Herman Wilhelm Bissen

H.W. Bissen blev født den 13. oktober 1798 i Slesvig By som søn af landmand, senere skriver Christian Gottlieb Wilhelm Bissen (1766-1847) og hustru Anna Margrethe Dorothea Elfendal (1763-1848). Han blev gift første. gang 13. okt. 1835 i Birkerød med Emilie Hedevig Møller, og gift anden gang 16. juli 1852 i København med Cathrine Marie Sonne, søster til maleren Jørgen Sonne.

 

Bissens barndom og ungdom

Allerede i Bissens barndom og herkomst finder man det modsætningsforhold mellem dansk og tysk, som prægede Danmarks historie i det 19. årh., og som fik stor betydning for Bissens værk. Hans fader var holstener, moderen en skipperdatter fra den dansktalende del af Slesvig; indbyrdes talte forældrene plattysk. Et års tid efter Bissens fødsel købte faderen en gård i Angel, hvis indbyggere på det tidspunkt var danske af sprog og sind. Her levede Bissen sin barndom til han var fjorten år, og hans sprog bevarede hele livet et stærkt præg af sønderjysk dialekt. 1812 måtte faderen sælge gården og med familien drage til Slesvig By, hvor han havde fået et skriverembede. Det var meningen, at Bissen skulle være håndværker ligesom sine brødre. Men han hørte til dem, hos hvem driften til kunst er medfødt og tidligt viser sig. Han havde altid haft lyst til at forme i ler, skære i træ, tegne osv., og da en sygdom i fødderne udsatte den snedkerlære, faderen havde tiltænkt ham og gav ham lejlighed til kunstsysler, vakte det opmærksomhed. Venner af huset især auktionsforvalter Westphal, historiemaleren Bohndel og provst Callisen ? støttede ham i hans interesse og tilvejebragte en sum penge, for at han kunne rejse til København, foreløbig for 3 år, for at uddanne sig til maler.

 

Bissen i København

1816 kom Bissen til København – 18 år gammel. Den 23. nov. 1816 indmeldte han sig i “2. Frietegningsskole” på Akademiet og betalte selv skolepenge. Ved nytår 1818 rykkede han op i “Modelskolen”. Da han ikke følte sig hjemme i København og følte meget stor tvivl om sin fremgang i kunsten, rejste han i foråret tilbage til Slesvig med den tanke at drage til Tyskland. Bissen var næsten uden midler, og da en tuberkulose/lungebetændelse begyndte at genere ham kraftigt, bidrog det også til beslutningen. En begivenhed i Slesvig fik imidlertid stor betydning for ham.

 

 Bissen og prins Christian Frederik (senere Christian VIII)

Prins Christian Frederik og Prinsesse Caroline Amalie var på bryllupsgennemrejse i Slesvig, og til bryllupsparrets ære skulle der afholdes en fest. Ved festen kom provst Callisen til at sidde ved siden af prinsens adjudant. Adjudanten beklagede sig over, at der snart ikke længere var nogen dygtige portrættegnere tilbage i Danmark. Provst Callisen henledte adjudantens og dermed prinsens opmærksomhed på Bissen, med det resultat, at Bissen samme vinter på ny indfandt sig på Akademiet med tilsagn om understøttelse fra prinsen.

 

 Bissen og Akademiet

Marts 1819 – 21 år gammel – vandt Bissen Akademiets store sølvmedalje for modeltegning. Han benyttede straks den dermed følgende ret til at konkurrere til guldmedaljen med opgaven “Josef forestiller sin fader for Farao”. Bissen fik også sin skitse godkendt, men nåede ikke at fuldende billedet. På dette tidspunkt levede Bissen af at tegne og male portrætter. Desuden udførte han nogle billeder på eget initiativ, bl.a. med Axel og Valborg som motiv. I øvrigt skal lyst til billedhuggerkunsten have ytret sig stærkere hos ham, og heri blev han tilskyndet af bl.a. professor ved Akademiet J. L. Lund. Da Bissen ville konkurrere næste gang, siges han at have været så tvivlrådig med hensyn til malerkunsten, at kun et tilfældigt uheld – hans farvespatel knækkede – bestemte ham for billedhuggerkunsten. Valget blev for livstid. 1821 vandt han så den lille guldmedalje for relieffet “Jakob, som modtager Josefs blodige kjortel” og 1823 den store guldmedalje for relieffet “Jesus helbreder Jairis datter”. Bissens følgende karriere ved Akademiet er denne: I 1835 bliver han medlem, i 1840 bliver han professor ved Akademiet og i årene 1850?53 er han dets direktør.

