Natasja og den store familie

Natasjas mor, Kirstine og Natasjas far, Ahmed blev skilt. Ahmed flyttede tilbage til Sudan, hvor han senere blev gift igen og fik tre børn. Da Natasjas forældre var sammen, forstod Ahmed aldrig helt, hvad man skulle der i skoven. At sidde ved et bål og stege sin mad var der for ham at se ikke meget fremdrift ved. Han var mere til storby og udvikling.

Kirstine mødte Leo, der i forvejen havde datteren Julie. Hun var nogle år yngre end Natasja. Som lille boede Julie mest hos sin mor, men hun holdt weekender og ferier med Natasja, Kirstine og Leo. Mor Kirstine er fotograf på Rigshospitalet på Plastic-kirurgiske Afdeling.

Natasjas mormor boede i Sverige på en stor ødegård. Her holdt Natasja og hendes familie ferie om sommeren og her fejrede de også altid jul. Her er marker med heste, skov og sø.

 

Bryggebarn

Islands Brygge, der nu er en mondæn del af København med havnebassin og nybyggede boliger til skyhøje priser, var tidligere et arbejder- og studenterkvarter med små og billige boliger.

Danmark i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne var en periode præget af borgerinitiativer: Fristaden Christiania, kvindebevægelse, modstand mod atomkraft, miljøbevægelser, beboerbevægelser og forskellige lokalpolitiske grupperinger. Bydelen Islands Brygge havde ”Beboerforeningen Bryggegrupperne”. På naturens og den menneskelige overlevelses vegne satte man sig op imod undertrykkelse og den statslige ”fornuft” og ville have større og mere direkte indflydelse på de beslutninger, der angik ens eget liv. En samlende kraft var modstanden mod Dansk Sojakagefabrik i folkemunde ”Sojakagen”, der lå midt i boligkvarteret. Togskinner i gaderne viste helt konkret, hvor den giftige klor blev transporteret fra fabrikken ud gennem bydelen.

Tidens modstand mod umyndiggørelse og idealerne om indflydelse og selvbestemmelse får også indflydelse på skoleområdet. I folkeskoleloven fra 1975 § 16 stk. 4 hedder det: ”Undervisningens nærmere planlægning og tilrettelæggelse, herunder valget af undervisningsformer, -metoder og stof, skal i videst muligt omfang foregå i samarbejde mellem læreren og eleverne”.

Skolen på Islands Brygge i folkemunde ”Bryggeskolen” eksperimenterede med pædagogikken. Skolen var nystartet i nogle pavillonbygninger af midlertidig karakter og udviklede sig i takt med at klasserne fra børnehaveklasse til og med femte klasse blev fyldt op. Her blev dagen ikke kimet i stykker af en skoleklokkede, der ringede ind og ud. Der blev arbejdet emneorienteret i en sammenhængende skoledag uden lektioner. Emnerne blev valgt i samarbejde med børnene. Demokrati var et centralt begreb i pædagogikken. Der skulle ikke bare stemmes om, hvilke emner der skulle arbejdes med. Ungerne argumenterede for, hvorfor de ville arbejde med emnerne. Der var mange børn i klasserne, men hver klasse havde to klasselærere. Natasjas lærere hed Helle og Per.

I Natasjas klasse vælger børnene et projekt om vandhullerne på Fælleden. De skriver og tegner og laver en udstilling med plakater og akvarier med dyr fra vandhullerne. Udstillingen viser, at børnene er bange for, at Sojakagefabrikken skal forurene og slå dyrene i vandhullerne ihjel. En bekymring der er helt i tråd med Flemming Quist Møllers historie om ”Snuden”. Politisk korrekt børne-tv fra slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne. Snuden, der er verdens hemmeligste og fredeligste dyr, flytter fra sin dejlige mose ind til den forurenede by. Her har noget giftigt stads gjort rotten Rita kæmpe stor! For et Bryggebarn var der forurening nok at være bange for. På skolen var der en alarm, der ville lyde ved udslip fra Sojakagefabrikken.

Børnenes udstilling blev vist på Københavns Rådhus. Hele klassen var med og blev beværtet med rådhuspandekager.

 

 

VIDSTE DU AT Natasjas livret var risengrød?

 

Fra Natasjas dagbog, turen til Ægypten og Sudan, 2002.

Lørdag d. 25. maj. Lortpis lorte mekanikere & lortepisse VARMT!!! Hjem og i seng m. dårligt humør & hedeslag.

Lørdag d. 18. maj. Slappe af & til vest omdurman & ride på kamel m. familie & Khalid & Amir

Søndag d. 19. maj. Til Sabasoba & se the 6th. Cataract (vandfald). Det smukkeste stykke af Nilen jeg endnu har set m. bjerge & det hele (eventyrland). Fed tur men med en lidt overbelastet bil.

Tirsdag d. 30. april. Var på Nationalmuseet & se meget interessant kultur & gamle ting & sager fra den kristne periode & helt tilbage til 4000 BC & så ud og ride på en halvdum hest.

 

VIDSTE DU AT

  • Nilen i Egypten består af to floder? Den hvide og den blå Nil.
  • den Hvide og den Blå Nil løber sammen i Sudans hovedstad Khartoum?
  • den blå Nil udspringer i Ethiopiens højland?
  • den Blå Nil udspringer i Lake Tana?
  • Lake Tana er en hellig sø for de koptiske Ethiopiere?
  • den hvide Nil udspringer i Afrikas største sø Lake Victoria?
Natasja og den sudanesiske familieRastafari raggamuffinFlæskekarbonaderMed Julie, Leo og Kirstine til koncert i Stengade 2004