Jens August Schade

af Nikolaj Rønhede

Der er kun årstal på Jens August Schades gravsten på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København: 1903-1978. Men den 10. januar 2003 ville han være blevet 100 år. Hvad han sikkert gerne så sig fri for. Schade er nok mest kendt som boheme-digteren med trang til vin og kvinder, og kritikken har også primært beskæftiget sig med hans lyrik. Romanerne og dramaerne er man gået uden om, men det er der imidlertid ved at blive vendt op og ned på – Lars Bukdahl har således i sit portræt af Schade i Danske digtere i det 20. århundrede (red. Anne-Marie Mai, Kbh. 2002, bind 1, s.299) lavet en, som han selv formulerer det: “…ny og nutidig læsning af forfatterskabet som noget nær det eneste betydelige eksperimenterende moderne forfatterskab i 1920’ernes, 1930’ernes og 1940’ernes danske litteratur.”

Når Bukdahl således kan se bort fra Tom Kristensen og konsortier, er det blandt andet fordi, han tildeler romanerne en lige så afgørende plads i forfatterskabet som lyrikken. Det genopståede Arena, i øvrigt med samme Bukdahl i redaktionen, genudgiver her på hundredårsdagen, hvad der nok er hovedværket i Schades prosaproduktion: Kommodetyven eller udødelig Kærlighed fra 1939.

I den forrige udgave af Danske digtere i det 20. århundrede skrev Jan Sand Sørensen imellem andet om Schades prosa: “Med hensyn til form-eksperimenter med romangenren, ophævelse af centralperspektivet, spil mellem forskellige fortællerholdninger og -positioner, synsvinkelskift har Schade været på færde længe, ja op til fyrre år før den slags i dansk litteratur ellers tidsfæstes. […] På disse områder fortjener Schade en litteraturhistorisk placering sammen med de mest avantgardistiske udenlandske forfatterskaber…” (DD20, red. T. Brostrøm og M. Winge, Kbh. 1981, bind 2, s.126.)

Det kan man så sige, at han indirekte har fået ved nu at blive udgivet på Arena – det er det forlag, der fra slutningen af 50erne til en gang i 80erne udgav Antonin Artaud, Samuel Beckett, Gunnar Björling, for bare at nævne et par stykker. Men hvad er det, der er så særligt ved Schades romaner, at de først er ved at få deres læsere her i begyndelsen af det 21. århundrede? Ud over de punkter, som er nævnt i citatet ovenfor, kan man hæfte sig ved, at Schade skriver på tværs af de gængse regler for prosaen. Hans prosa kører i ring, er fyldt med nærmest barnlige gentagelser og naive instrukser til læseren, og den bevæger sig gerne fra scene til scene gennem bratte skift som i en cirkusforestilling uden sprechstallmeister. Derudover kan den ganske ofte ryge ud i det rene galimatias: ”Hun hadede dem – disse Skørteslugere, som knuste deres Flasker mod Lygtepælen for at faa en Side af Tilværelsen frem, som de kaldte “Sjov”, og suttede paa deres Ure, og gurglede deres Gadenøgler i sig for derefter næste Dag at komme paa Hospitalet for farlig Sygdom.

Hun gav sit Had Luft ved at spille paa Redekam i en 25 Minutter, og danse og trampe sig selv rigtig over Tæerne, mens hun gjorde det”. (Den himmelske Elskov paa Jorden, Kbh. 1931, s.87f.) Men ikke nok med det. På det kærlighedsmæssige/erotiske plan er han i sine romaner langt forud for sin samtid, som det følgende forsøger at vise. Finn Stein Larsen har om det erotisk løsslupne i Kællingedigte eller Lykkelig Kærlighed (1944) konstateret, at “Søger man tilbage i forfatterskabet efter årsagerne, kan man komme på sporet af et særpræg i den erotiske beskrivelse, der harmonerer dårligt med den stereotype opfattelse af erotikeren Schade. Nemlig hvor beskedent indslaget af erfaringspræget fysisk intimitet egentlig indtil nu har været i hans poesi. Og i tilknytning hertil: Hvor ringe en rolle disse ting spiller i forhold til det erotisk ufuldbyrdede, det blot stemningsmeddelende og atmosfæreskabende i skildringen af samværet mellem to mennesker af modsat køn.” (Jens August Schade, Kbh. 1973, s.109.)

Det man skal have fat i, er den rolle, ‘det erotisk ufuldbyrdede’ har i forfatterskabet. For Stein Larsen bliver det til en “fremmedgørelsesproces” (s.110), men her overser han, at Schades mænd og kvinder er mest følelsesmæssigt til stede, hvor forhindringerne er størst; dog er Stein Larsen undskyldt, da han primært interesserer sig for lyrikken. Dette komplicerede følelsesmæssige spil er en figur, man inden for litteraturen plejer at omtale som “tristanisme”. Navnet kommer fra sagnet om Tristan og Isolde, der ikke kunne få hinanden, fordi Isolde var lovet væk til kong Marc. Men da deres kærlighed ikke lod sig betvinge af forbud, til dels på grund af en trylledrik, mødes de jævnligt i al hemmelighed og med fare for deres liv. På et tidspunkt stikker de af fra det hele og bor uden for lands lov og ret, for at kunne nyde hinanden fra morgen til aften. Og hvad sker der så? kærligheden slukkes ganske hurtigt. Isolde tager tilbage til kong Marc, og nu da de værst tænkelige forhindringer igen er til stede, blusser deres kærlighed op på ny.

