Hans Christian Andersen 1805 – 1875

H.C. Andersen på Assistens Kirkegård

Assistens Kirkegård var på H.C. Andersens tid et meget besøgt udflugtsmål for københavnerne. Andersens egne dagbøger er præget af en livslang fascination og optagethed af døden og dens iscenesættelser, praksis og skikke. Hans tegninger vidner om en ofte ondskabsfuld benyttelse af dødens billeder, til tider også en makaber humoristisk side som nok har været hans samtids egen.

Døden og kirkegården var på Andersens tid derfor en større del af livet end tilfældet er det i vore dage. Ifølge hans levnedsbog over ungdomsårene var hans forældre så fattige, at da brudesengen skulle anskaffes, måtte de ty til det hjemmelavede. På Andersens tid var iscenesættelsen omkring døden særdeles vigtig. Den fortalte om afdødes stand og fortjenester. I barndomsbyen Odense var der netop død en greve, hvis sortdraperede kiste lå hævet over kirkegulvet på et sengeleje af brædder. Andersens far købte forhøjningen og det sorte klæde på auktion, og fremstillede en brudeseng af dødsparadesengen. Som ældre kunne H.C. Andersen huske de sorte klædeslister under sengens bund, som aldrig vare blevet taget af:

”Hvor Liiget paraderede riigt men dødt, laae Aaret efter, Fattig, men levende, en nyfødt Poet, nemlig jeg selv, og der forekommer mig virkeligt noget poetisk heri”.

Året 1805, hvor Andersen kom til verden på en seng fremstillet af ligdraperinger, var skelsættende for Assistens Kirkegård. De gamle assisterende kirkegårde, der var blevet planlagt for at aflaste de overfyldte københavnske urtegårde, blev udvidet. Den gulkalkede mur langs landevejen – den nuværende Nørrebrogade – som afgrænsede kirkegårdsarealet kom til at strække sig over en halv kilometer. Sammen år udførte arkitekt, læge, justitsråd og borgmester Jens Bang – som bl.a. havde udgivet en bog om korsettets skadelighed – en større plan til kirkegårdens forskønnelse. Herfra stammer det oprindelige lighus og graverbolig, som endnu i vore dage har facade som et romersk tempel ud mod Nørrebros Runddel. Bygningen rummede fire værelser og køkken samt et ligkammer. Her kunne lig indsættes, enten for at vente på gravstedets klargørelse eller for at sikre sig at den afdøde ikke kun var skindød.

Herom fortæller en resolution af 5. november 1808:

”I Ligstuen anbringes en Klokke, som gaaer ind til Graverens Værelse. Lokkestrengen vedhæftes den Dødes Hænder, saaledes at den ringeste Bevægelse sætter Klokken i Gang til at give Lyd. Over Liget anbringes tvende store Bøjler og over disse et stærkt Næt, som fastgøres, at Liget ej skal falde ud af Kisten, om det kom til Live, og dog kan have fri Bevægelse derunder. Midt i Loftet er et Trækrør, hvorved Ligdunsterne kan fare ud gennem Husets Gavl”.

I tilknytning til graverboligen og ligkapellet opførtes adskillige mindre bygninger, bl.a. et hønsehus.

Assistens Kirkegård nævnes af H.C. Andersen i et af hans mindre kendte eventyr, ”Portnøglen” (1872), der giver et indblik i Københavns dagligliv fra de år hvor Andersen først betrådte byens gader. I hans alderdoms ofte sengeliggende perioder har han svælget i byen, som han kendte den fra sin ungdom med volde, byporte, morskabsteatre og tedrikken:

