Mere om Anne Marie Mangor

Anne Marie Mangor, født Bang (1781-1865), dansk kogebogsforfatter, kaldet Madam Mangor.

Mangor blev født ind i det bedre københavnske borgerskab. Hun fik ingen egentlig uddannelse, men blev uddannet hjemme med huslærere, som ”pigebørn” blev det, og hun skulle erhverve sig indsigt i sprog, litteratur, musik, håndarbejde og selskabelige omgangsformer. En dannet kvinde. 19 år gammel blev hun gift med Valentin Nicolai Mangor, en livsglad, musikalsk og vittig ung jurist. Det var kærlighed, der bragte dem sammen, og ægteskabet blev godt og lykkeligt. Da ægtefællen døde i 1812, sad Anne Marie Mangor tilbage med tre små piger. Parrets eneste søn døde ved fødslen. Men familien trådte til og sikrede enken et ordentligt, men beskedent liv. Hun underviste selv sine piger, opdrog plejebørn og havde skiftende logerende boende.

Som ung og nygift havde Mangor ladet andre om husførelsen, men hendes nye tilværelse som enke gjorde det nødvendigt, at hun engagerede sig i den praktiske og økonomiske hverdag. Hun lavede kludetæpper og andet håndarbejde, som hun solgte, og udviklede sig til at blive særdeles dygtig i sit eget køkken. Hun begyndte at lave mad for familie og venner, senere hos velstående familiemedlemmer, der holdt stort hus med mange gæster i sommersæsonen. Sine egne og omgangskredsens opskrifter samlede, gennemprøvede og nedskrev hun med nøjagtige mål og tidsangivelser. I 1837 havde hun samlet sine opskrifter til en kogebog. Tidens førende forlag, Reitzels Forlag, fik den tilbudt, men afviste kogebogen. Så tog hun selv fat. Hun fik sin svigersøns broder, bogtrykker Hans Henrik Thiele, til at give kredit på papir og trykning, og bogen udkom på eget forlag i et oplag på 500 eksemplarer. Kogebog for smaa Huusholdninger var titlen, men der var intet forfatternavn på titelbladet. Det kom der snart, for bogen udkom i oplag efter oplag, og nu med forfatternavnet Anne Marie Mangor født Bang. 1840 udsendte hun Syltebog for smaa Huusholdninger og 1842 Fortsættelse af Kogebog for smaa Huusholdninger, også de på eget forlag. Bøgerne kom i mange oplag, der hver gang var omhyggeligt gennemsete, rettede og supplerede, hvor praksis i køkkenet havde vist at der var behov for tilrettelser. Hun læste selv korrektur, og en del af forklaringen på kogebøgernes succes ligger i denne omhu og professionalitet. Kogebøgerne gav hende tryghed i alderdommen. Hun var 57 år gammel, da den første bog udkom, og dens succes styrkede hendes selvværd, og gav hende mod til mere.

Mangors kogebøger opsamler, hvad der var fremme i tiden, og gennem de mange reviderede oplag udvikledes over tid. Kogebøger for små husholdninger var rettet mod borgerlige husholdninger, der serverede mindst to retter til middag hver dag. Og som holdt mange selskaber, hvor husets økonomiske formåen og kokkepigens kunnen, skulle fremvises. Men der var masser af daglig mad, og retter hvor man kunne bruge rester eller tiloversblevne råvarer på god og økonomisk forsvarlig måde. Der var også retter til fest og gæstebud. “Man tager et Sølvfad,” er en talemåde, som henføres til Madam Mangor, men hun har desværre aldrig anvendt udtrykket. Eftertiden har tillagt hende et skær af ødselhed, som der intet hold er i. Hendes køkken var jævnt og beskedent, men kan i dag vise os, hvor meget man udnyttede sine råvarer til det sidste, og lavede ALT selv i køkkenet. De retter, der skulle være flotte, var det, og de beskedne var beskedne. Madam mangors kogebøger fik lang levetid og stor udbredelse. De blev efter hendes død i 1865 fortsat revideret og udsendt af hendes arvinger helt frem til 1910, hvor Kogebog for smaa Huusholdninger og dens fortsættelse udkom samlet i 40. oplag. At netop hendes værk blev stående, skyldes en lykkelig forening af hendes kvaliteter og tidens behov. Det landlige Danmark var under forandring, og de gammeldags forrådshusholdningers erfaringer kom til kort i en byhusholdning. Spisevanerne ændrede sig, den gammeldags søbemad blev erstattet af middagsmad med sovs og kartofler, forretter til hverdag og dessert om søndagen. I Madam Mangors kogebøger i forskellig udgave, kan vi følge Guldalderens kogekunst, og udviklingen fra ildsted til komfur, og retternes gradvise tilpasning til den nye teknik. Kogebøgerne kostede ikke mere, end de fleste havde råd til dem, både fruerne og de tjenestepiger, der kom ind fra landet og skulle fungere i en byhusholdning. Hun hjalp dem alle, omhyggeligt, redeligt og dannet.

På Madam Mangors grav vokser skovjordbær og krydderurter af den slags, som hun ofte benyttede i madlavning: mynte, citronmelisse,purløg, timian og kulsukker.

Madam Mangor