Karen Sylvia Therese Jønsson 1909 – 1942

Karens opvækst på Nørrebro

Karen Jønsson blev født den 17. januar 1909 på Nørrebro. Familien boede på P.D. Løvs Allé nr. 5 – i forhuset stuen t.v. I folketællingen fra 1911 er farens erhverv opgivet som vognmand/automobil. Altså chauffør og ”garagemester”. Karen begyndte sin skolegang på Stevnsgades Skole i 1916. Forældrene blev skilt og Karen flyttede med mor og søster rundt om hjørnet til morforældrene. De boede på Jagtvej 119, 3.sal t.v. Det var svært at få en hverdag til at hænge sammen som eneforsørger med en chokoladebutik. Butikken lå Jagtvej 121. Som 9-årig begyndte Karen at tage klaverlektioner. Hun ville gerne søge ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Efter endt skolegang arbejdede hun som barnepige, i forretning og i frisørsalon. Hun spillede i denne periode også klaver til private selskaber.

 

Karen Jønssons karriere – og mænd.

Allerede som 12-årig indsendte Jønsson en komposition ”Over Prærien” til musikforlaget Wilhelm Hansen. Hun studerede 6 år hos cellist, komponist Otto Olsen og hos pianisten Elof Nielsen. Hendes oprindelige idé med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium ændrede sig, da hun blev præget af jazzen og ønskede populære melodier til øvestykker. En samtale med Kai Normann Andersen førte til hendes debut som pianist i revyen ”5 damer og 6 herrer” på Betty Nansen Teatret i 1930. Siden som harmonikaspillende sømand i ”Styrmand Karlsens Flammer” på Nørrebros Teater, hvor hun kom til at spile revy flere gange. På dette tidspunkt blev hendes første egentlige ”hit” Lille Pige vil du jazze med mig” indspillet på grammofonplade. Hun havde tidligere udgivet plader med Victor Cornelius. I årene 1933 – 34 turnerede Karen Jønsson i provinsen. Siden fik hun engagement i Riddersalen i den antinazistiske revy ”Maa Vi være her?” For denne præstation fik hun B.T. ´s ”Gyldne Spore”. Sit helt store gennembrud fik Jønsson i Hornbæk Revyen i 1936, hvor hun spillede sammen med Victor Borge, endnu kendt under navnet Børge Rosenbaum.

I sit første ægteskab med farmaceut Erik Jønsson, kunne hun ikke indordne sig datidens normer. På det tidspunkt, hvor hun debuterede og så småt fik gang i karrieren, dannede hun en kort overgang par med stepdanseren og sangeren Finn Olsen. Et andet ægteskab med elektronikinstallatør og motorsportsmand Svend Edelsteen endte også med skilsmisse. Parret boede i Vægtergården, og årene var præget af Jønssons kometagtige karriere, samt et forsøg på gennembrud i London. Jønsson var nu et kendt ansigt i København og kunne ses i gaderne i sin åbne Chrysler. Herefter blev hun kontaktet af filminstruktør Alice O`Frederics, både som skuespiller og komponist. Det var til filmen ”En fuldendt Gentleman”, at hun skrev melodien til ”Hvorfor er Lykken så lunefuld”. I 1937 fik hun en rolle i Liva Weel filmen ”Frk. Møllers Jubilæum”, hvortil hun skrev flere melodier, der blev fremført af Kai Ewans og hans orkester.

Efter separationen fra Svend i 1938 blev hun sammen med restauratør Oluf Kamp-Larsen ejer af pianobaren ”Hos Karen Jønsson” i Brolæggerstræde i København. Det endte med en sag i byretten, store gældsposter og en beslutning om at tage imod et engagement på den mondæne restaurant ”Blanch´s” i Stockholm i december 1939. I 1940 blev hun gift igen med den svenske ingeniør Björn Lannge. Det skaffede hende opholdstilladelse i Sverige, nu hvor 2. Verdenskrig var brudt ud. Ægteskabet blev kortvarigt og hun mødte den store romance i Göran Dieden. Han blev hendes sidste kærlighed.  Skønt hun fik stor succes i landsdækkende svensk radio, fik hun på trods af anbefalinger ingen filmroller. En stort anlagt turné til Finland med togrejser op og ned langs den finsk-sovjettiske grænse midt under 2. verdenskrig, havde mærkeligt nok ingen forestillinger. December 1942 fik hun indrejsevisa til Danmark i forbindelse med et engagement på ”National Scala” i København. Hun dukkede aldrig op.

I et brev sendt den 24. november til Karens mor fortæller hun, at hun glæder sig til at komme tilbage til København. Den 30. november sendte Göran Dieden et telegram til Karens mor. Karen var syg og rejsen var udsat. Dagen efter kom endnu et telegram. Karens tilstand var alvorlig. Endelig kom det tredje telegram med meddelelsen om, at Karen var død den 2. december kl. 16.50. Dødsårsagen var ifølge Sygehusjournalen at Karen Jønsson d. 29. november havde indtaget en større mængde sovepiller. Hun blev fundet bevidstløs og indlagt på sygehuset. Hun kom ikke til bevidsthed.

 

Karen Jønssons begravelse 1942.

I datidens aviser kunne man læse:” Den unge Pianistinde Karen Jønsson blev begravet fra Kapellet på Assistens Kirkegård. Der var mødt så mange Mennesker op, at Kapellet ikke kunne rumme dem alle, og en Del måtte blive stående udenfor i den silende December-regn. Ligesom Følget var stort, var Kransene talrige, små Buketter og store Kranse fra Venner og Beundrere, lå tæt om Kisten, der var smukt pyntet med Nelliker og Grønt. Efter at man havde afsunget ”Lær mig, o Skov at visne glad”, talte Pastor E. Würtzen fra Skt. Stefans Kirken. Han betegnede Karen Jønsson som det hjertensgode og stræbsomme lille sandhedssøgende Menneske, der havde sat sig sine Mål, og som kæmpede tappert for at nå dem. Han skildrede hende som den gode Datter, der holdt meget af sit Hjem, og som netop havde glædet sig meget til at komme hjem og holde jul med sin Familie. Efter at man havde sunget ”Lyksalig, lyksalig” spillede cellisten Chr. Lyppert Schuberts ”Ave Maria”, og mens man sang ”Den er slet ikke af Gud forladt”, blev den blomstersmykkede brune Kiste båret ud af Kapellet til Graven”. Hendes gravsten blev udformet af en lokal murermester, og er én af de mere markante gravsten på den historiske kirkegård.

Hør Karen synge I aften

Læs tekster og se arkivalier fra Centrets udstilling om Karen Jønsson HER