Landskabet som lærred

De første, der skabte de landskabelige anlæg, var fyrsterne. For deres vedkommende var de et led i forsøget på at skabe et image som oplyst monark. Vigtigst var det at skabe en privatsfære, hvori man kunne underholde og blive underholdt, en vi fyrstelig illusion om at sprænge de fysiske rammer for ens egen låste tilværelse. På et afgrænset stykke jord kunne man tage på en visuel rejse gennem de norske fjelde, videre til Schweiz, gennem Kina, oldtidens Grækenland og mere eksotiske egne, der ved flora og fauna kunne fængsle den besøgende i haven. Samtidigt tillod rammerne for det landskabelige anlæg visse regionale træk. Det kunne være bønderhytter fra fjerne egne af ens eget land, en birkelund, en norsk sæterhytte, en gravhøj med stensætning, et romersk tempel og lignende.

Datidens gartnere benyttede alverdens eksotiske planter som deres palet og landskabet som lærred: “Med det i og for sig allerede uomtvistelige Princip ad kunstig vej på et og samme Sted at samle alle naturens Afvekslinger som Bjerge, Klipper, vandfald, Søer og Floder, forenede de engelske teoretikere den Ejendommelighed også at ophobe de forskellige ruiner. Obelisker, Pyramider, Tempelruiner, kinesiske Broer, tyrkiske Lysthuse og pagoder fandtes der sammen med allegoriske Statuer, falske Gravmonumenter og Brudstykker, der ganske vilkårligt var taget fra de forskelligste Tiders Arkitektur” (Nolhac, Pierre de: Marie Antoinettes Trianon, 1926)

Til at illustrere disse forskellige stemningsskift i naturen benyttede man sig af virkemidler, som man også ville have brugt på teatret: for- mellem og bag-scene, sidestykker og sætstykker, der var beregnet på at skulle ses fra bestemte udsigtspunkter eller skovlysninger og åbninger i trækronerne. En spadseretur i et landskabeligt haveanlæg kom derfor til at rumme overraskelser for øjet, som var forudbestemte af den gågældende gartner, arkitekten og havens ejer i fællesskab. Et løvhang kunne pludseligt åbne sig og vie udsigten til et skjult lysthus eller en obelisk langt borte, eller en sti kunne ledes hen til en skrøbeligt udseende bro, hvorunder en kaskade af vand vældede ned i en dramatisk afgrund af kunstige eller ægte klipper. Det romantiske haveanlægs virkemidler kunne også være en landlig idyl med høstakke og bondehuse i det spredte landskab, hvis miljø idyliseredes af stengærde, pælehegn og spredte trægrupper; en fontæne, i et skovparti af gamle træer, hvis blidt rislende vandstråle bugtede sig fra kilden; en øde og dramatisk egn, med klipper i baggrunden og en stråtækt eneboer-hytte, eremittens hjem, foran hvilken går græssende får; det eksotiske islæt med en italiensk udsigt fra en formel have med espalierhegn, statuer og platantræer; en gravlund tilplantet cypresser og taks, hvis dramatisk overskyede himmel understreger den sørgmodige stemning ved et alter og en gravurne: Scenerier fra teatrets bræddegulv omsat til havekunst.

Overraskelsen ved at se et haveanlæg, der blev omskabt fra tidligere moder til det romantiske, kunne netop ved de mange forskelligartede elementer i haven slå benene væk under en havevandrer.  Det var da heller ikke alle, der i tiden syntes om sammenblandingen af virkemidler i den romantiske havestil, der for den sande haveelsker kunne virke kunstig. En litterær satire, opslået som salgsannonce i datidens avis, nævner følgende om en reaktion på det, der med tiden blev opfattet som udslag af naturens unatur:

Til brug for Teatre og restaurationer tilbydes, færdig til at opstilles, en Række rekvisitter. Et kinesisk Lysthus, foroven indrettet til et Dueslag med det danske Flag vajende fra Toppen; et norsk Træhus med tilhørende Græsbænk til Hvile og Betragtning; en eremithytte med rummelig Spisesal, et stort Fløjbord, to Dusin Stole, og to Spillekabinetter; en høj, skrøbelig Træbro, som bekvemt kan opsættes, hvor der er lidt eller intet Vand; et Par brudte, riflede marmorsøjler af Træ, at anbringe som græske Ruiner; et gotisk Vagttårn med Kanoner og Fæstningsanlæg til en Ø med eller uden Vand

Man kunne også opsætte skilte med digte og opbyggende sætninger, der intellektuelt udfordrede vandreren og fremkaldte tankevirksomhed om livets forgængelighed, døden – ja, alle stemninger. Sådanne digte blev udgivet i samlede skrifter og kunne købes per subscription i udlandet.

I den ny, videnskabeligt indstillede tid, kunne anlægget også danne baggrund for en forbedring af bønders dyrkningmetoder og avlsprogrammer. Så fik det landskabelige anlæg en praktisk bagtanke, hvor produktionshaver med en undersøgelse af nye dyrkningsmetoder eller husdyravl til forædling af for eksempel en bestemt fåre- eller kvægrace og derfor mere produktive landsbrugsmetoder. Det gjorde f.eks. Frédéric de Coninck. I et brev til sin ungdomsven, schweizeren E.S.F. Reverdil, der havde været Christian den Syvendes kabinetssekretær, gav de Coninck et levende indtryk af det arbejde, der måtte gøres for at forbedre og genoprette ejendommen:

Da jeg ingen forstand har på agerdyrkning, og da jeg kun har købt stedet for behagelighedens skyld og uden tanke på profit, havde jeg lagt den plan at dele det hele op. Da ville der være jord nok til det, da at bygge lige så mange bøndergårde og således at gøre 5 af 6 familier lykkelige.(…) Medens jeg venter har jeg fået en frisisk bonde og hans kone til at komme; de passer et lille hollænderi på 80 køer, som jeg har indrettet

Coninck indrettede et mønsterlandbrug med et for tiden moderne mejeri på sin avlsgård. Han anlagde desuden en omfattende køkkenhave, en planteskole, en fjerkræfarm og en dyrehave samt skovbrug.

Erik Pauelsen (1749-1790), Aftenlandskab ved Gentofte, 1764-1790. Statens Museum for KunstErik Pauelsen (1749-1790), Æresstøtten for J.H.E. Bernstorff på Gentofte Bakker, 1788. Statens Museum for Kunst.Erik Pauelsen (1749-1790), Sarpfossen i Norge, 1789. Serien af norske billeder blev købt af Kong Christian den Syvende og ophængt på sommerslottetFrederiksberg Slot. Statens Museum for Kunst.Erik Pauelsen (1749-1790), Passagen gennem Krokkleven ved Ringerike i Norge, 1788-1789. Statens Museum for Kunst.Erik Pauelsen (1749-1790), Tistedalen ved Frederikshald i Norge, 1788. Statens Museum for Kunst.