Nyklassicismen og naturromantikken

I slutningen af 1700-årene fik den elegiske digtnings sentimentale forestilling, om det at være uigenkaldeligt død og borte, gennemslagskraft via tidens mode for naturromantikken. Der blev sat ord og billed på begrebet og følelsen SORG, og omvendt blev det muligt at fremprovokere sorgfølelse og andre følelser ved at “røres” gennem det kunstneriske udtryk. Kirkegårde blev et kunstneriske udtryk, et sted man opsøgte for at få kunstopleveler, og ikke blot et sted hvor folk blev begravet. At vandre på kirkegårdens slyngede stier og overraskes af hængepil, hængebøg og hængeask, gravsteder og indskrifter formodedes at sætte vandreren i stand til eftertanke og at betragte sit eget og andres liv gennem mere følsomme briller. Kirkegårde og gravsteder blev for første gang til stemningsfulde og følsomme steder, steder for de efterladte. De dødes sted for de levende.

I takt med en øget naturinteresse og en fokus på sundhed og naturvidenskaber, ønskede flere og flere fra det københavnske borgerskab og adelen at blive begravet i “fri luft” og under åben himmel, hvor prestige-gravstedet førhen havde været de dyre kirkekrypter under stengulvene i de indenbys kirker. Hvor den flade liggesten i gulvet ikke levnede mange muligheder for kunstnerisk udfoldelse, gav muligheden for et fritstående monument på kirkegården helt nye muligheder.

I 1798 udkom Frederik Høegh Guldbergs værk “Assistens-Kirkegaarden – en elegisk Idyl i flere Scener helliget Knud Lyhne Rahbek”. Heri besynges Assistens kirkegårdens fortræffeligheder i passende naturromantisk patos. Bogen er et katalog over gravlagte borgere, en biografisk fortælling ledsaget af kobberstik af de fineste kunstnerisk udførte og mest spektakulære gravsteder på Asistens Kirkegård: “Hil dig, de lykkelige Dødes Hjem!”.

Denne romantisering var ikke et enkeltstående fænomen. I takt med de europæiske strømninger anlagde Johannes Wiedewelt 1777-79 mindeparken i Jægerspris i Nordsjæland. Parken indeholdt ikke som en kirkegård grave, men derimod mindestøtter præget af den for tiden nyskabende symbolik, moderne tolkninger gennem den romerske oldtids symboler. Mindestøtterne var opstillet til ære for en række “fortjenstfulde” danske mænd, og den politiske betydning af mindeparken havde sin baggrund i den daværende danske regering, men dronning Juliane Marie og Ove Høegh Guldberg i spidsen. Selve parkanlægget bestod af slyngede skovstier, en ægte gravhøj og opsatte stenstøtter, spredt i skovene. Så kunne man på en vandretur i landskabet ikke bare nyde naturen, men overraskes og dvæle ved fortiden, forgængeligheden og kunsten. I virkeligheden et slags Tivoli med forlystelser af enhver art.

Jægerspris-anlægget og Assistens Kirkegård er et udtryk for samme idé.  betragtet som landskabelig park havde Assistens Kirkegård og dermed det romantiske haveanlæg en lang række trendsættere i flere europæiske lande. I sammenblandingen af romantisk parkanlæg og kunstig gravplads eller ægte kirkegård er den franske påvirkning stor. Det bedst kendte eksempel er grev de Girardins poppelø i haven i Ermenonville: det sidste hvilested for filosoffen Jean-Jacques Rousseau, et decideret gravsted for en ægte afdød som valfartsted og udsmykning i en privat have. Herhjemme kender vi Ewalds grav i Rungstedlund eller det kan måske sammenlignes med Graceland og Elvis.

Grev de Girardin og den afdøde Rousseau fik snart konkurrence, og det at gravlægge en ægte kunstner i sit haveanlpæg blev til europæisk mode og man tog det helt seriøst. Den kendte haveteoretiker C. C. L. Hirchfeldt, som virkede fra Universitetet i Kiel (der jo var dansk), betonede således i første bind af sit værk “Theorie der Gartenkunst” vigtigheden af, at man virkelig benyttede autentiske grave i sine haveanlæg. Kun derigennem fik havevandreren anslået den helt rette stemning og “aflæst” det rigtige budskab og fornemmet den ægte følelse.

I et af Tysklands mest berømte romantiske haveanlæg, Fyrsten af Anhalt-Dessaus enorm park ved Wörlitz, fik man sig ægte gys! Her måtte man inddrage en gammel kirkegård, men den kristne pietetsfølelse fik dog fyrsten til at indsamle kirkegårdens gamle, begravede knoglerester og placere dem i et nybygget benhus, der kaldtes “Sarkofagen”. Et stemningsskabende monument i parken der således også fik en praktisk anvendelse.

Var man ikke så heldig at have en stab af døende kunstnere ved hånden, kunne man også virkeliggøre gyset i sit romantiske haveanlæg ved at anlægge en idealiseret, kunstig kirkegård med kunstige gravsten, der indeholdt tilstrækkelig symbolværdi for mytiske, sagnomspundne, historiske afdøde eller mindesten for endnu levende berømte personer – som i mindeparken ved Jægerspris. Her er hertugen af Orléans anlæg “kirkegård” i Monceau- parken i Paris det bedste eksempel, og her var desuden offentlig adgang!

Stik af J.F. Clemens (1748-1831): Julianehøj i Jægerspis, skabt af en ægte gravhøj og udsmykket af Wiedewelt 1778Stik af J.F. Clemens (1748-1831); Johannes Wiedewelts mindestøtte for Hans Rostgaard og hans hustru, 1779-1781. Mindeparken i Jægerspris.Stik af J.F. Clemens (1748-1831); Johannes Wiedewelt: Mindesten for Peder Tordenskjold, 1779-1781. Mindeparken i Jægerspris.Stik af J.F. Clemens (1748-1831); Johannes Wiedewelt: Mindesten for Hannibal Sehested, 1779-1781. MIndeparken i Jægerspris.Johannes Wiedewelt: Udkast til overdelen af gravmæle for Georg Nielsen, afdeling A på Assistens kirkegård, 1798.