Hans Scherfig

Skildpadden på Assistens kirkegård bærer intet navn, så det er de færreste, der forbinder den med et gravsted. Men under den er forfatteren og maleren Hans Scherfig begravet. Skildpadden er lavet af Carl Otto Johansen. Den stod i Scherfigs have, mens han levede og blev lige som i dag brugt til at sidde på eller ride på.

Originaludkastet til Scherfigs skildpaddegravmonument

Scherfig er født 1905 i København. Han er direktørsøn fra et solidt borgerligt miljø, som han ret tidligt følte sig i modsætning til.
“Mine konservative forældre var humane mennesker. Blandt andet havde min far den ide, at man ikke måtte slå børn. De var heller ikke religiøse. Jeg måtte blive hvad jeg ville, undtagen officer og præst. Det ville man ikke understøtte”. (Hemming Hartmann-Petersen: Samtale i Fredensborg med forfatteren og maleren Hans Scherfig. Gjellerup 1972).

I hjemmet blev der læst højt, og forældrene havde en fordomsfri smag, f.eks. læste man Martin Andersen Nexø’s “Pelle Erobreren”.
I 1924 blev Scherfig student fra Metropolitanskolen. Hvordan han havde det med sin skoletid, fremgår af romanen “Det forsømte forår”. Han kom kun knebent igennem, fordi han nøjedes med at læse, hvad der interesserede ham.
Heller ikke på universitetet fandt han sig til rette. Han prøvede med zoologi, tysk og litteraturhistorie, men opgav så læsningen i 1928, da han fik antaget nogle malerier på Kunstnernes Efterårsudstilling.
I universitetstiden blev han optaget af socialistiske teorier.
I slutningen af 1920’erne var det Scherfigs hensigt at debutere som lyriker, men konsulenten, Otto Gelsted, frarådede udgivelse af hans digte, og Scherfig har ikke siden for alvor forsøgt sig i den genre. Gennem 20’erne og 30’erne opstod en række venstreorienterede tidsskrifter (bl.a. Kritisk Revy og Kulturkampen). Heri skabtes af folk som Poul Henningsen, Otto Gelsted og Hans Kirk en samfundskritik, som Scherfig kunne sympatisere med. I 1929-30, kriseårene, var han i USA og oplevede sult og fattigdom side om side med overdådig rigdom.
I 1941 blev Scherfig, som mange andre kommunister, fængslet af de danske myndigheder, men overflyttedes til et hospital p.g.a. en øjensygdom.
På det tidspunkt var han værdsat som romanforfatter. “Den døde mand” udkom i 1937, og blev en succes. I ’38 kom “Den forsvundne fuldmægtig” og i ’40 “Det forsømte forår”.
Romanen “Idealister” udkom i ’45, men var påbegyndt under fængslingen. Udgivelsen blev standset af Det danske udenrigsministerium, som frygtede at den ville støde den tyske besættelsesmagt. Siden har Sherfig holdt det danske demokrati under skarpt opsyn. Retssystemet og politiet er emnet i “Skorpionen” (’53). Besættelsestidens uofficielle historie skrives i “Frydenholm” fra ’62, og det kommercielle og forvirrede kunstmiljø er fremstillet i “Den fortabte abe” fra ’64.
Scherfig skrev desuden en lang række essays og kommentarer,ligesom han udgav flere bøger fra sine rejser.
Efter en øjenoperation genoptog Scherfig arbejdet med billedkunst. Han har lavet grafik, bogillustrationer, malerier og store udsmykninger på forskellige virksomheder og institutioner. Hans billeder er almindeligvis ikke præget af kritik eller politisk tendens som romanerne. De viser fredelige og fornuftige dyr i jungleidyller. Som kommunistisk kunstner har han opnået den tilfredsstillelse at blive taget særdeles alvorligt. Politiets efterretningstjeneste har gennem tiden holdt et vågent øje med ham. Om modsætningen mellem bidsk satire, som man finder i romanerne og billedernes blide idyl, siger han selv: “Jeg føler ikke selv nogen dobbelthed, begge mine beskæftigelser hører jorden til. Der er årsager nok til at holde af denne jord, og der er også et og andet at kritisere. Men ordet egner sig bedre til kritik end oliefarven.” (Dansk Nutidsdigtning. Ved Orla Lundbo. Gjellerup 1961.)

 

Hans Scherfig, bogtrykker Damaskus og Assistens Kirkegård
Bogtrykker Damaskus er et samlingspunkt for det mærkværdige persongalleri i Hans Scherfigs roman “Idealister” fra 1945.
Til stor irritation for hans kone nænner han ikke at forlange penge af de idealister, hvis pamfletter han trykker. Damaskus er selv idealist. Han er nøjsom vegetar og går principielt altid med bare tæer. Han er naturligvis ludfattig; ikke alene arbejder han for det meste gratis, men han bliver også systematisk bestjålet af sin kriminelle medhjælper Olsen.
Damaskus holder fast i, at alt har sin lyse side – selv Olsen:

“Børnene tegner paradis og hinker på fortovsfliserne på Kapelvej. Og Assistens Kirkegård er frodig og grøn som paradisets have. Sørgepile og hængebirke er fulde af saft og liv. Og fuglene kvidrer og larmer og parrer sig på kirkegården og vækker Damaskus hver morgen.
De mange blomsterhandlere på Kapelvej stiller potteplanter og kranse ud på fortovet, så gaden er som en have. Og Damaskus er bevæget af lykke over farverne og foråret, når han går til sit lille trykkeri i Stengade.
Damaskus er en fredens mand, som elsker og respekterer alt levende. Men der er ikke fred omkring ham. Der er surhed og vrantenhed i hjemmet. Og i trykkeriet står Olsen og ser forurettet og bebrejdende ud.
– Hvorfor er De ikke glad, Olsen? Naturen er så smuk i dag. Kan De ikke føle, hvor foråret er velsignet for sjæl og legeme? Ved De hvad De skulle, Olsen? De skulle gå Dem en tur ind på Assistens Kirkegård og se, hvor alting grønnes og blomstrer! Der er så frodigt og skønt derinde. Gå dog ind og se, hvordan livet og foråret bryder frem! Det vil opmuntre Dem, Olsen, hvis De er i dårligt humør…”
… “Solsortene fløjter så pænt inde på Assistens Kirkegård, som ligner paradisets have med blomstrende træer og lysegrønne sørgepile og hængebirke og mørkegrønne cypresser. Og syrenerne dufter helt ud på gaden. Og måske skulle man gå derind og trække lidt frisk luft og samle lidt styrke og fred i sindet, før man skal møde bebrejdelserne og tværheden derhjemme…” (“Idealister” – skrevet under krigen, men standset af censuren til 1945)

Scherfigs berømte gavlreklame "Mælk, det er dejligt" lyser op på Kapelvej. Der er ikke langt her fra hen til skildpadden, som står på hans gravRottefængeren fra Hameln har i Scherfigs streg en udtalt lighed med Adolf HitlerHans ScherfigScherfigs signatur