyt talent i dansk teater“, skrev Frederik Schyberg i sin anmeldelse.

Kort efter får Balanchine tuberkulose, så successen bliver ikke fulgt op. I de næste par år kniber det igen gevaldigt for Kjeld Abell at holde sulten fra døren.

I januar 1932 bliver han af ægteparret Esther og Georg Gretor overtalt til at forsøge sig i Hamborg. Han var på det tidspunkt stærkt optaget af en ide til et skuespil, der skulle hedde „Kaktussen“. Hovedpersonen i stykket var inspireret af en frisindet og rebelsk tysk lærerinde, Harriet Wegener, som Kjeld nogle gange havde truffet hos Gretors. Hovedpersonen i stykket var en lille, udvendigt uanselig lærerinde, men hvis sind var som en kaktus. Når Kjeld Abell betragtede hende som en kaktus, var det ment som en kompliment. Harriet Wegener havde i nogle år været lærerinde på en pigeskole i Kiel. Som en af de få så hun allerede i slutningen af tyverne og begyndelsen af trediverne klart den fare, som den nationalsocialistiske bevægelse i Tyskland rummede, og hun var klar over nazismens farlige dynamiske kraft.

I en lejlighed på Frederiksberg, som Abell boede i fra 1932, var der på døren fra opholdsstuen til soveværelset malet en sortklædt kvinde på vej henad en smal gang, og i forgrunden var der malet en kaktus i en urtepotte. Damen med kaktussen spillede i en del år en stor rolle i Abells fantasi. Hun måtte komme til live på scenen. Ud af billedet voksede langsomt den kvinde, der i 1939 blev til Anna Sophie Hedvig, den triste og forsagte lærerinde, som blev et symbol på aktiv modstand mod nazismen.  Forestillingen gav ifølge hende selv Clara Pontoppidan hendes største øjeblikke på en dansk scene.

I spillet konfronteres en borgerfamilie med en uvelkommen kusine fra Jylland, der højst ubelejligt skal passes ind i bordplanen ved en middag til ære for mandens chef. Under den efterfølgende kaminpassiar med kaffen og cognacen kommer samtalen til at handle om, hvorvidt et ganske almindeligt menneske kan slå et andet ihjel.

Chefen, Hoff, tillader sig den flothed at sige „– men jeg kan svare for alle de tilstedeværende – der er kun et svar:– nej og nej – og atter nej!“.

Så lader den stilfærdige og forsagte lærerinde Anne Sophie Hedvig bomben springe.

I tavsheden efter Hoff’s ord lyder hendes stille „Jo!“.

Clara Pontoppidans „Jo“ kom med et farligt glimt i øjet, der ramte publikum – også bagerst i salen – som en flash i et mørkt rum.

Anne Sophie Hedvig havde indtil det øjeblik gjort, hvad hun kunne for ikke at være til besvær. Men nu bringer hun pludselig selskabet ud over en kant, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Hver af dem bliver tvunget til at tage stilling. Og nu er det alvor.  Hun har myrdet en ond og magtsyg kollega. Det beklager hun ikke. Hun har fældet en tyran, fordi det var nødvendigt at gøre det.  Historien kommer til at vende vrangen ud på selskabet, som ellers skulle vise direktør Hoff familien fra dens pæneste side. Nu springer det hele i luften. En latent konflikt mellem faderen og sønnen John bryder ud i lys lue. Også den ellers så udglattende frue ender med at tage stilling – imod sin mand og hans direktør.

Da Abell i 1932 vendte hjem til København kunne han kun skaffe til dagen og vejen som reklametegner på Bergenholz’ reklamebureau.  Men interessen for teatret var usvækket. Han lavede scenografi til fem balletter og tegnede desuden kostumer og dekorationer til en række teaterforestillinger.  I 1934 fik han sin debut som dramatiker med en ballet, „Enken i spejlet“. Scenografien stod han selv for. Den jazzinspirerede musik skrev Bernhard Christensen.