” Det var i Kong Frederik den Sjettes tid. København havde dengang ingen Gas, den havde Tranlygter (hvalfedt – Grøndlandshvalen var den foretrukne hval på grund af sit ekstra tykke spæklag), den havde intet Tivoli eller Casino (teatret ikke spillested), ingen Sporvogne og ingen Jernbaner. Det var småt med Fornøjelser imod, hvad der nu er. Om Søndagen gik man sig en Tur ud af Porten til Assistens-Kirkegården, læste Indskrifterne på Gravene, satte sig i Græsset, spiste af sin Madkurv og drak sig en Snaps dertil; eller man gik i Frederiksberg Have, hvor der foran Slottet var Regimentsmusik og mange Mennesker for at se den Kongelige Familie ro om i de små snævre Kanaler, hvor den gamle Konge styrede Båden, og han og Dronningen hilsede alle Mennesker, uden Standsforskelle. Derud kom velstående Familier fra Byen og drak deres Aften Te. Varmt Vand kunne de få i et lille Bondehus på Marken udenfor Haven, men de måtte selv bringe Maskine med”.

I eventyret ”Et godt Humør” (1852)  skriver Andersen følgende:”..gå med Mig på Kirkegården, lad os komme der, når Solen skinner, og Træerne er grønne; lad os gå mellem Gravene! Hver af disse er som en lukket Bog med Ryggen opad, man kan læse Titelen, som siger, hvad Bogen indeholder og siger dog ingenting; men jeg ved Besked, ved den fra min Fader og fra mig selv. Jeg har det i min Gravbog, og det er en Bog, jeg selv har gjort, til Nytte og Fornøjelse; der ligger de alle sammen, og endnu nogle flere! Nu er vi på Kirkegården (…) Den store Goethe slutter sin ”Faust” med, at den ”kan fortsættes”, det kan også vor Vandring herud, opsøger en Grønsværdsplads og indvier den til Ham eller Hende, hvem jeg vil have begravet, og så begraver dem straks, så ligger de døde og magtesløse, indtil de som nye og bedre Mennesker vender tilbage.”

Andersen besad, som hovedpersonen i ”Et godt Humør”, en nysgerrighed og interesse for de afdøde på kirkegårde som også skinner igennem på dagbogsnotaterne fra fremmede lande. 17. april 1834 besøgte Andersen således Bologna, hvor han skrev:” I Campo Sancto selv var det som i et stort Gallerie, hvor Sarcophag og Gravsteen forekom mig som et mystisk Malerie. Her Laae, stod der, en berømt Comedieskriver, her en Sangerinde osv. Her en Dame som kunne Græsk og Latin. I frie Jord, med Grønsvær var 3 Afdelinger, to for Børn, Piger og Drenge og midt imellem disse alle de Fattige, de vare en deilig Udsigt til en Frugthave og Kirken paa Bjerget”

Med andre ord: Gravene og personerne i dem blev omfattet af turistens nysgerrighed på linje med udsigten. Det havde men allerede vidst i København i 1805, da Jens Bang skrev følgende om gravstederne på Assistens i et brev til magistraten: ”Ønskeligt vilde det være, at Tegningerne til Monumenterne Skulde forevises Kunstakademiet og af dette approberes, førend de blive opførte. Da Fremmede uden Tvivl ville anse (se på) disse Monumenter, som vidne om Nationalsmagen, saa bør der vist vaages over, at de kunne gøre denne Ære”.

Der eksisterer flere vidnesbyrd om livet på Assistens Kirkegården i disse år. Det fortælles eksempelvis, at rester af madpapir på kirkegårdens gravsten viste, at de ikke sjældent blev benyttet som bord eller siddeplads for de besøgende. Koblingen af kirkegården og haven var også det der henrykkede Andersen, sammenblandingen af det sørgmodige, et frydblandet gys over gravene, melankoli og den skønne natur, livet og døden på adskillige tønder land. Disse følelser var ikke forbeholdt Andersen alene. De var tidstypiske, og de går naturligvis igen i nogle af hans eventyr.

Assistens Kirkegård er et geografisk afgrænset område, der ved sin fremtræden afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling.

