Johannes Wiedewelt

 •1731: Født den 1. juli i København, som søn af den kendte billedhugger Just Wiedewelt

•1750: Rejser til Paris for at studere

•1753: Sølvmedalje på Akademiet i Paris

•1754: Rejser til Rom for at studere antikkens skulpturer

•1758: Rejser til Napoli for at se Pompeji, møder Winkelmann, hjemrejse via Firenze

•1759: Medlem af Akademiet i København, Kongelig Hof Bygmester

•1760: Monumenterne i Fredensborg Slotshave

•1761: Professor ved Modelskolen

•1762: „Tanker om Smagen udi Konsterne i almindelighed“, et nyklassicistisk kampskrift

•1768: Rejser til England, og studerer havekunst

•1776: Udsmykningen af Jægerspris Have

•1783: Bernstorff monumentet på Gentofte Bakke

•1786: „Samling af Ægyptiske og Romerske oldsager“

•1802: Dør den 17. december, formentlig selvmord

 

Wiedewelts monumenter på Assistens Kirkegård

Mellem 1785 og 1801 udførte Wiedewelt en række monumenter til „Assistence Kirkegaarden ved Kiøbenhavns Nørreport“. Assistens Kirkegård var oprettet i 1757 og taget i brug 1760 for at aflaste begravelsespladserne inde i byen. Begravelserne ikke mindst i kirkerne havde nået et niveau, hvor sundhedsrisikoen især på de varme sommerdage var overhængende. København havde da også af flere omgange været plaget af epidemier. I begyndelsen benyttedes Assistens Kirkegård hovedsagelig af mindre bemidlede borgere. I løbet af 1780erne indtrådte en gradvis ændring, foranlediget af flere faktorer. I 1777 var Wiedewelt begyndt på omlægningen og udsmykningen af haveanlæget ved arveprinsens ejendom Jægerspris. Inspireret af O. Mallings bog „Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere“ udsmykkede Wiedewelt parken med monumenter og mindesten over særlig berømte personer. Det blev fra dette tidspunkt i stigende grad populært at lade sig begrave på Assistens Kirkegård. Wiedewelt blev en af de mest benyttede kunstnere til at udføre både større og mindre monumenter i alt 15, hvoraf de 8 kan ses i dag.

 

Adolph Gotthart Carstens (1795)

Få meter fra Wiedewelts grav rejser en himmelstræbende søjle sig over de omkringstående monumenter. Teksten er næsten udvisket men kigger man godt efter, kan man læse følgende: Musae Virtus Patria lugent Adol. Gott. Carstens mort. Anno Aetat LXXXII, Cujus exuvae heic infra postia sunt MDCCVC – „Her hviler de jordiske levninger af Adolph Gotthartt Carstens, hvis tab begrædes af Muserne, Dyden og Fædrenelandet“. Carstens var en betydningsfuld mand i sin samtid der indtog en indtog en lang række tillidsposter – blandt andet var han en tid Det Kongelige Teaters direktør – senere blev han en slags guvernør over Hertugdømmerne.  Han huskes måske af nogen idag som en af domsmændene i Struenseesagen. Allerede i 1753 blev han medlem af Videnskabernes selskab og udgav for dem en lang række skrifter der idag er glemt. Han støttede blandt andet både Ewald og Baggesen og skrev selv teksten til et syngespil „Aglae“ (eller „Støtten“), som opnåede en hvis popularitet.

 

Johan Samuel Augustin (1785)

Augustins fornemme men beskedne monument, som var Wiedewelts første på Assistens Kirkegård, findes desværre ikke længere. Augustin var den første mand „af stand“, der lod sig begrave på Assistens Kirkegård. Han ønskede ikke at bringe andres liv i fare ved at lade sig begrave inde i kirken, som det ellers havde været skik. Han blev mest kendt i sin samtid for sin pragtudgave af Holbergs „Peder Paars“ som han udgav i samarbejde med Wiedewelt. Ligeså beskedent han havde levet blev hans grav. Der findes flere udmærkede stik og beskrivelser af dette monument og det kan derfor undre at da man ønskede at opsætte et minde om denne mand, rekonstruerede man ikke Wiedewelts monument men opsatte en ”sen-stalinistisk” rædsel som desværre „pryder“ Kirkegården endnu. Det oprindelige gravmæle var indsat i muren og forestillede dødens grotte omkranset af lægeurter.

 

Georg Nielsen (1798)

Et af Wiedewelts mere mærkværdige monumenter er over bibliotekaren Georg Nielsen. Her fremtræder et relief af en lærd mand omgivet af bogruller og en jordklode. Selve ideen var ikke ny. Wiedewelt brugte den samme til botanikeren Möllmann i St Petri Kirke, men Georg Nielsens er mere fuldendt.  Wiedewelt regnede det selv for et af sine bedste monumenter. Nielsen var hofbibliotekar og kongehusets kasserer i den bevægede periode omkring Caroline Mathilde og Struensee. Han var derfor tæt på begivenhederne og skrev sine erindringer, som desværre enten er gået tabt eller er gemt godt af vejen. En kort tid var han også lærer for den unge kronprins – senere Frederik VI.