Abell skrev senere om denne hans første selvstændige forestilling:

“Først sent begyndte jeg at skrive …Balletten blev min forgård. Det ordløse teater, hvor man lærer rummet at kende, det abstrakte, usynlige rum, rummets balance skabt af bevægelsens præcision og det stumme ords vilje…Jeg begyndte at skrive stumt…. Efter at ha været på et reklamebureau, jeg hade jo familie, brændte jeg alle skibe, fik ved et mirakel gennem en skolekammerat skaffet et lån, så vi kunne holde det værste fra døren, for nu var de brudt, de forseglede ordrer…En vinter lang i en sofa på Kongens Nytorvs à Porta, talte jeg over en kop kaffe den arme Børge Ralov i hjel, trættede hele den samlede ballet oppe på salen, fik tilsidst forment adgang, så mange ord om noget stumt kunne ingen klare…for mig var det som om „Enken“ var det eneste talerør, jeg ville opnå i dette liv.“

Balletten blev en begrænset succes. Den forvirrede folk og forlangte for meget af sit publikum med hensyn til at tænke videre. Hvor de var vant til, at balletter efter forskellige forviklinger fører frem til en festlig og forløsende finale, var de her stillet over for en handling uden en entydig afslutning – ligesom dengang Nora gik ud af Ibsens dukkehjem.

Det var arbejdet med balletten, der var afsæt for Abell til hans næste forestilling „Melodien der blev væk“ i 1935. Hovedpersonen skulle være en gennemsnitsdansker – en funktionær. Det sceniske forløb skulle være lige så elegant og musikalsk som en ballet. Abell fik Riddersalens direktør Per Knutzon tændt på ideen. Og de fandt sammen ud af, at det var en god idé at bruge en balletdanser, som i øvrigt hed Larsen, til hovedrollen i stedet for en skuespiller. Da ideen tog form, kom der replikker til. Og det viste sig, at Abell havde mindst lige så stort et talent for rammende replikker, som han havde for spektakulær iscenesættelse og for at skabe et eventyrligt teaterrum. Da det kom til stykket blev det alligevel en skuespiller og ikke en danser, der var brug for, og Larsen kom kun til at bidrage med navnet på hovedpersonen. Abell så ingen grund til at få teater til at ligne virkeligheden. Tvært imod. Teatret skulle give en umiddelbar oplevelse i sit helt eget univers. Det faldt ikke Abell ind at slæbe træer ind i scenerummet for at illudere, at familien nu er i skoven. Han malede træer på bagtæppet og garnerede dem med flasker, konservesdåser og andre efterladenskaber efter en frokost i det grønne. Chokerende, men enkelt og let fatteligt.  Bernhard Kristensen og Sven Møller Kristensen stod for musikken. Dog skrev Herman D. Koppel melodien til „Sangen om Larsen“, der blev en landeplage.  Forestillingen var en sensation. Selv om den var så ekstremt moderne i sit udtryk gik den rent ind hos et meget bredt publikum. På kontoret er Larsen reduceret til et talende jakkesæt. Kontordamerne sidder bag ved deres skrivemaskiner med udtryksløse, men perfekt make up’ede masker for ansigtet. De tager kun maskerne af i deres tepauser, hvor de giver sig til kende som mennesker, der trods alt har noget at sige hinanden. Det ender godt. Med konens hjælp finder Larsen melodien i sit liv og springer ud fra sin elendige trummerum. Københavnerne kunne ikke få nok af den forestilling. Den blev spillet på Riddersalen over 600 gange. Allerede i 1936 blev stykket spillet i London. I 1937 også i Paris. I de øvrige nordiske lande havde den ligeledes succes. I Finland blev stykket til en spillefilm i 1939.

Den internationale succes gjorde også amerikanerne interesserede. Abell blev af det danske udenrigsministerium rådet til at engagere en advokat, der kunne varetage hans interesser. Den danske konsul i New York fandt en advokat. Og Abell følte sig tryg ved, at stykket nu ville gå sin gang i USA og Canada.  Men det viste sig, at det var en ræv, som konsulatet havde sat til at tage sig af guldgåsen.  Advokaten erhvervede sig selv alle rettigheder til „The Melody that Got Lost“ i USA og Canada.  Det eneste, der kom ud af USA-eventyret, var en stor advokat-regning til Abell fremsendt af det danske udenrigsministerium. Stykket blev aldrig spillet i USA og Canada.  Kjell Abell hvilede ikke på laurbærrene. Selv om det lyder sådan på scenen, så kom ordene ikke let til Kjeld Abell. Hans krav om arbejdsro blev kun opfyldt i „Båsen“ – et lille hus syd for Svinkløv ved Jammerbugten, hvor det meste af det, han har skrevet, blev til. Det er så langt fra de miljøer, han hovedsageligt beskæftigede sig med, som man overhovedet kan komme i Danmark.

