Oehlenschlagers sørgetekst til Wiedewelt

Natten Blinker,

Stiernehæren glimter,

Eensom krummer sig den grønne Strand.

Duggen ene

Ned ad Pilens Grene

Falder i det stille, sølvblaae Vand.

 

Bølgen bølger

Rislende, og følger

Sagte Zefir, perleklar og skiøn.

Lyset lyser

Natlighvidt, og gyser

Fra sin Skye til Kummers blege Søn.

 

Krum af Alder;

Tungt hans Taare falder

I det dybe, ubekiendte Blaa.

Sagte flytter

Han sin Fod og stytter

Sig til Staven. Issen er saa graae.

 

Modgang frister

Hiertet, Hiertet brister,

Døden slukker Øiets stærke Ild.

Svagt anspænder

Han de matte Hænder,

Strækker dem til Himlen, rolig, mild.

 

Ingen Klage!

Talt er mine Dage;

Jeg vil ikke længer dvæle her.

Hellig Længsel

Bryder Kummers Fængsel,

Vinker mig til Nattens Sølverskier.

 

Dybt jeg skued –

Høit Naturen lued

I min Siel, med alt sit Tryllerie.

Sødt bevæget

Jeg i Stenen præged

Stærke Træk af Livets Harmonie.

 

Haarde Stene!

Mine skiøre Bene

Smuldne snart, dybt under Bølgens Leer;

I skal stande!

Helligt skal I sande

At jeg var, naar jeg er ikke meer.

 

Vældig Længsel

Bryder Sorgens Fængsel;

Gamle Gubbe kan ey meer modstaae.

Længslers Bolig!

Rolig og fortrolig,

Favn mig med dit mørke Himmelblaa!

 

Busken vifter,

Maanen Farve skifter,

Dybt nedbøiet nærmer Musen sig,

Mat af Blikke.

Søn! forlad mig ikke!

Jeg er barnløs, naar jeg mister dig.

 

Gubben famler,

Sidste Kraft han samler,

Sukker henrykt sin Gudindes Navn:

Elskelige!

Ey af denne Verden er vort Rige.

Jeg gaaer hen, hvor der er intet Savn.

 

Taus hun sukker.

Bølgen mildt sig lukker

Om den gamle Tindings sølvgraae Haar.

Hun forsvinder.

Dagen bleg oprinder;

Hist paa Friheds-Støtten Lærken slaaer.

 

Troskab græder,

I de hvide Marmorklæder,

Kold og bleg, den ranke, hulde Møe.

Haand paa Brystet,

Aldrig aldrig trøstet,

Stirrer hun hen paa den sorte Søe.

 

Mindesang til Johannes Wiedewelt med musik af brødrene Schall og tekst af OehlenschlagerJohannes Wiedewelt (1731-1802), L.udvig Holbergs sarkofag i Sorø Klosterkirke, ca. 1783 - 1784J. Wiedewelt: Opstalt til epitaphieJ. Wiedewelt: Opstalt til epitaphie