Carl Otto

Overgangen mellem to videnskabelige paradigmer er sjældent smertefri. Der er altid nogen, der ikke kan eller vil give slip på den ‘gamle’ måde at se på verden og videnskaben om den. Lægen Carl Otto (1795-1879) var én af dem der havde det svært med de nye videnskabelige idealer i 1800-tallet.

Carl Otto ligger begravet på Assistens Kirkegård, og til hans navn er knyttet både videnskabelige konflikter, gravrøveri og afhuggede hoveder.

Frenologien beskæftigede sig med forbindelsen mellem ånd og legeme. Det var sjælen, man mente at kunne se på kraniet. Folk kunne se kvikke ud, eller luskede. De største perspektiver ved frenologien lå i undersøgelsen af de mennesker, som skilte sig ud fra normalen: De sindssyge og de kriminelle. Det var de kriminelle, som Carl Otto var særligt interesseret i. Han arbejdede i en periode som læge ved Tugt-Rasp- og Forbedringshuset i København. At studere de levende var ikke nok. Carl Otto havde en uofficiel aftale med skarpretteren Ravnholdt om at få de henrettedes kranier. Rovmordet i 1838 havde selvsagt hans interesse. En smuk og velformuleret kriminel der skrev romantiske digte i sin fængselscelle. Et sandt mysterium for en frenolog. Fjorten dage efter begravelsen af den henrettede Worm fik Carl Otto to medhjælpere til, i nattens mulm og mørke, at grave Worm op. Da de havde fået fat på hovedet kom der nogen, og de var nødt til at fortrække fra en åben grav. Miseren vakte stort postyr i København, men blev aldrig opklaret. Politidirektøren var en ven af Carl Otto.

Op gennem middelalderen og helt op til 1700 tallet var det indenfor videnskaben det mest almindelige, at man gik til de gamle bøger fra antikken for at finde ud af, hvordan verden hang sammen. Indenfor de tre store videnskaber (jura, teologi og medicin) handlede det ikke om at undersøge verden, men om at studere hvad man tidligere havde skrevet om den pågældende sag. Påstande og teorier, som ikke var i overensstemmelse med de gamle skrifter, blev sjældent modtaget positivt. Tværtimod var det i mange tilfælde ildeset at henvise til faktiske undersøgelser af verden. Inden for medicinen var dissektion af lig f. eks i en lang periode decideret ulovligt. Og klassisk er jo historierne om de astronomer, der kom i uføre på grund af teorier bygget på studier af verden og ikke af Aristoteles.

Når man ikke kunne gå til verden, men kun til de noget sporadiske skrifter om den, var der selvsagt en del huller (og der kom stadigt flere til), man måtte fylde ud på anden vis. Her kommer den spekulative videnskab ind i billedet, og fantasien havde jo nærmest frit spil, så længe man ikke systematisk afprøvede teorierne på virkeligheden. Nogle af disse teorier kunne selvfølgelig være tæt på, hvad der senere viste sig at være rigtigt. Men det er væsentligt at holde sig for øje, at der ikke lå nogen egentlig videnskabelig metode bag dem, og at de derfor ikke rigtigt kunne bruges til noget. Videnskab er – og var – en vigtig sag, og hvem ville lægge sit liv eller formue i hænderne på en eller andens fikse ide, som ingen nogensinde havde tjekket endsige havde synderlig grund til antage rigtigheden af?

Med oplysningstidens rationalisme fjernede man sig i 1700-tallet fra den tidligere altdominerende autoritetstro i forhold til antikkens forfattere. I stedet vendte man sig mod menneskets fornuft og evne til at slutte sig rationelt til sammenhængene i verden. Man fordybede sig i enkeltheder og detaljer i håbet om, at fik man blotlagt tilstrækkeligt mange enkeltheder, så gav helheden sig selv. Den lod imidlertid vente på sig. Det romantiske videnskabssyn tog over, og man vendte sig i stedet mod teorier, som kunne forene ånd og natur. Hvor man i rationalismen så et skarpt skel imellem den mekaniske natur og det åndelige menneske, dyrkede man nu ånden i naturen.

