Liv i gamle klude – en udstilling

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Det russiske kejserhus tjenestefolk var alle omhyggeligt udvalgte til deres tjeneste. De kom fra familier, der havde tjent romanoverne i generationer. Dagmars kammerfrøken, Cecilia Grünwald, var f.eks. i familie med kejserindens staldmester, general Arthur Grünwald. De var ikke alle russere, men stammede fra alle dele af det russiske imperium og fra udlandet. Engelske ”nannyer” var inden 1. verdenskrig den helt store mode. Dette til trods for at Alexander d. Tredje ved sin tronbestigelse i 1881 indførte en række ændringer ved hoffet. I overensstemmelse med en ”tilbage til det gamle Ruslands dyder”-doktrin, sørgede han for, at hoffets stab af tjenestefolk, inklusive kokken og overtjeneren, kun bestod af russere. Dagmar havde dog abessinske tjenere, der gik med sorte jakker med guldsnore, røde pludderbukser, gule sko og hvide turbaner. Storfyrstinde Olga mindedes bl.a. gamle Jim Hercules ”en neger der tilbragte sin årlige ferie i Staterne og havde krukker med guavagelé med hjem til os børn. Og der var Mario, en kæmpe af en abessinier (…) Det var ikke meget, der blev forlangt af dem, og de var heller ikke alt for ivrige efter at bestille noget, men de var dog en slags vejvisere i det store palads. Og de var navnlig fortræffelige legekammerater for os børn. To af de negre, der gjorde tjeneste i Gatchina i min barndom, var ”krigsbytte” fra den tyrkiske krig. En af dem var en kær, gammel amerikansk neger (…)Jeg tror ikke, de lyttede ved dørene” sagde storfyrstinden, ”men de vidste mere om os, end vi selv vidste. Selv da jeg var ganske lille, sivede nyhederne ind i barnekammeret – trods Njanjas årvågenhed – inden morgenmaden”.

Tjenestefolkene havde faste opgaver – nogen havde mere at lave end andre. De fulgte kejserfamilien fra bolig til bolig, på rejser indenrigs eller til udlandet: Til Danmark, og Frankrig til f.eks. Biarritz og Nice. På togrejser til udlandet kunne det være svært at kende tjenestefolkene igen, hvis de havde skiftet deres dagligdags arbejdstøj. Stivede forklæder og bomuld var skiftet ud med silkehatte, fjer og taftkjoler. Ved tsarhoffet havde kejserindens tjenestefolk deres egne tjenestefolk, som også havde tjenestefolk.

Det er først, når tingene ikke er som de plejer at være, når krisen kradser i overfladen, at forholdet herre-tjener virkelig må stå sin prøve. Da kostumeballerne, maden, de fine kammerdugsskjorter – rene og stivede – og de gyldne sale pludselig blev byttet ud med mindre omgivelser, dårligere mad og usikkerhed.

Sådan var situationen da Nikolaj d. Anden i 1917 frasagde sig tronen. Forholdet mellem enkekejserinden og hoffet ændrede sig. Mange fra Dagmars hof, der hidtil havde solet sig i hoffets stråleglans, turde ikke følge hende ind i den uvisse fremtid, der ventede. Enkekejserinden blev på det nærmeste båret ud af Kiev, Ukraines hovedstad, hvor hun en overgang havde boet. I diverse Romanoff-boliger langs Krimhalvøens kyster, kom Dagmar, dele af hendes familie og dele af det tilbageblevne hof til at leve tilbagetrukket indtil 1919. Af enkekejserindens førhen så talrige hofstab, fulgte kun kuban-kosakken Timofei Jaschik, don-kosakken Kirill Poliakoff, hofdamen grevinde Zinaida Mengden, kammerfrøken Cecilia Grünwald og hofchefen fyrst Dolgorukij. Under dette ophold kom desuden tjeneren Ivan Abramovitj Viagis til.

Dagmar kom dog ikke til at savne opvartning. Det lille ”hof” og hendes familie gjorde alt for, at hendes dagligdag ikke skulle forstyrres som deres egen blev det. Hun anede formodentlig ikke, hvad hoffolkene skulle gennemgå for hendes skyld. Da hele husholdet blev udsat for væbnet ransagelse, oplevede kejserinden det frygtelige i hendes egen situation som: ”Folkene var arresterede, saa jeg ikke kunde tage mit Bad eller faa min caffe”. Midt under en Tyfus-epidemi må hofdamen Ziania Mengden gå til sengs: ”Zina laae endnu med Hovedpine & vist Forkjølelse, saa jeg var hele Dagen derefter ganske alene (…)Vi er meget faae (..) Mine to Cosakker er hos mig, Jasjtjik og Poliakov, som varte op ved Bordet, da der er saa faae Tjenere nu. De er klædt i Tcherkesse (kosakuniform)”.