 

Efter „Melodien der blev væk“ var en Abell-forestilling dømt til at være en københavner-begivenhed. Så Det Kongelige Teater tog med begejstring mod Abells næste udspil og havde i 1936 premiere på „Eva aftjener sin barnepligt“. Bibelens Eva blev til som voksen – skabt af Adams ribben.  Abell lader hende føde som baby og lader hende få sin opvækst i en pæn københavnsk borgerfamilie. Eva passer på ingen måde ind i den form, som den velmenende familie forsøger at presse hende ind i.  Den utroligt kreative teater-idé bliver til en forrygende satire på formynderi og konventionel børneopdragelse.  Abells sprudlende talent for satire kom i de følgende år til udtryk i revyerne „Mars på weekend“, „Askepot – og dog“ og „Guderne ter sig“, som han skrev sammen med Poul Henningsen.

Men nazismen i Tyskland og fascismen i Italien og Spanien trænger sig nu sådan på, at Abell vender tilbage til damen med kaktussen og går fra festlige teaterløjer tilbage til naturalistisk teater. Nu er det alvor.  I 1939 går tæppet op for „Anne Sophie Hedvig“ på Det Kongelige Teater.  Som kendt antifascist går Abell en kold tid i møde under den tyske besættelse i 1940.  Til alt held bliver han ansat som kunstnerisk direktør i Tivoli, hvor der er mulighed for at udfolde både talentet for billeder og dekorationer og for revy.  Sammen med Poul Henningsen går han til censurens yderste grænse med revyen „Dyveke“, hvor Liva Weel spillede titelrollen og sang „Man binder os på mund og hånd“. Ved premieren rejste publikum sig stille efter sangen for at demonstrere, at sangens dobbelttydige budskab var trængt ind.

Kjeld Abell blev aldrig medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, men hans kone var. Familien undgik dog direkte forfølgelse, selv efter arrestationen af de danske kommunister i 1941. Det Kongelige Teater spiller både i 1940 og 1943 stykker af Abell – henholdsvis „Judith“ og „Dronning går igen“. Begge satiriske lystspil, men med et ærinde: at vække det ængstelige borgerskab. Da kommunister i stort tal flygtede fra Horserød-lejren i 1943 – og de tilbageblevne blev transporteret til KZ-lejre i Tyskland fandt tyskerne på som hævn for masseflugten at tage gidsler. Kjeld Abell bliver fanget og interneret i Horserød den 29. august 1943. Efter sin løsladelse er han tvunget til at holde lav profil. Det næste københavnerne ser til Abell er i januar 1944.

Under en festlig Soya-forestilling på Det Kongelige Teater står pludselig en fremmed på scenen:

„Mit navn er Kjeld Abell. Jeg afbryder forestillingen for at meddele, at teatrets digter Kaj Munk er blevet myrdet. Lad os vise ham vores respekt med et minuts stilhed“.

Dette modige skridt var det nødvendigt for Abell at tage, efter at han forgæves havde forsøgt at overtale teatrets ledelse til at aflyse forestillingen. Han kendte bygningen så godt, at det lykkedes ham at gennemføre et forsvindingsnummer og komme ud, uden at Gestapo og danske håndlangere fik fat i ham. De myldrede ind i teatret straks efter Abell’s forsvinden.