 

Andreas Falch (1798)

„sødt slumrer under dette Marmor en ædel retskaffen mand…“ Således begynder inskriften på Andreas Falchs gravmæle der ligesom Carstens et godt eksempel på et „Søjle“-monument. Monumentet er et eksempel på at Wiedewelts fantasi af og til løb lidt af sporet. Der er vel ingen, der i dag vil kalde denne søjle for køn. Hoved ideen er heller ikke ganske klar. Kransen på toppen lader sig vel forklare, men resten? Søjlen er hverken hel eller brudt men afsluttes af en spids med en blomsterkrans. Om Andreas Falch vides ikke meget. Han var en af tidens velstående grosserer og bankcommissairer og uden at vide det fristes man til at tro, at dette var en af de opgaver, Wiedewelt påtog sig mod slutningen af sit liv for pengenes skyld.

 

Peter Uldall (1799)

Uldall var jurist og ligesom Carstens mest kendt fra Struenseesagen. Uldall blev forsvarer for dronning Caroline Mathilde, en umulig opgave som ikke desto mindre indbragte ham stor hæder og anerkendelse – og mange penge. Pengene blev tildels omsat til bøger, hvoraf han efterlod en stor samling, der idag indgår i det kongelige bibliotek.  Hans gravmonument er et af Wiedewelts bedre – i traditionel stil med relief, der forestiller gudinden Themis moder til Justitia, Loven og freden – med en urne på toppen. Wiedewelts oprindelige relief er desværre gået tabt og erstattet af en nutidig kopi, som desværre ikke helt har den skønhed som Wiedewelts oprindelige. Det anbefales at se den på afstand! Bag ved Uldall ligger iøvrigt Jens Juel begravet – han døde blot 10 dage efter Wiedewelt.

 

August Hyllested (1798)

Et af Wiedewelts mere anonyme gravmonumenter er over Paul August Hyllested – en 9 års dreng, som døde i 1798. Gravmonumentet er i den traditionelle stil med meget lidt udsmykning. Det var usædvanligt at man brugte store summer på gravsten til børn. Senere er da også flere familiemedlemmer blevet begravet her.

 

Andreas Bodenhoff, Giertrud Birgitte Bodenhoff (1796, 1798)

Det Bodenhoffske gravmæle er et af Wiedewelts største på Kirkegården. Andreas Bodenhoff var en af de rigeste og fornemste købmænd i København i slutningen af 1700tallet, hvilket antydes af gravmælets udsmykning, der rummer både overflødighedshorn – som tegn på velstand – og et relief med en skibsstævn og en merkurstav, Merkur var den romerske gud for handelsfolk – og tyve! Bodenhoff gravstedet er gået over i historien på grund af Andreas Bodenhoff den yngres unge kone Gertrud Birgitte Bodenhoff. Gertrud Birgitte blev ved sin mands utidige død en meget ung enke. Kort efter blev hun syg og døde. Rygtet fortæller, at hun efter begravelsen blev opgravet af graverne på kirkegården med det formål at plyndre hendes grav. Imidlertid viste det sig, at hun ikke var død, men opvågnede til alles rædsel, hvorefter graverne ombragte hende. Om der er hold i historien vides ikke.

En efterkommer af familien, Viggo Starcke, forsøgte i 1950erne at påvise ugerningen – men utvetydige beviser mangler stadig. En kerne afsandhed har historien dog, idet gravrøverier var veldokumenterede fra perioden omkring år 1800. Viggo Starcke har senere beskrevet begivenhederne i en bog.

 

Morten og Martha Wærn (1797)

Bodenhoffs nabogravmæle over Morten og Matha Wærn er mindst ligeså prangende. Det rummer også adskillige symboler blandt andet en bikube som udtryk for den egenskab man kaldte „vindskibelighed“ – evnen til at „vinde“ eller mere kontant i moderne sprog „evnen til at rage til sig“ en helt legal ting dengang. Det lykkedes generalkrigskommissær Morten Wærn at sikre sig en formue blandt andet ved glasindustri i Norge.  Glasfabrikation var afhængig af potaske, som blev udvundet af tang. Wærn „stjal“ den hemmelige opskrift fra englænderne og måtte som straf opholde sig i det berygtede Newgate Prison. En stor del af formuen blev af enken Martha bortgivet til forskellige velgørende formål blandt andet til Herlufsholm og til et nyoprettet opdragelses- og uddannelsesinstitut for fattige pigebørn af borgerstanden.

 

Nicolaus Abraham Kall (1801)

En tid troede man, at N.A. Kalls gravmæle var forsvundet. Ved at sammenligne stik med nuværende gravmæler lykkedes det tidligere overgartner Axel Andersen at identificere en del af Kalls gravmæle, som var blevet genbrugt til familien Ryberg. Wiedewelts portrætrelief og den oprindelige tekst er fjernet.  Portrættet findes i dag på Statens Museum for Kunst. Som så mange andre af tidens fremtrædende skikkelser stammede Kall fra Hertugdømmerne.

 

Bortkomne, nedtagne monumenter:

Seks af Wiedewelts monumenter er definitivt borte fra Assistens Kirkegård. De findes dog som skitser og tegninger. Det drejer sig om følgende:

 

Anne Sophie Dopler 1800

Gerhardt Martensen 1796

Carl Friedrich Heinemann 1796

Christen Waage 1792

Jonas Broager 1790

Johanne Dorothea Thomsen 1794

Johannes WiedeweltTegning til Augustins gravsten 1785, Assistens KirkegårdJohannes Wiedewelt , Udkast til overdelen af gravmæle for Georg Nielsen på Assistens kirkegård, 1798Epitaph af Wiedewelt til en del af gravmonumentet for Morten og Martha Wærn, Assistens KirkegårdMindesang til Johannes Wiedewelt med musik af brødrene Schall og tekst af Oehlenschlager