Interview med Natasja

Natasja havde netop vundet reggae-musikkonkurrencen, Irie FM Big Break Contest i Kingston med sangen ”45 Questions”. Som den første ikke-jamaicaner. I en konkurrence med 700 deltagere. Præmien var en pladekontrakt, musikvideo og et job til Raggae Sumfest- festivallen. I den forbindelse gav hun interview til en radiokanal i Jamaicas hovedstad Kingston, 2006.

 

Journalisten (J): Til lykke Natasja med konkurrencen. Jeg må indrømme, at da jeg hørte dig på scenen tænkte jeg, hun vinder nok ikke, men hun får en fantastisk karriere.

Natasja (N): Jeg tænkte heller ikke selv, at jeg vandt. Men jeg har arbejdet på min karriere siden jeg var 13 år gammel.

J: Publikum i Jamaica genkender en virkelig stjerne, når de hører en! (Fælles latter). Men sig mig, hvordan kom du ind i musikken?

N: Jeg er født og opvokset i København i Danmark med en dansk mor og en afrikansk far. Mine forældre lyttede til reggaemusik. Danmark er et land fyldt med musik. Rock and Roll, Hip Hop og Folkemusik. Da jeg var 5 år gammel fandt jeg et gyldent album med en løve udenpå. Det var Dennis Brown, vist nok fra 1974, det år jeg er født. Jeg følte mig straks tiltrukket af musikken. Jeg mødte meget musik i min barndom, men det var altid reggaen, som jeg følte mest for.

J: Hvilken musik spillede du i No Name Requested?

N: Jeg mødte en pige, der var af blandet baggrund som jeg selv med en afrikansk far og en dansk mor. Danmark er et land, hvor de fleste er hvide, så når du møder én, der ligner dig selv, så opstår der en særlig forbindelse af genkendelse. På det tidspunkt var jeg DJ, og hun lavede Rap/ Hip Hop. Og så blev vi enige om at blande det. København er et musikalsk centrum, hvor du møder meget forskelligt musik. Der er en meget åben musikscene. Så selv om min mor ikke havde mødt min far, så havde hun nok alligevel lyttet til reggae. Afrikansk musik har rytme, varme og vibrationer. Fordi No Name Requested var søde og anderledes, fik vi lov til at være med på musikscenen. Hurtigt fik vi et underground publikum, der fulgte os. Den første koncert gik godt. Næste koncert var der stuvende fuldt.Vi fik også stor opmærksomhed fra medierne. Vi fik en pladekontrakt, da jeg var 17 år gammel med 2 singler. Da vi skulle arbejde på vores album, havde pladeselskabet glemt os. De havde travlt med et band, der hed Ace of Base (svensk popband). I stedet tog vi til Jamaica på en 3 måneders turne. Jeg ville gøre tingene ordentligt. Kende landskabet og sproget.

J: Hvem er du inspireret af, hvem er dine mentorer, Tanya (Dancehall Queen)?

N: Det har jeg hørt folk sige, men jeg har aldrig forsøgt at lyde som hende. Jeg respekterer Tanya, og synes hun er en stor sanger, men jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle lyde som hende. Shelly Thunder er en stor inspirationskilde og Sister Nancy.

J: Nu, hvor du har vundet, er der en masse løfter om, hvad der videre skal ske. Har du påbegyndt produktionen af musikvideoen?

N: Ja, jeg var til fotooptagelser i går. Folk tager det seriøst. Jeg får en masse opmærksomhed lige nu. Videoen bliver optaget på mandag. Jeg håber, at det bliver godt, for rigtig mange mennesker gør et fantastisk arbejde. Jeg skal spille koncert på ”The International Night”, og jeg glæder mig til at blive genkendt ”In the Dancehall”. At være accepteret som musiker på Jamaica betyder, at jeg kan sove godt resten af mit liv!

J: Dit sprog. Du er helt i tråd med det jamaicanske – slang og det hele.

N: Det lyder så godt, når folk her taler. Jeg er halvt dansk halvt afrikansk. Min krop ved ikke, hvor den hører til. Oppe nordpå i Danmark fryser jeg, jeg behøver varmen. Folk på Jamaica er også afrikanere. Når jeg er her, får jeg Afrikas varme og rytme, men i et højere tempo. Jeg glæder mig så meget til at arbejde med en jamaicansk producer.

 

Oversat fra engelsk af Farhiya Khalid