Men ligesom man tidligere var druknet i enkeltheder og havde mistet helheden af syne, havde man nu tendens til at glemme detaljerne og kun orientere sig imod de overordnede teorier. Det var til en hvis grad en tilbagevenden til tidligere tiders spekulative skrivebordsvidenskab. Og hen imod midten af 1800-tallet havde tendensen endnu en gang vendt sig. Med Auguste Comte (1798-1857) formuleredes positivismen (med rationalismen som inspiration). Al erkendelse skulle bygge på beskrivelse og metodisk ordning af empirisk data.

Hvert af disse omskift kan man kalde et videnskabsmetodisk paradigmeskift. Og ved sådanne paradigmeskift er der typisk nogle videnskabsfolk, der bliver hængende ved det gamle, og ikke kan, eller vil, gå over til det nye. En af dem der blev hængende, og havde det svært med overgangen til det positivistiske videnskabsmetodiske paradigme, var den danske mediciner Carl Otto.

Carl Otto fremstår i dag som et godt eksempel på en videnskabsmand, der står og vakler imellem to paradigmer. Carl Otto var frenolog. Frenologien, der kan føres tilbage til den østrigske læge Franz Joseph Gall (1758-1828), er netop sådan en videnskabelig teori, som på den ene side er præget af spekulation og på den anden side er meget positivistisk og empirisk – den hævder at kunne sige noget meget konkret om verden på baggrund af dels empiriske undersøgelser og dels spekulativ intuition. Reelt var der nok væsentligt mere af det sidste end det første. Ideen var, at man udfra kraniets udseende og form kunne slutte sig til individets karaktertræk. Hjernen var opdelt i en lang række centre, som hver især havde med et særligt karaktertræk at gøre. Der var centre for flid, moderkærlighed, videnskabelighed, men også mere spektakulære og kontroversielle centre som for eksempel centret for kriminalitet. Alle disse egenskaber er det, der konstituerer et menneske – dets sjæl.

Frenologien beskæftigede sig således med et problem, der har optaget menneskeheden i årtusinder, nemlig forbindelsen mellem ånd og legeme. Det var nærmest et aftryk af sjælen, man mente at kunne se på kraniet. Og egentlig havde de fleste mennesker altid ment, at man kunne sige noget om folks karakter blot ved at se på dem. Nogle folk så kvikke ud, andre luskede osv.

Teorien var således umiddelbart acceptabel for folk i al almindelighed. Men fandt som mange andre videnskabelige teorier alligevel også en endnu mere folkelig form. Det var ikke sådan lige til at måle på folks kranier (det krævede jo omhyggelige opmålinger, og kunne ikke gøres ved et hurtigt, diskret blik på sidemanden), så den udvidedes efterhånden til også at omfatte ørenes og næsens form. Som et kuriosum kan det nævnes, at netop næsens form var ved at koste den engelske biolog Charles Darwin (1809-1882) karrieren, idet kaptajnen på Beagle, skibet som Darwin som ung naturvidenskabsmand skulle rejse jorden rundt med, var overbevist frenolog, og mente at en mand som Darwin – med hans næse – umuligt kunne være en gevinst for så krævende en ekspedition.

Carl Otto og Worm.De største perspektiver ved frenologien lå i undersøgelsen af de folk som skilte sig ud fra normalen, nemlig de sindssyge og de kriminelle. Det var netop de kriminelle, Carl Otto var særligt interesseret i. Han arbejdede i en periode blandt andet som læge ved Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset i København. Men at studere de indsatte i levende live var ikke nok. Carl Otto havde en uofficiel aftale med skarpretteren Ravnholdt om at få de henrettedes kranier. Og da der i 1838 blev begået et spektakulært rovmord i København, var han selvsagt interesseret. Det særlige ved dette mord var at gerningsmanden, en ung mand ved navn Worm, ingenlunde udviste de karaktertræk, man normalt forbandt med kriminelle. Tværtimod var han både smuk og velformuleret. Han skrev smukke romantiske digte i sin fængselscelle, og de københavnske damer tog ham straks til deres hjerter. Et sandt mysterium for en frenolog. De sammenhænge, frenologien påviste mellem de ydre og de indre karaktertræk, syntes sat ud af kraft her – det kranium måtte Carl Otto have til sin samling.