På Assistens Kirkegården ligger to af H.C. Andersens kødelige slægtninge, begge i grave der for længst er gået i glemmebogen. H.C. Andersens moster, Christiane Gotlib boede i København, da den unge Andersen udvandrede fra Odense. Om han havde til hensigt at besøge hende er tvivlsomt, da forholdet mellem H.C. Andersens mor og hendes søster ikke var godt. Desuden havde man, antagelig med rette sin tvivl med hensyn til lødigheden af mosterens beskæftigelse. H.C. Andersen besøgte hende en gang, formodentlig i desperation og blev afvist. ”Havde han dog bare været en Pige” – en udtalelse der lader os fornemme, hvad det var mosteren beskæftigede sig med. Om H.C. Andersens halvsøster ved man ikke meget mere. Hendes gravsted er også forsvundet. Hun blev begravet i Frijordskirkegården den 22/11 – 1846 under navnet Ane Kaufmann. Hvordan hun har tilegnet sig dette navn vides ikke. Hun var født Karen Marie Rosenvinge i 1799 – uden for ægteskab. Det vides ikke, om H.C. Andersen hørte om hendes død og begravelse, men i live gjorde han alt for at undgå hende. Hun døde i yderste armod og fattigdom.

Den vigtigste og væsentligste ven H.C. Andersen fik var H.C. Ørsted, hos hvem Andersen – vanen tro – også introducerede sig selv. Det blev begyndelsen på et langt og frugtbart venskab. Ørsted var den første der fornemmede hvor H.C. Andersens virkelige geni lå gemt:

”Gør Improvisatoren Dem berømt, så vil Eventyrene give Dem Udødelighed, de er det mest fuldendte, De har skrevet”. Andersen vandt Ørsteds venskab, og i hans hus mødte han mange betydende mennesker. Ørsted berømmede ofte Andersen, og han satte stor pris på dennes sans for humor. Han var formentlig den første, der satte rigtig pris derpå. Han forsikrede, at der ville komme en tid, hvor Andersen ville blive anerkendt herhjemme, som han var det i udlandet. I H.C. Andersens Poesibog skrev Ørsted følgende linier før Andersen tog på sin store udenlandsrejse i 1833:

”Fornuften i Fornuften = Det Sande

Fornuften i Viljen = Det Gode

Fornuften i Phantasien = Det Skønne”.

Andersen skrev om Ørsted:

”Da Tanke Lynet udsprang fra Din Pande.

En større Seekraft Videnskaben fik.

En umaalt Skat Du gav til Verdens Lande,

Og gjennem alt det Skjønne i det Sande,

Til Gud Du fører os med aabent Blik!”

 

På Andersens tid var det almindeligt, at mennesker, der havde råd, havde købt deres gravsted i god tid, før der blev brug for det. Andersen, der var blevet velstående, havde ikke købt noget gravsted. Det havde imidlertid digterens gode ven, etatsråd Edvard Collin. Af Skødeprotokollen fremgår det, at der den 22. november 1872 blev indgået aftale om erhvervelse af et 4 x 6 Alen – svarende til9 kvadratmeterstort gravsted på Assistens Kirkegård. H.C. Andersen var skrantende og var atter syg i juni 1875. Den 12. juni flytter han for sidste gang ud til familien Melchior på ”Rolighed”. Her havde man ansat en tjener til at passe den stadigt vanskeligere, alderssvækkede digter. H.C. Andersen døde den 4. august. I dagbogen skriver Dorothea Melchior:” Nu er Lyset slukket! Hvilken lykkelig Død.  Klokken 11, 5 Minutter udaandede den Kjære Ven sit sidste suk”.

Begravelsen fandt sted en uge efter. Den foregik fra Vor frue Kirke, Københavns Domkirke, med deltagelse af tusindvis af mennesker. Blandt de tilstedeværende var repræsentanter for hele det officielle Danmark, heriblandt kongen og kronprinsen. Fra udlandet deltog en lang række gesandter, konsuler, skuespillere, komponister og forfattere.