Fælles for både Zinaida Mengdens og Timofej Jaschiks erindringer er, at de pointerer det ærefulde hverv, og at de accepterer ikke at have noget andet liv end tjenesten. I Jaschiks tilfælde accepteres det at familien kommer til at leve deres liv uden ham, kun afbrudt af lejlighedsvis orlov. I Zianida Mengdens tilfælde nævner hun, at hun i hele sin tjenesteperiode kun har søgt om orlov 3 gange. Og det er i hele perioden 1912 til 1928. Begge skriver også, at nok var det ærefulde erhverv, men hvis man ikke havde økonomien i orden hjemmefra kunne tjenesten ikke lade sig gøre. Beskrivelser af de gode, loyale tjenestefolk der højlydt begræder tabet af deres herrer er legio. Mærkeligt nok beskriver Jaschik selv i sine erindringer, at flere hoffolk, bl.a. Dagmars kammertjener, vidste hvor vinden bar hen: ”På det tidspunkt viste det sig imidlertid, at adskillige af tjenerskabet ikke havde spor lyst til at rejse med (til Krim red.) De havde med større og større betænkeligheder set lavinen skride, og efterhånden var de stærkt bange for selv at blive revet med. Om det så var kejserindens kammertjener, bad han sig undskyldt. Han følte sig desværre utilpas..” Og den dag kom, da de også så deres privilegerede tilværelse falde. I Skt. Petersborg blev de i Anitjkoff-palæet endnu residerende tjenestefolk bedt om at flytte. Fra kammerjomfruen Cecilia Grünwald fik man at vide, at Dagmars garderobeforvalter og andre blev smidt ud og ikke modtog nogen gage. Og på Krim så det også slemt ud blandt de tilbageblevne folk. Man begyndte under indflydelse fra de røde matros-vagter at holde ”faglige møder”. Storfyrstinde Xenias børn blev brugt som postilloner og lyttede ved dørene. Møder for alle ansatte blev ført an af de der råbte højest. En godsforvalter blev kaldt en ”korrupt kapitalist”. Flere af tjenerstaben gik med røde mærker. Fra marts måned 1917, altså i begyndelsen af opholdet på Krim, var ingen længere i stand til at udbetale lønninger. Alle ejendomme var blevet erklæret national ejendom. En følge heraf blev, at Dagmars chauffør, der egentlig var blevet afskediget, da hendes bil blev konfiskeret, nationaliserede garagebygningen. I anledning af nationaliseringen blev indkaldt til møder for alle ansatte. Dagmars svigersøn Alexander Michailovitj, fik at vide, at han kunne melde sig selv og sine ind i arbejderforeningen.

Da de tyske og allierede tropper blev fortrængt fra Krimhalvøen, og Dagmar endelig samtykkede til afrejse, mødte det gamle Ruslands kejserdømme en række tjenstgørende officerer og menige fra den engelske flåde ombord på slagskibet H.M.S. Marlborough. Vi hører, at de engelske sømænd forundres over at prinsesse Marina Petrovna giver sin køjeplads og en ekstra madras til en ældre tjenestekvinde, således at hun selv må sove direkte på skibsdækket. Alle tjenerpersonalets og herskabets kufferter var i øvrigt blevet efterladt uden navneskilte i en stor dynge på skibets dæk, i forventning om, at det var der nok nogen, der tog sig af. I Yalta blev der således lodset over 200 tons bagage. De engelske sømænd noterede sig Dagmars livkosakker, der havde 12-timers tjeneste, og skiftedes til at sove ved hendes dørtærskel. De vidste altid, hvor kejserinden var, de skulle bare kigge efter en tårnhøj kosak.

De engelske sømænd bemærkede de russiske tjenestefolks uduelighed: De blev trætte af deres pligter, om det så var at blive stående ved deres bagage, og gik deres vej. Vel ankommet til Malta blev de engelske officerer mere bestyrtede over at opdage, at storfyrstinde Xenias sønner selv måtte lodse bagagen for deres engelske ”nanny” miss Coster, mens de russiske kammertjenere stod og dovnede.

Da Kejserinde Dagmars jordiske rester i oktober 1928 blev stedt til hvile i Roskilde Domkirke, genopstod det gamle kejserlige Rusland for en dag. Fra alle hjørner af Europa ankom russiske emigranter, der havde forladt deres fædreland efter revolutionen og borgerkrigen mellem de ”hvide tropper” og ”de røde”. Prinser og prinsesser, ministre og gejstlige, officerer og industrimagnater. I denne brogede forsamling tiltrak to enorme figurer sig opmærksomhed. I lange brune kosak-kaftaner, pelshatte og lange støvler, bærende krumme sabler, glimtende dolke og pistoler i bæltet. De gik langsomt ved siden af kisten, med ubevægelige ansigter. Det var kejserindens trofaste livkosakker Timofej Jaschik og Kirill Poliakoff, som havde fulgt hende igennem alle farer og omskiftelser og som nu fulgte kejserinden på den sidste rejse.

 

Fra udstillingen om kejserinde Maria Fjodorovnas hoffolk