 

 Bissen og billedhuggerkunsten

Bissens overgang til billedhuggerkunsten gav ham straks medgang. Specielt de arbejder, Bertel Thorvaldsen udførte under sit ophold i København 1819, har ansporet Bissen. Han fik bestillinger til C.F. Hansens Slotskirke og modellerede 1822-1823 fire serafer i relief til kuplen, fire medaljoner over evangelisterne og fire relieffer til sidegangene – arbejder, der vakte interesse om hans navn, og som Prins Christian Frederik og arkitekten P. Malling omtaler rosende i deres breve til Thorvaldsen i Rom. Med den store guldmedalje fulgte adgang til Akademiets rejsestipendium. Dette stipendium, som tildeltes Bissen 1. januar 1824 for tre år og senere forlængedes med yderligere to år, gjorde det muligt for ham at rejse til Rom. Juleaften 1823 tilbragte han hos sine forældre i Slesvig. Derfra fortsatte rejsen til Berlin, hvor han med anbefaling hjemmefra besøgte den tyske billedhugger Christian Rauch, hvilket senere fik betydning for hans egne nationale monumenter. I Nürnberg skal han have interesseret sig meget for Peter Visschers Sebaldus’ grav, og i München blev han i ca. fem uger, her dog plaget af lungebetændelse. Ikke desto mindre gik han sammen med Ernst Meyer og sin trofaste hund Biton til fods til Venedig, hvor han opholdt sig et tilsvarende tidsrum.

 

Samarbejdet med Thorvaldsen i Rom

Opholdet i Rom indledtes 1824 og strakte sig over 10 år. Under den første del af sit italiensophold havde han mange vanskeligheder at kæmpe med, dels sit dårlige helbred dels sin personlige beskedenhed og sit tilbageholdende væsen, hvilket i begyndelsen synes at have vanskeliggjort hans forhold til Thorvaldsen. Desuden voldte det ham ulidelige kvaler at lære marmorhugningens teknik, og det lykkedes ham kun ved den over overordentlige energi, han besad. Men disse år fik en grundlæggende betydning for ham, fordi han så fuldstændig levede sig ind i Thorvaldsens kunst og i hans værkstedsdrift, og gennem sine arbejder modnedes han og befæstede sin position, således som man i København havde ventet det af ham. Til romertiden hører statuerne “Blomsterpige” (som findes på Glyptoteket), “Paris med æblet”, “Ceres”, “buste af Thorvaldsen”, den sidste i kolossal størrelse hugget i marmor, som en kreds af rigmænd skænkede Akademiet, samt nogle relieffer (også Glyptoteket). Desuden betroede Thorvaldsen ham at modellere den store statue og tre relieffer til Gutenberg-Monumentet i Mainz efter sine skitser.

 

Bissen og Thorvaldsen Efter overleveringen havde Bissen svært ved at nærme sig Thorvaldsen i følelsen af dennes overlegenhed – han så i ham et uopnåeligt ideal. Et nærmere venskabsforhold opstod aldrig mellem dem. Men Bissen besøgte Thorvaldsens atelier, hvor han så og lærte. Han modtog Thorvaldsens råd og vejledning uden dog nogensinde at blive Thorvaldsens elev, han blev til sidst Thorvaldsens betroede medarbejder i Rom. På sin side støttede Thorvaldsen Bissen afgørende og viste ham en tillid som ingen anden, idet han udnævnte ham til sin executor testamenti og pålagde ham overtagelsen af sin kunstneriske vilje med hensyn til sit museums organisation. På mange måder blev Bissen Thorvaldsens arvtager. Han arvede Thorvaldsens ufuldendte arbejder og efter Thorvaldsens skitser modellerede Bissen 3 af de 4 kolossalstatuer i bronce, som er opstillet i Sct. Jørgens Gård ved Christiansborg; nemlig “Minerva”, “Nemesis” og “&Aelig;skulap” (1847). Den sidste, Herkules (opstillet 1843), er udført af Thorvaldsen. På Christian Vllls befaling udførte han desuden kvadrigaen (firspand; vogn forspændt med fire heste, der i oldtiden benyttedes ved væddeløbskørsel og festoptog) på Thorvaldsens Museum med anvendelse af en hestestatue af Thorvaldsen og til dels støttet af nogle af dennes efterladte udkast. Bissens værkstedsdrift er nøjagtig kopieret over Thorvaldsens i Rom. Hos Bissen lærte ligeledes et meget stort antal kunstnere (over 100), hvoraf flere var ansat som lønnede medarbejdere. Det fik den betydning, at Thorvaldsens indflydelse på dansk billedhuggerkunst blev stående næsten århundredet ud, formidlet gennem Bissens værksted, medens Bissens mest personlige og vægtigste indsats ikke skabte skole. Bissen nåede aldrig Thorvaldsens ynde og glidende rytme, selv ikke når han arbejdede efter hans udkast. Men Bissen havde en patos og en maskulin kraft, som ytrer sig både i hans formgivning og i hans stillingsmotiver, og som derigennem skaber karakter i hans figurer.

