Forskning

Igangværende forskning i Centret rummer emner fra moderne begravelsestrends over personal- og musikhistorie.

 

Moderne begravelsestendenser, et igangværende projekt af centerleder Gitte Lunding 

Slægten er gravmælernes tydeligste udsagn om fællesskab på kirkegårdens ældste gravsteder blandet med udsagn om det opvoksende borgerskabs nye selvfølelse. Hvor adelen havde deres våbenskjolde, der fortalte om fællesskab og tilhørsforhold, havde borgerne emblemer på “borgerdyder” som flid, velstand og gavmildhed og symboler på næringsveje.

Gravmælet fortæller ikke bare om døden, men også om det liv og de fællesskaber, som den afdøde indgik. På en tur hen over kirkegården kan vi udskille 3 typer fællesskab, der har forskellig vægt igennem forskellige historiske perioder: De givne fællesskaber som man bliver født ind i, hvor medlemskab er lig med slægtskab. De opnåede fællesskaber, hvor medlemskab erhverves i løbet af livet eksempelvis gennem en profession eller gennem et ægteskab. Og endelig de valgte fællesskaber, der er baseret på et interessefællesskab og en valgt identitet.

Vore dages gravsteder fortæller også om fællesskaber, men nu er det om selvvalgte interessefællesskaber frem for slægt og erhverv. Slægten har mistet sin tidligere betydning som pejlemærke og erhvervsfællesskabet er heller ikke længere identitetsskabende i samme omfang som tidligere.

Forestillingen om at komme til at ligge i sin vennekreds dukker op forskellige steder.I urnereoler kan en vennegruppe eller et opgangsfællesskab få tildelt plads sammen. På Assistens Kirkegård kan idéen om venne- eller interessefællesskabet allerede ses praktiseret. Her ligger en række gravsteder – anlagt tæt ved hinanden – hvor seksualitet og dødsårsag tilkendegives på stenene i form af AIDS-sløjfer. Gravsten med AIDS-sløjfer har stor forklaringskraft, der fortæller om både seksuel observans og dødsårsag. Samtidig er det et Memento Mori – livet er farligt, du kan dø af det. H.C. Andersen ligger også i et vennegravsted – sammen med Henriette og Edvard Collin – så nogen helt ny tendens er det ikke.

Andre gravsteder på kirkegården rummer tilkendegivelser af politisk- indeologisk karakter som “Greenpeace to the World”, “Hara goden” (den gode kriger) eller “The pencil was his weapon”. De afdødes fritidsliv får mæle i en række udsagn som “fodbolddommer” eller “kogekoge”. Endelig er der, som en ikke tidligere set tendens, en motorcykelklub der har anskaffet et fælles gravsted på 36 kvadratmeter. Klubmedlemmerne ønsker at sætte sig et fælles monument i form af en meget høj, blankpoleret, sort bautasten – på højde med J.F. Willumsens monument over familien Bohr. En tilkendegivelse med stor symbolværdi.

Imidlertid er de aktuelle tendenser i kirkegårdskulturen ofte af modstridende karakter. Mønstret er ikke så klart aflæseligt i samtiden, som i de historiske tilbageblik. Iagttagelser af besøgsmønstre på de nye gravsteder viser, at mennesker der dør unge, har en anderledes placering i erindringen hos de efterladte end tilfældet er det for ældre afdøde, og de unges gravsteder er ofte samlingspunkt for familie- og vennekreds på en helt anden måde end tilfældet er det for de ældre afdøde. De unge døde “lever med” i et hverdagsliv og gravstederne bliver “hjemliggjorte” ofte med indretning af ikke blot gravstedets fladeareal, men også rummet omkring det og over det med nedhængte ting i træerne, orientalske vindklokker, vindharper og vindmøller.

Dan Turèlls gravstedI Mexico har man et helt andet forhold til brugen af kirkegården end i vores del af verden