Jens Jørgen Thorsen

Filmene i projektet ”Levende fortællinger på tværs af tid og rum”, der er støttet af NordeaFonden, kan danne afsæt for en diskussion af holdninger og værdier.

 

Filmen om Jens Jørgen Thorsen

Forslag til diskussion under emnerne ”omverdensforståelse” og ”kroppen”.

Jens Jørgen Thorsens liv og virke som kunstner og provokatør spejler udviklingen i 1960erne og 70erne. En periode med oprør mod konventionerne og seksuel frigørelse.

I ”Hippietiden” var der – med filminstruktøren Thomas Vinterbergs ord – ” kønsdele i øjenhøjde”, når man var barn af frigjorte forældre og boede i kollektiv.

 

Hvilket forhold har man til den nøgne krop i dag?

Hvor mange af nutidens børn og unge har badet nøgne fra de danske strande sammen med deres voksne?

 

Når en helt almindelige krop ikke længere er synlig på landets badestrande, er det svært at vide, hvordan en naturlig krop ser ud. De kroppe, der vises frem i det offentlige rum – eksempelvis i reklamer og på ”reality-tv” – er de manipulerede kroppe. Derfor får børn og unge ofte et forkvaklet forhold til deres krop.

 

Hvad tænker du, om filmens nøgne kroppe?

Bliver du pinligt berørt, af al den nøgenhed?

 

Jens Jørgen Thorsen kunne godt lide provokere.

Han gav sine billeder titler som ”De åbne kussers land”, Den våde kusse” og ”Den varme kusse”.

Da vi i Kulturcentret ASSISTENS samlede billeder til udstillingen ”Jens Jørgen Thorsen – en billedmager”, vist i Kapellet i 2003, og havde efterlysning af billeder på Politikens bagside, blev vi ringet op af billedejere, der knapt kunne få billedets titel over deres læber! Jens Jørgen har sikkert moret sig kongeligt over de pæne damer fra Charlottenlund, der havde kusser hængende på væggene, købt i Galleri Grothe på Jægersborg Allé.

 

Kataloget ”Jens Jørgen Thorsen – en billedmager”, Kulturcentret ASSISTENS 2003 indeholder artikler af kunstnervennen Jørgen Nash, ”Der er et liv efter fødslen” og ”Vitaminbombe og syndebuk”, af

tidligere trafikminister Arne Melchior ”Thorsen og jeg” (om Jesus-maleriet på Birkerød Station 1984), af læge Jens Nielsen ””Høj af skummetmælk” og af cand.mag. Nikolaj Rønhede ”Postmoderne før det var moderne”. Kataloget indeholder endvidere kronologi og værkfortegnelse. Kataloget kan købes i Kulturcentret ASSISTENS.