 

 Hjemme igen

I begyndelsen af august 1834 forlod Bissen Rom for at rejse hjem. Efter 3 ugers ophold hos sine forældre i Slesvig rejste han videre til København. Den 21.september ankom han til København, hvor akademisekretær J. M. Thiele fejrede ham ved en velkomst i sin bolig på Charlottenborg. Andendagen efter sin ankomst forlovede han sig – efter forudgående korrespondance – med Emilie Møller. De blev gift året efter og levede lykkeligt sammen til hendes død i 1850. Han sluttede sig varmt til billedhuggeren H. E. Freund, hvis venskab han havde vundet i Rom, og kom ganske under hans og kunsthistoriker N. L. A. Høyens åndelige indflydelse. Ved Freunds død i 1840 sørgede Bissen oprigtigt over tabet af en mand, han beundrede og holdt af. Freunds død blev til Bissens fordel, idet han arvede professoratet med boligen i Materialgården ved Frederiksholms Kanal. Man skaffede ham straks arbejde. Ved Prins Christian Frederiks tilskyndelse og på Thorvaldsens kraftige anbefaling overdrog kommissionen til Christiansborg Slots genopførelse ham at modellere en frise til slottets riddersal. Der anvistes ham værksted i Materialgården. 1835-41 udførte han efter eget forslag relieffet “Bacchus og Ceres, som bringer civilisationens gaver til menneskene” (allegorisk fremstilling af vindyrkningens og kornavlens velsignelser); dette relief gik tabt ved slotsbranden i 1884. Ligeledes ødelagdes 18 kolossale statuer af Danmarks dronninger (der prydede den monumentale “Dronningens Trappe”). Det lykkedes dog at redde nogle af de originale gipsmodeller, som i dag er opstillet i Glyptotekets forhal. Billedhugger Pedersen-Dan udførte senere fire af dem i marmor til Dronningeporten i Thorvald Jørgensens Christiansborg.

 

De nationale monumenter

De liberale politiske begivenheder henimod århundredets midte og den nationale bevægelse, som rejste sig, virkede stærkt på Bissen. Alle Danmarks ledende mænd måtte vælge et klart standpunkt, dansk eller tysk. Også H.W. Bissen måtte vælge nationalt, og han valgte klart dansk.

 

Den Tapre Landsoldat

Allerede seks dage efter Fredericiaslaget 6. juli 1849 ville offentligheden have rejst monument for sejren og i februar 1850 anmodede en komite Bissen og billedhugger J.A. Jerichau om at give et udkast hertil. Inspireret af Thorvaldsen begyndte Bissen med et symbol hentet fra den nordiske mytologi, nemlig Uffe Hin Spage (modellen heraf findes pa Glyptoteket), men snart nåede han det endelige resultat, som blev til monumentet over “Den danske Landsoldat” efter sejren i Fredericia (afsløret 6. juli 1858). Det var dengang uhørt at fremstille den menige mand af folkets midte som symbol for en national begivenhed. Monumentet betegner en af de største sejre, som den folkelige bevægelse har vundet i dansk åndshistorie, og kunsthistorikeren Francis Beckett har godtgjort, at den afgørende ide her skyldes Høyen.

 

Krigergraven

Er “Landsoldaten” det betydningsfuldeste blandt Bissens monumenter i sin ide og historisk set, så står krigergraven i Fredericia over de faldne fra slaget 6. juli 1849 (indviet 6. juli 1853) som det, der for eftertiden virker mest gribende.

