Drømmen om barndommen

Jens Juel: Dansebakken ved Sorgenfri ca. 1800. Børn – og voksne – i fri leg i den frie natur. Statens Museum for kunst.

Børn har ikke altid haft en barndom som i dag. Barndommen er ikke noget entydigt begreb, men er kulturelt og socialt betinget. Indtil renæssancen ser det ud til, at barndommen kun omfattede den spæde alder. Så snart de var i stand til det, måtte børn tage del i det lokale fællesskab som små voksne. I takt med den stigende opmærksomhed på familien og individet blev barndommen skilt ud som en særlig livsepoke. Konfirmationen, der blev indført i 1736, kom til at markere barnets overgang til voksenlivet.

Barndommen har naturligvis en historie der er forbundet med familiens historie. I løbet af 1700-årene ændrede voksne radikalt deres syn på barndommen. Børn blev ikke længere set som små voksne, men som individer med en egen natur og særlige behov. Børns påklædning blev en anden end de voksnes, de fik legetøj og møbler i børnestørrelse. Et tvedelt syn på barnet var vokset frem. På den ene side var barnet uskyldigt og et sandt billede på det guddommelige; på den anden side var det ufærdigt, uforstandigt og et umiddelbart offer for sin fra Adam nedarvede syndighed.

For at ændre disse forhold blev opdragelse og skolegang taget til hjælp. Det betød, at barndommen forlængedes ud over småbørnsstadiet, og at børns og voksnes verden blev skilt ad. Havde barndommen i ældre tid nærmest været ligegyldig, blev den nu livsvigtig. Først blandt adel og borgerskab, senere i det øvrige samfund. Børnene blev en følelsesmæssig investering for de voksne.

Det blev filosoffen Jean-Jacques Rousseau, som med romanen Émile fra 1762 pustede til en ulmende kritik af ældre tiders arvesyndprægede opfattelse af barnet. Émile opdrages til et naturligt menneske i samfundet til forskel fra det uciviliserede naturmenneske, der er samfundsmenneskets abstrakte modsætning. Da Émile forlader barndommen, træder han ved sin anden fødsel, den åndelige, i moralsk karakter.. Gud har givet os fornuften, for at vi kan kende det gode, samvittigheden, for at vi kan elske det, og friheden, for at vi kan vælge den. Gamle ordsprog som “grenen skal bøjes, mens den er ung” eller “den man elsker, tugter man” var for Jean-Jacques Rousseau det rene vrøvl. Alligevel sendte Rousseau selv sine egne børn på opdragelsesanstalt! Der var intet oprindeligt ondt i barnets væsen, mennesket var af naturen godt, men fordærvet af samfundet, hvor ufrihed, ulighed, hykleri og herskesyge trivedes.

Det onde i barnet var altså lige så naturligt som det gode, og barnet støttede sig til sine gode og mindre gode sider, når det gav efter for sin medfødte trang til at lære sin omverden at kende. Derfor burde den voksne så vidt muligt give barnet lejlighed til at gøre sine egne erfaringer. Den voksne skulle lytte og vejlede, ikke formane eller straffe. Fik barnet lejlighed til at gøre sine erfaringer selv, ville det helt naturligt lære heraf. Knuste det fx en rude, måtte det sove for åbne vinduer.

