H.C. Andersen i København

Tidspunkt: søn 8 sep kl.13:30-16:00

Kategori:


I år er det 200 år siden, at Andersen forlod Odense og rejste til København. Vi sætter fokus på den unge Andersen og på den by han ankom til. Hvad ville Andersen i København? Hvem opsøgte han? Og hvilken by og kultur kom han til? En tema-eftermiddag om Andersen med omvisning på kirkegården, Andersen-causerier og udstilling i Kapellet. Kom og vær med til at fejre Andersen!

Arrangementet er gratis og støttet af Nørrebro Lokaludvalg

Mere: 2019. I år er det 200 år siden, at H.C. Andersen som bare 14 årig forlod sin fødeby og begav sig ud på sit livs rejse. Rejsen mod den universelle berømmelse.

På denne lange vej har Hans Christian Andersen skrevet skuespil, romaner, rejseskildringer, erindringsværker og eventyr. Igennem forfatterskabet løber en lille rød tråd om ønsket om at høre til, passe ind og blive anerkendt. Uanset hvem eller hvad man er. H. C. Andersens eventyr og historier overskrider det tidsbundne og det personlige. For i dem har han skabt universelle skikkelser og skæbner, der taler til læsere over alt i verden og i alle aldre. Og alle eventyr har en genialitet og en dybere mening.

H.C. Andersen forholdt sig åbent og nysgerrigt til verden, både i forhold til de muligheder, livet bød ham, og i forhold til de snærende konventioner, der herskede dengang. Han turde begive sig ud på nye stier, turde rejse ud i det ukendte, turde kontakte fremmede. Steder og personer som han følte sig beslægtet med i ånden. Andersen elskede alle. Og han elskede og levede i rejsen, i oplevelsen og i forfatterskabet.

H.C. Andersens livshistorie er båret af hans kreative, følsomme og sammensatte sind. Han var et menneske med en stærk vilje, en livsenergi, en skaberkraft og en genialitet, som vi alle kan beundre.

H.C. Andersens forfatterskab var og er mønsterbrydende. Døden er fra først til sidst et grundtema i forfatterskabet. Formatet er så stort, at det aldrig bliver slidt op. Og den universelt berømmede Andersen er begravet på Assistens Kirkegård. Og her i 2019 fejrer vi Andersen.