 

Istedløven

Bissens tredie store krigsmonument, “Den Store Løve”, kan ses foran Tøjhusmuseet. Istedløven, som den populært kaldes, markerer gravmælet for de danske soldater, der faldt i Istedslaget 25. juli 1850 og blev begravet på Marie Kirkegård i Flensborg. Monumentet er støbt af gamle broncekanoner fra Tøjhusmuseet i København og blev opstillet 1862 i Flensborg. Februar 1864 fjernedes det af preusserne og opstilledes 1866 som trofæ i Berlins Tøjhus. 1878 blev det ført til Kadetakademiet i Gross Licterfelde ved Berlin. I maj 1945 det fundet uskadt af amerikanske tropper og på dansk initiativ ført til København og overdraget til Christian X.

 

 Frederik VI

I kredsen af Bissens offentlige monumenter indtager Frederik Vls statue i Frederiksberg Have (modelleret 1856, opstillet 1858) en fremragende plads, fordi dens stemning så omfattende rummer både personen og hans tid under de allerenkleste plastiske midler.

 

 Portrætbusterne

Busterne udgør en talrig og vægtig del af Bissens værk. Deres tal er stort; i 1998 ejer Statens Museum for Kunst et udvalg på 147 buster og i alt 231 stk. frie skulpturer. Glyptoteket har en samling på ca. 400 skulpturer og tegninger. En del bestiltes hos ham, men mange blev til på hans eget initiativ, og Bissen havde den tanke, at de kunne danne et Pantheon for hans tid. (Pantheon: Græsk for et til alle guder viet tempel, i nyere tid en mindehal for et lands fremtrædende personligheder). Så godt som alle fremtrædende personligheder portrætterede han. Han brugte et knapt og ret ensformigt formsprog, men med betydelig sans for karakter og for ansigtstrækkenes evne til at aftegne individets personlighed. Flygtigt set ligner hans buster hinanden meget, skårne over samme læst, altid brystbilleder på en konsol; men nærmere beset er de rigt varierede i ansigtsbygning. En af de mest kendte er busten af Johanne Luise Heiberg udført i marmor i kunstnerens sidste år til Christiansborg. Den blev tilintetgjort ved branden 1884; en marmor-gentagelse af sønnen Vilhelm Bissen er opstillet i Det Kgl. Teaters foyer.

 

 Udstillingssteder

Bissen udstillede på Charlottenborg 37 gange i årene 1820-70. Udlandet så arbejder af ham på verdensudstillingerne i Paris 1855, 1867 og 1878, i London 1851 og 1862. Hovedsamlingen af hans værker findes på Glyptoteket, der er omfattende repræsentationer på Statens Museum for Kunst, på Frederiksborg Slots Museum i Hillerød, samt på kunstmuseerne i Århus og Aalborg. Desuden er Bissen repræsenteret i Den Hirschsprungske Samling, på Fyns Stiftsmuseum i Odense, på museerne i Maribo, Randers og Ribe samt på Nationalmuseet i Stockholm. Opstillet i København ses endelig statuen af Moses til højre for indgangen til Vor Frue Kirke, Athene og Apollon i Københavns Universitets forhal, Tordenskjold ved Holmens Kirke. Statuen af Frederik VII foran Christiansborg blev afsløret 1873; fuldendt og støbt i eget støberi af sønnen Vilhelm Bissen. Der står en statue af Tycho Brahe ved Observatoriet i København, og ved indgangen til venstre ved Det Kgl. Teater i København sidder Adam Oehlenschläger. På Thorvaldsens museum i København finder man bl.a. “Amor”, “Jason”, “Mars” og “Vulkan” samt stridsvognen med firspand en såkaldt “Kvadriga” på taget.

