Giertrud Birgitte Bodenhoff

Giertrud Birgitte og Andreas Bodenhoff blev forlovet i 1796. Den opmærksomme frier havde bl.a. opkaldt et skib efter den unge frøken, købt landstedet Kildevæld og ladet det sætte i stand. De blev gift omkring hendes 17-års fødselsdag i januar 1797 og flyttede straks ind i deres landsted.

Men fem måneder efter brylluppet blev Andreas syg og døde. Giertrud Birgitte var sønderknust. Hun oprettede et gravsted på Assistens Kirkegård, og fik Johannes Wiedewelt til at tegne et enormt og prangende marmorgravmæle. Hun må nu føre det store grossererfirma videre på egen hånd.  I sommeren 1798 blev Giertrud Birgitte syg og havde mange smerter. Det er hendes mor, fru Rosted, der plejer hende, men forgæves.

Giertrud Birgitte, der var blevet enke som 17-årig, døde i en alder af 19 år. Man sagde, at hun døde af en byld i øret. Men dette var før dødsattesternes tidsalder. En anden af Giertrud Birgittes brødre besøgte et par dage senere nogle venner. Til dem sagde han: ”Jeg kan ikke forstå, at de har begravet min søster med røde kinder”.

Christian Ludvig Rosteds familiedagbog

Et tegn på opiumsforgiftning er netop røde kinder. Man var dengang ikke tilstrækkeligt opmærksom på ”sikre dødstegn”, så det hændte, at folk blev begravet som skindøde. Allerede kort efter Giertrud Birgittes begravelse opstod der to myter. I Bodenhoff-slægten fortalte man, at en gravrøver huggede en af hendes fingre af for at få fat på hendes kostbare ring; men at hun ved smerten vågnede op og sagde: ”Åh, før mig bort fra dette skrækkelige sted”. Gravrøveren blev imidlertid rædselsslagen og slog hende ihjel i hendes egen kiste.

Den anden myte stammede fra Rosted-slægten og fortalte, at gravrøveren havde villet tage en kostbar ørenring fra hende. Da han trak til for at få smykket, skulle den byld, hun havde i øret, være bristet, og hun vågnede. Generation efter generation har holdt liv i disse myter.

Så sker der det i begyndelsen af 1950’ erne, at ugebladet Hjemmet spørger dr. Viggo Starcke, om han vil skrive en artikel i bladet. Han fandt det oplagt at anvende sit materiale om Giertrud Birgitte, selv om det ikke var komplet. Da artiklen blev bragt, fik han et væld af henvendelser fra folk, han i de fleste tilfælde ikke engang kendte. De ringede, skrev eller kom. Et af de vigtigste bidrag kom fra en mand, der sagde, at han nedstammede fra gravrøveren, som han vidste, var identisk med overgraveren Christian Mejsling. Efterhånden følte dr. Starcke at hans materiale om sagen var så righoldigt, at man ved at åbne og undersøge Giertrud Birgittes grav kunne få vished for, hvad der var hændt. Han sendte en ansøgning til Kirkeministeriet, men fik afslag med den motivering, at man ikke burde forstyrre gravfreden. Derpå studerede dr. Starcke skødet til gravstedet og konstaterede nu, at kirkegårdsvæsenet havde anlagt en sti tværs over gravstedets areal, lige uden for smedejernsgitteret omkring sarkofagen. Det fik ham til at skrive til Kirkeministeriet, at man vanskeligt kunne kalde det at værne om gravfreden. Så kom tilladelsen. Men nu var det blevet rigtigt vintervejr og det viste sig, at gravkammeret var blevet fyldt op med lerjord. A lt skulle udgraves lidt efter lidt og filtreres. Udgravningsarbejdet blev nøje fulgt af en sagkyndig inden for en lang række områder. Kistepladen, en tin-legering, kom til syne. Den var slået i utallige stykker, antagelig fordi gravrøveren havde følt sig fristet af metalværdien. Under udgravningen kom dernæst Giertrud Birgittes hoved-skal til syne med det rødblonde hår. Vi kendte fra en miniature malet af Cornelius Høyer, en fornem gave fra en læser. Normalt ved en kristen begravelse anbringes den døde i andagtsstilling, dvs. på ryggen i retstilling og med foldede hænder eller hænderne lagt over hinanden. Men Giertrud Birgittes hoved lå med ansigtet ned i leret ved venstre skulder. Hendes arme lå ud til siderne, hendes rygsøjle var krummet dramatisk, og hendes venstre fod var trukket op under højre underben. Der var ingen smykker i kisten, blot irrede aftryk i hendes hår fra et par hårnåle, Lægen og arkæologen dr. Møller-Christensen fulgte udgravningen nøje. Selv havde han udført ca. 2000 udgravninger. Kun i et tilfælde havde han set et skelet, der afveg fra alle andre ved ikke at ligge i andagtsstilling. Selvom en kiste skulle være blevet båret ubehændigt, kan den døde ikke ende i en stilling som Giertrud Birgittes; den position forudsætter aktiv bevægelse i kisten. Hvis vi nu tænker os, at en gravrøver forskrækkes over, at en skindød vågner, og han da vil slå hende ihjel, så kunne han række ud efter noget hårdt at slå med. Men Giertrud Birgittes Kranium viste ingen tegn på læsion. Hendes legemsstilling kunne derimod fortælle, at hun var blevet kvalt: det dramatisk bortvendte ansigt, den krumme rygsøjle, og den fod, der i smerte kunne være trukket op under højre underben. At der ingen smykker fandtes i den rige enkes grav, kunne lade ane, at den røver, der lod sig friste af kistepladens metalværdi, også havde haft sans for smykkers ædle metaller. En minutiøs undersøgelse af Giertud Birgittes kranium viste, at knoglerne i øret ikke havde været medtaget af betændelse.