I eventyret ”Noget” (1857) skriver H.C. Andersen om det forfængelige menneskes optagethed af egen ligfærd: ” – men han fik en dejlig Begravelse med Laugsfaner og Musik, Blomster i Avisen og på Gaden hen over Brolægningen – og der blev holdt 3 Liigtaler over ham, den ene meget længere end den anden – og det ville have fornøjet ham, for han holdt meget af at tales om; der kom Monument på Graven, kun én Etage, men det er altid Noget”.

I Dagens Nyheder fra den 12. august 1875 berettes om Andersens ligtaler: ”Stiftprovst Rothe holdt den egentlige Sørgetale. Idet han gik ud fra Skriftens Ord: ”Herren gav, herren tog, herrens Navn være lovet”, dvælede han ved den Modsætning, som var mellem den Deltagelse, som for faa Maaneder siden vistes den Afdøde, da han fyldte sit 70de Aar, og nu. Da flokkedes Folk om ham for at vise deres Deltagelse, medens de nu samledes om hans Baare med inderlig vemodig Klage. …Biskop Engelstoft bragte en Afskedshilsen fra Odense, Andersens Fødeby, som med interesse havde fulgt ham paa hans eventyrlige Vei henimod det Maal, som han havde sat sig, da han som fattig Dreng forlod sin Fødeby for at drage ud til sit Livs vidundelige Eventyr. Efter Talerne afsang Studenterforeningen en Sang af C. Ploug: ”Sov, Du trætte Barn”…Denne smukke Sang, som blev foredraget med overordentlig Smag og inderlighed, gjorde sikkert et stærkt Indtryk paa de Tilstedeværende og var vel ubetinget det mest gribende Øieblik under Høitideligheden. Kirkens Kor afsang derpaa med Orgelakkompagnement Andersens Psalme:” Deilig er Jorden”.(B.S. Ingemann). Kisten blev derefter udbaaren af Studenter og Kunstnere, medens et Musikkorps af blæsende Instrumenter spillede Hartmans pompøse Sørgemarch fra Thorvaldsens Jordefærd. Efterfulgt af de forskellige Korporationer og Sangforeninger samt en lang Række Ekvipager kjørte Ligvognene med den blomstersmykkede Kiste derefter til Digterens sidste Hvilested. Ved indgangen til Assistenskirkegaarden spillede Balduin Dahls Musikkorps og ligesaa ved Graven, hvor jordpaakastelsen forrettedes af stiftsprovst Rothe”.

Om kistepynten hedder det: ”Kisten…var bedækket med Krandse, af hvilke særlig maa fremhæves en af Hendes Majestæt Dronningen tilsendt Laurbærkrands med forskellige sorter Lilier, ligesom ogsaa en fra Hendes Høihed Kronprindsessen, Prindsesse Thyra og Prinds Valdemar tilsendt Krands, en Krands samt en Palmegren fra Odense Kommunalbestyrelse, Kranse fra Kunstforeningen, Studenterforeningen, Den Danske Forening i Hamborg og fra Presseforeningen i Berlin. For øvrigt var der sendt langt flere Krandse end der kunde faa Plads paa Kisten, og da Sørgetoget senere afgik fra Kirken til Assistenskirkegaarden, var den første Ekvipage bogstaveligt opfyldt af Krandse”.

H.C. Andersens monument er en høj, enkel sandsten i obelisk facon. Inskriptionen på den prunkløse sten er:

 

Digteren Hans Christian Andersen

Født den 2. april 1805

Død den 4. august 1875

 

Den Sjæl, Gud i sit Billede har skabt

Er uforkrænkelig, kan ei gaae tabt.

Vort Jordeliv her er evighedens Frø,

Vort Legem døer, men Sjælen kan ei døe.

HCA

 

Digtet er forfattet af Andersen i 1874.

 

 

Gravstenens oprindelige placering på gravstedetGravstenens nuværende placering på gravstedet