 

De sidste år

Bissens udseende modsagde det svage helbred, der på mange måder hæmmede ham højt op i årene. Han havde lysblondt hår, blå øjne, en kraftig skikkelse og et stærkt temperament. At han havde et stærkt temperament vidner denne episode om: I 1836 udførte Bissen en mesterlig portrætstatue, statuen af Anders Sandøe Ørsted, som han af politiske grunde kom til at fortryde i den grad, at en af hans elever måtte bruge magt for at hindre ham i at tilintetgøre den. Den geniale jurist blev modelleret af Bissen på initiativ af en kreds af beundrere, der over for kunstneren havde Høyen som talsmand. Det var dengang Ørsted nød popularitet som “Kongen og folkets mand”. I de bevægede kriseår, der fulgte, blev Ørsted snart genstand for de nationalliberales forbitrelse, da han begik den utilgivelige synd at forlade sig mere på sit eget gode hoved end på folkestemningen, og som allerede nævnt lykkedes det kun med møje at redde gipsmodellen fra følgerne af kunstnerens egen harme. Først langt senere blev der fremstillet et marmoreksemplar på Carl Jacobsens initiativ til Glyptoteket, og ligeledes på bryggerens initiativ en forstørret bronceudgave til opstilling i den park i København, der er opkaldt efter broderen H. C. Ørsted. Bissen har i Thorvaldsens ånd, men på en meget personlig måde, fremstillet A. S. Ørsted formummet som en oldtidens åndsfyrste. Han sidder på en fornem græsk stol af den type, der vandt indpas i dansk møbelkunst gennem Abildgaard. Han er klædt i antikt gevandt og støtter det tunge hoved med den ene hånd i den gestus, der betegner tankevirksomhed. “Penso, non dormo” – jeg sover ikke, men tænker – står som det usynlige motto over monumentet.

På C. A. Jensens portræt fra 1835, som findes på Glyptoteket i Guldaldersalen, bærer Bissen rødblondt rundskæg, men først i 1840erne anlagde han det firkantede skæg, som han bærer på sønnens portrætstatue af ham til venstre for indgangen til Statens Museum for Kunst, og som viser ham med det udseende, hvorunder han nu kendes og huskes. Han var et pligtmenneske, altid virksom, færdedes helst i sine værksteder og i sit hjem og lagde nødig sin blåstribede arbejdsbluse. Et af ateliererne havde han indrettet med sydlandske planter, levende firben, skildpadder og andre dyr – et udtryk for den længsel efter syden, der fulgte ham hele livet og for de zoologiske og botaniske interesser, som han dyrkede ivrigt lige fra sin tidligste ungdom.

Efter 1864 ønskede Bissen ikke mere at opholde sig længere tid i Tyskland. Da han påny følte sig overanstrengt i 1866 og var plaget af gigten, søgte han ikke til et tysk kursted, men valgte at tage til SÖderkÖping Vattenkuranstalt i Sverige; her opholdt han sig fra slutningen af august til begyndelsen af september. Da han kedede sig, og det dårlige vejr forhindrede ham i at gå på insektjagt, havde han ingen ro på sig, afbrød kuren og tog hjem før tiden, men følte sig alligevel styrket af opholdet. Et billede, Rudolf Bissen malede af ham samme år, viser dog, modsat Marstrands idealiserede fremstilling fra 1867 på Frederiksborg Slot, at han nu var synlig ældet.

Hjemme ventede der ham opbrud og forandring alle hans livsvaner. Flere gange i de nærmest foregående år havde statsministeriet truet med at inddrage embedsboligerne i Materialgården til anden brug, men hver gang var det lykkedes Bissen at opnå udsættelse. I 1867 skulle det være alvor. På nogle grunde på Gammelholm bag Charlottenborg (den nuværende Heibergsgade), indrettedes der nye boliger og atelierer til Bissen og Jerichau, og det var meningen, at indflytningen skulle finde sted det følgende år, så snart huset var i orden. At det ikke var med let hjerte, Bissen omgikkes med tanken om at flytte fra det gamle billedhuggerhjem ved Frederiksholms Kanal, viser bl.a. den omstændighed, at han nærede planer om, når hans 3-årige periode som lærer ved Modelskolen var udløbet, at slå sig ned i Rom for at slutte sine dage der. Men han resignerede hurtigt og gik i stedet for med liv og sjæl op i indretningen af det nye hus. Han kom dog ikke til at flytte ind her. Han fik heller ikke Italien at se igen. Henimod vinterens slutning, et halvt års tid før hans 70-års fødselsdag, blev han angrebet af heftig lungebetændelse. Tre dage senere standsede hans hjerte. Det var den 1. marts 1868.

Begravelsen foregik fra Vor Frue Kirke i København, og Bissens kiste blev ført til Assistens Kirkegård, hvor han ligger begravet sammen med sin første og sin anden hustru. Mindesmærket på graven er fremstillet af ham selv.

 

Herman BissenIstedløvenDen tapre landsoldat