Worm havde imidlertid en fornemmelse af Carl Ottos planer, og han fik fængselspersonalet til at sikre, at hans kranium blev begravet sammen med resten af hans krop. Det blev ikke nemt for Carl Otto at skaffe det hoved – det blev til det, han senere i sine erindringer kaldte en ‘frenologisk episode’. Fjorten dage efter begravelsen fik Carl Otto to assistenter til, i nattens mulm og mørke, at grave Worm op. Men da der kom nogen, idet de netop havde fået fat på hovedet, blev de nødt til at fortrække, og nåede således ikke at dække graven til igen. Miseren vakte selvfølgelig stort røre i København, men blev aldrig opklaret fordi den ansvarlige politidirektør Kierulf (en ven af Carl Otto) mente, at så længe man havde resten af kroppen, var der ingen sag (det var nemlig rygtedes at nogen havde villet genbegrave Worm i indviet jord på Assistens Kirkegård, noget der var helt udelukket for selvmordere og henrettede kriminelle).

Carl Otto var imidlertid ikke tilfreds med stillingen som læge. Lægevidenskaben tiltalte ham ikke, den var al for empirisk, skriver han i sine erindringer. Derudover fortæller han, at hans temperament var en belastning for hans lægepraksis – han blev ofte vred på patienterne, hvis hans behandling af dem ikke hjalp. Det samme gjorde sig gældende i faglige diskussioner. Carl Ottos ’sangvinske’ temperament medførte, at han sjældent vandt en faglig diskussion, men snarere blev mere og mere skumlende og bitter. I stedet søgte han om stillinger på Københavns Universitet, bl.a. forskellige professorater (han havde en doktordisputats fra 1819 i ryggen), men blev vraget gang på gang til fordel for yngre og mere uerfarne folk. I 1830 fik han imidlertid sin gode ven, lægen Jacob Daniel Herholdt (1765-1836), til at gå til kongen med sagen.

Frederik d.6. dikterede at Carl Otto skulle have en 1-årig ansættelse, hvor han så kunne vise sit værd. I 1831 blev han udnævnt til Professor Extraordinarius i farmakologi og i 1836 til Professor Ordinarius (hvilket dog udelukkende var et spørgsmål om anciennitet). Efter at have fungeret som universitetsprofessor i 20 år, begyndte han at tale om at sige sin stilling op for at hellige sig andre gøremål, noget han senere anså som en stor fejl. Det indgød nemlig adskillige folk forhåbninger om hans snarlige afgang, dels folk som var trætte af ham som underviser, og dels folk som gerne ville overtage hans stilling. Han blev imidlertid ved med at udskyde sin afgang til stor irritation for de førnævnte. I 1862 var han så upopulær, at man udgav pjecer og holdt studenterforsamlinger for at vælte ham. Inden det kom al for vidt valgte Carl Otto selv at træde tilbage – en bitter og udskældt mand.

Det, som gjorde Carl Otto så upopulær, var i høj grad hans holden fast ved det gamle spekulative videnskabsparadigme. Han brød sig ikke om at skulle indsamle data og underbygge sine teorier. Det videnskabelige arbejde var i hans øjne dels formuleringen af teorierne og dels et indgående kendskab til tidligere tekster om emnet. Det var da også netop her, han i egne øjne havde sine forcer. Han læste hurtigt og ubesværet, og han kunne huske alt, hvad han havde læst. Han havde intuition i højere grad end rationel videnskabelig sans – jævnfør hans udtalelse: “Jeg blev født et Gemyts- og ikke et Forstandsmenneske”, en påstand han oven i købet kunne underbygge ved frenologiske undersøgelser af sit eget kranium, som han lavede en nøjagtig afstøbning af. (Det kan selvfølgelig være at han håbede på, at mere præcise målinger, når det rigtige kranie forelå til præcis opmåling, ville sige noget andet). Men netop det, at han slutter udfra sådanne undersøgelser af sit eget kranium, er imidlertid et udtryk for netop den empiriske videnskab – og det gør ham til en spøjs over-gangsfigur imellem romantikkens spekulative videnskab og den efterfølgende positivistisk-empiriske videnskab.