Derimod afslørede professor P.O. Pedersen, Tandlægehøjskolen, at Gietrud Birgittes visdomstand i venstre side af undermunden ikke alene stod kippet ind mod kindtanden ved siden af, men at der var hul i visdomstanden, der udmærket kunne have givet en smertefuld rodbetændelse. Da nervebanerne ved tænder og øre krydses, kan dette medføre en forståelig forveksling af øre- og tandpine. Derved forstår vi bedre udlægningen af hendes smerte som hidrørende far en byld i øret. Hele gravfundet viste med al tydelighed, at Giertrud Birgitte må være blevet begravet som skindød – og derpå myrdet i sin egen grav.

Overgraver Christian Mejsling kendte Giertrud Birgitte fra det tidspunkt, da hun oprettede gravstedet for sin mand. Dette vides med bestemthed, fordi han ved den lejlighed spurgte, om hun ville være gudmor til det barn, hans kone lige havde født. Kirkebogen i Vor Frue Kirke skriver ud for den dato, hvor barnedåben fandt sted, og hvor barnet blev døbt Andreas, altså opkaldt efter Giertrud Birgittes mand: ”Madam Bodenhoff bar barnet”. Dette kan forklare, at gravrøveren ikke turde lade Giertrud Birgitte leve, fordi hun genkendte ham, da hun vågnede op i kisten og bad for sit liv. Christian Mejsling, atter tilbage i Danmark, indlægges i 1816 på Frederiks Hospital med en hjerneblødning og lammelse i venstre side. Dette indicerer, at blødningen har været i hjernens højre side; og eftersom talecentret sidder i hjernens venstre del, der var intakt, har patienten været i stand til at tale. Biskop Mynster tilkaldes til skriftemålet. Dette er naturligvis omfattet af tavshedspligt. Oplysningen herom stammer fra Mejslings slægtninge. Den 200 år gamle mordgåde fandt sin løsning. Dr. Starcke beskrev den i sin bog Giertrud Birgitte Bodenhoffs Mysterium. I maj 1953 blev Giertrud Birgitte atter lagt til hvile og gravkammeret muret til.

Giertrud Birgitte Bodenhoff hviler i dag under sit store kunstfærdigt udsmykkede gravmæle, sammen med sin mand Andreas Hansen Bodenhoff, med hvem hun kun så kortvarigt var formælet, samt hans forældre.

Vidste du at DR Ramasjang har produceret en film om Giertrud Birgitte i programmet “Historietimen“?

Giertrud Birgitte BodenhoffFamilien Bodenhoff ernærede sig ved tømmerhandel og skibsfart i stor stilGenstande der har tilhørt Giertrud Birgitte, fra Centrets udstilling 2012Viggo Starckes opgravning af Giertrud BirgitteGiertrud Birgittes kranium