Fruentimmers valgret

I løbet af 1800-tallet stillede demokratiforkæmpere krav om, at rettigheder og politisk medborgerskab skulle omfatte alle og ikke være afhængig af køn og status. Kvindernes valgretskamp blev ført i årene op til afstemningen om kvinders valgret. Da venstrepolitikeren Fredrik Bajer i 1886 foreslog, at kvinder skulle have kommunal stemmeret, tog debatten og udviklingen for alvor fart. Venstre og Socialdemokratiet fremsatte flere gange forslaget, der blev vedtaget af Folketinget, men forkastet i Landstinget. Elna Munch (1871-1945), der blev en af fire kvinder, der som de første blev valgt ind i Folketinget i 1918, skrev:

“I de velstillede Familier følte Døtrene sig tilovers; nogle af dem søgte Arbejde for Tidsfordriv og som Bifortjeneste, andre for at sikre sig en selvstændig Existens. Og fra Arbejderhjemmene drog Tusinder af Kvinder ind på Fabrikkerne, hvor de kom til at leve under lignede Kaar som Mændene. Med det nye Arbejde fulgte ny Trang til nyttige Kundskaber og en Selvstændighedsfølelse, som kun faa Kvinder tidligere havde besiddet. Endnu i 1887 mente August Strindberg, som var opfyldt af Forfærdelse over Kvindernes Indtrængen på Mandens Enemærker, at man passende kunde indskrænke Kvindernes Erhverv til følgende: Kejserinde, Dronning, Abbedisse, Lærerinde, Kunstnerinde, Modehandlerinde, Syerske, Jordemoder, Frisør, Husholderske og Tjenestepige.”

Flere af Elnas kampfæller er begravet på Assistens Kirkegård: Kvinder der blev de første i rækken af kvindelige professorer, advokater med møderet for højesteret og virksomhedsgrundlæggere. Fra 1875 fik kvinder adgang til at studere ved Københavns Universitet, og i 1921 kom Loven om lige Adgang for Kvinder og Mænd til Tjenestestillinger og Hverv under Stat og Kommune.

Astrid Friis (1893-1966) blev Danmarks første kvindelige professor. Hun opfattede det at være kvindelig forsker både som en rettighed og en forpligtelse, der krævede sine ofre. Som flere andre af de kvinder, der skabte sig en erhvervskarriere for 100 år siden, forblev hun ugift. Astrid Friis deler grav med sin søster.

I 1908 kom man et skridt tættere på ligestilling på det parlamentariske område. Kvinder fik nu stemmeret og blev valgbare til kommunale råd. Kvinders politiske arbejde og pres fra organisationer førte til, at grundloven blev ændret den 5. juni 1915, hvor kvinder fik ret til at kunne opstille og stemme til valg til Rigsdagen. Ved det første valg efter grundlovsændringen blev fire kvinder valgt til Folketinget og fem til Landstinget. En af de valgte var Socialdemokratiets Nina Bang, der i 1924 blev Danmarks – og Verdens – første kvindelige minister