Den her type kærlighed lever altså i en trekantstruktur og har brug for en obstruerende tredje part, det være sig i opdigtet eller konkret figur, til at holde sig frisk. I digtet “Scene” fra Sjov i Danmark eller som man ser det – (Kbh. 1928) er der denne ordveksling mellem Sjov og Ida Morgenstern efter, at Ida har besluttet sig for at forlade Sjov, han taler først:

”- – Jeg kan jo ikke andet: – Jeg maa fortælle Dig,

der var en lille Pige, jeg kyssede i Maj –

men bad gaa bort igen, fordi jeg elsker Dig,

saa nu er jeg alene paa Livets Tornevej.”

“Oho, naa Du har kysset en anden een end mig?

Ja, der forandrer Sagen, saa vil jeg kysse Dig,

Jeg elsker Don Juaner – ein wenig Utroskab,

Kom her og ræk mig Munden, Din lille Torskeflab.

– Men kys nu din Prinsesse, tag hende til Dit Brust,

Naar jeg er rejst – og schmieg sie, ach mit Lust – (s.112, str. 8-10)

Hvis Sjov kysser Ida og lægger flere følelsesmæssige forhindringer i vejen for sig selv og den anden kvinde, Sølver, så vil han blive fyldt med nyt begær. Det strider mod enhver sund fornuft og tanken om den eneste ene og villa, volvo og vovse; og en romantiker som Sjov forstår heller ikke noget af det. Det særlige ved Schade er, at det er kvinderne, som er de aktive i det her spil – altså en slags ‘isoldisme’:

”Jeg elsker ham i Grunden – og jeg kunne tænke mig at gifte mig med den søde Dreng – men saa skulde han ogsaa faa Kærligheden at føle – for jeg har Lyst til at bruge Pisken overfor ham, jeg har Trang til at dressere ham som en Hund; og han skal blive saa trofast, som en Sjæl kan være det – og ikke løbe rundt med alle mulige ligegyldige Piger, som han aldeles ikke føler nogen dybere Lykke ved at være i Nærheden af. Nej, han maa “under Tøffelen” – have et “Ris til sin Ende” – og dette Ris er Bosporus. Jeg tror ogsaa, at min Kærlighed til Bosporus vil blive mindre sløv, men stærkere, naar jeg gifter mig, og har ham til Elsker. Og saa faar vi se, om han virkelig elsker mig – og om det ikke bare er noget, “som han siger” – og om han tør tage Konsekvenserne af sin Kærlighed: at være min Elsker uden Hensyn til hvis Barn det er, jeg føder”. (En eneste stor Hemmelighed, Kbh. 1937, s.27.)

Brugen af tankestreger, citationstegn og kursiv til at understrege og fremhæve tonen i det citerede stykke, hvor Efeu gør sig tanker om sit fremtidige kærlighedsliv i en fin lille trekantstruktur, minder mig mere om Dan Turèll, end om nogen af Schades samtidige.

I den tidlige del af romanproduktionen har forviklingerne mellem kønnene dødelig udgang til følge for flere af de implicerede, men med Kommodetyven eller udødelig Kærlighed afløses forhindringerne af flerkoneri. Kommodetyven gifter sig bare med dem alle tre – her er der enten tale om en firkant eller tre sider af den samme kvinde, det er ikke helt klart, da tid og sted i denne roman skifter lige så let som tanken springer fra det ene til det andet. Kommodetyvens tre koner er den poetiske Fandango, som kan voldtage en mand, Lucia Lucifer, en tidligere prostitueret, der elsker ulykker og Cissy Mulbrin en trapezsvingende journalist. Da de endelig mødes, lyder det sådan her:

”Og lokkende breder tre unge Damer deres Arme ud og siger: “My love”, “kiss me” o.s.v. “I hate you”, siger én til en anden af de unge, fine engle, “because of your being in love with my love – but I love you so much for it – he’s the love og our all, and we’ll drink love from him and forget our hate more and more deliciously to night.” (Kommodetyven eller udødelig Kærlighed, Kbh. 1939, s.81.)

Jeg elsker dig, fordi du elsker ham, for det skal nok holde vores kærlighed i live og så stærk, at vi glemmer vores had. Kommodetyven eller udødelig Kærlighed er orkestreret med flere skrifttyper og størrelser, og kursiven tilhører overvejende det, man kan kalde reporter-stemmen i teksten. At bruge forskellige skrifttyper på den måde var et særsyn i 1939 og får først sit gennembrud i Danmark med 60ernes sprogfornyende digtning. Schade var altså på flere måder et stykke forud for sin tid.

Artiklen har tidligere været bragt som kronik i Dagbladet Information den 10. januar 2003.