Det lykkedes aldrig Abell at genvinde sin position som dramatiker efter krigen. I frihedsrusen i 1945 blev han dog fejret som en helt. Hans stykke om modstandsbevægelsen „Silkeborg“ gik rent ind. Danmark, der beskyttede sig mod den tyske krigsmaskine i en „borg af silke“ , var et smukt billede på en modstand, der – hvor militær betydningsløs den end var – alligevel kom til at gøre en afgørende forskel.  Men næppe havde frihedsrusen lagt sig, før der blæste en Mc’ Carthyistisk kold vind hen over kulturlivet i Danmark.  Abell’s stykker blev nu set på med andre øjne. Kritikerne ville absolut se kommunistisk progaganda skjult i hans stykker.  Alt, hvad han skrev, var vendt mod ensretning, konformitet og autoritær styreform. Som humanist var han kompromisløs. Det er svært at finde en eneste sætning, som stalinister kan bruge til noget. Men efter „Dage på en sky“ i 1947 fik han læst og påskrevet og blev tillagt det groteske synspunkt, at ikke-kommunister burde spærres inde.

Stykkets dramatiske idé er fantastisk. Det udspiller sig inde i hovedet på en pilot, der er sprunget ud fra sit fly, fordi han ikke kan leve med at kaste en atombombe.

Hvilke tanker farer igennem ham? Og vil han udløse sin faldskærm eller vælge døden? Olympens guder spiller med.

Paradoksalt nok får Abell skyld for at være for svær at forstå samtidig med, at han bliver beskyldt for at være propagandist. De to beskyldninger passer dårligt sammen og siger mere om anmelderne end om Abell’s stykke.

Hetzen mod Abell kulminerer i 1955, hvor Bodil Udsen i en revyvise sang om, at

„hans værk, der sku’ fænge

det hænger der en tåge om

den har hængt der for længe

men bli’r den spredt er scenen tom“.

Så elegant bliver Abells livsværk jordet og gjort til nul og niks af en revyforfatter, der ikke forstod et muk af „Den blå pekingeser“ – Abells sceniske mesterstykke, der havde premiere i 1955.

I 1961 dør Kjeld Abell et par måneder efter, hans sidste drama „Skriget“ var antaget på Det Kongelige Teater. Det havde premiere otte måneder efter hans død i november 1961.

 

Kilder:

Alice Bryrup Heje:

Kjeld Abells dramatiske verden

Elias Bredsdorff:

Kjeld Abell – et brevportræt

Kjeld Abells billeder

 

Kjeld Abells liv og produktion i korte træk

1901: Født i Ribe

1919: Elev på Kunstakademiet

1927: Cand.polit.

1928:Gifter sig med Grete og flytter til Paris

1930: Scenografisk samarbejde med George Balanchine til 1931

1934: Balletten „Enken i spejlet“

1935: „Melodien der blev væk“ på Riddersalen

1935: Scenografi til Soyas stykke „Umbabumba“

1936: „Eva aftjener sin barnepligt“ på Det Kongelige Teater

1939: „Anna Sophie Hedvig“ på Det Kongelige Teater

1940: „Judith“ på Det Kongelige Teater og „Dyveke“ på Riddersalen

1941: Filmen „Tak fordi du kom, Nick“

1941: Kunstnerisk direktør for Tivoli til 1949

1943: „Dronning går igen“ på Det Kongelige Teater

1943: Interneret i Horserød 29. august

1944: Under jorden

1946: „Silkeborg“ på Det Ny Teater

1947: „Dage på en sky“ på Det Kongelige Teater

1948: Festspil til Det Kongelige Teaters 200 års jubilæum „Ejendommen matr. Nr. 267, Østre Kvarter“

1949: Lystspillet „Miss Plinckbys kabale“ på Det Kongelige Teater

1950: „Vetsera blomstrer ikke for enhver“ på Frederiksberg Teater

1955: „Andersen eller hans livs eventyr“ på Det Kongelige Teater

1959: „Kameliadamen“ på Det Ny Teater

1961: Død 5. marts. Efter hans død premiere på „Skriget“ på Det Kongelige Teater

 

Kjeld AbellHerluf Bidstrups forsidetegning til Kulturkampen's temanummer i anledning af "Melodien der blev væk"Kjeld Abell tegnede selv plakaten til „Melodien der blev væk“Selv om det lyder sådan på scenen, så kom ordene ikke let til Kjeld Abell. Hans krav om arbejdsro blev kun opfyldt i „Båsen“ – et lille hus syd for Svinkløv ved Jammerbugten, hvor det meste af det, han har skrevet, blev til