Jean-Jacques Rousseaus egne pædagogiske overvejelser genfindes hos en række af oplysningstidens pædagoger; deres værker blev studeret i de litterære saloner og omsat til praksis.  Herhjemme fik Rousseau sig en fortaler i dronning Caroline Mathilde og livlægen Johann Friedrich Struensee, der i opdragelsen af den unge kronprins Frederik gik langt i forsøget på at hærde og styrke barnet gennem læring. Men der var ikke tale om moderne pædagogik. På Christiansborg Slot måtte drengen vandre omkring i et uopvarmet barnekammer midt om vinteren kun iklædt en let skjorte. Som legekammerat fik han en dreng af borgerskabet, Carl, som han er afbildet med på en serie tegninger af maleren Peter Cramer. Enkelte af tegningerne blev omsat til kobberstik, der skulle vise den almene befolkning hvorledes den fremtidige kronprins blev opdraget efter de mest moderne principper: Når drengen skulle spise sin kogte kartoffel måtte han hente den på toppen af en legetrappe (han var bange for højder) og når han klagede over kulde måtte han ud i sneen. Og da han var bange for høje lyde og hunde fik han straks en hund. På slottet Hirschholm blev han holdt i en slags lege-frirum under hovedtrappen, med tremmer for!

Enkelte borgerlige og adelige kvinder tog i slutningen af århundredet de nye idealer til sig. På mange familieportrætter fra perioden ser vi, hvordan de, som Jean-Jacques Rousseau havde foreskrevet, selv ammede deres børn, opgav svøbet og flyttede på landet i sommerhalvåret, så børnene kunne få en så naturlig opvækst som muligt.

Netop den fri natur og ønsket om at komme ud af byen og i fri luft fik stor betydning for barndommen. I et brev til moderen Suzanne Esther, skriver Frédéric de Coninck i sommeren,  d. 1. juni 1782, om den glæde han føler ved sin landejendom, den vidunderlige natur. “Vore børn kunne ikke trives bedre end her, hvor de bestandig er i luften. Jeg forestiller mig, at de, når sommeren er til ende, vil være ganske solbrændte, men de vil hav skabt sig et forråd af den gode sundhed“. De Conincks børn blev også foreviget i leg og haverbejde, som silhoutte-klip i tidens smag, af sønnen Fritz de Coninck i 1790, ligesom kronprins Frederik og legevennen Carl var blevet det, med vandkande og rive på Hirschholm 18 år før.

 

Vi ser det også i tidens portrætkunst. Maleren Jens Juel, som er begravet på Assistens Kirkegård, har portrætteret den unge adelsmand, kammerjunker Marcus Pauli Holst von Schmidten, i løb på vej til sin skole. Det er et af de få eksempler på en figur i bevægelse fra Juels modne kunst. Det er ikke tilfældigt, at Juel har valgt at vise drengen i bevægelse, da hans skole ikke var nogen almindelig skole, men Christianis Institut, der lå uden for København (på Vesterbro), og hvor der blev udført en pionerindsats for at give børn mulighed for at dyrke leg og gymnastik i det fri. Christianis Institut havde fokus på bevægelse, og byggede Danmarks første legeplads. Juels portræt er altså ikke bare et portræt, men et statement!

Uanset at dette nye syn på barnet kun nåede samfundets øverste cirkler, så kom barnet alligevel på den samfundspolitiske dagsorden i Danmark i slutningen af 1700-årene, fordi tidens førende statsteoretikere satte lighedstegn mellem samfundsmæssig velstand og befolkningens størrelse og kvalitet. Først kom den høje spædbørnsdødelighed i søgelyset, dernæst befolkningens uddannelsesniveau. I Danmark døde i slutningen af 1700-årene 20-25% af de 0-1-årige, og yderligere 10% døde, før de blev ti år. Det var  begrænset, hvad lægerne kunne stille op herimod.

Lægen og overborgmester i København Jens bang henførte antallet af dødfødsler og døde barnemødre til korsettets skadelighed, og skrev en bog om det til oplysning. han var også medstifter af Fødselsstiftelsen, som på foranledning af dronning Juliane Marie blev oprettet allerede i 1759. Her kunne kvinder også føde uægtefødte børn i dølgsmål, dvs. helt anonymt.

Hvad der derimod fik stor betydning for barndommen i de kommende århundreder, var indførelsen af almen undervisningspligt med skoleloven i 1814. I forbindelse med konfirmationens indførelse i 1736 havde staten i 1739 forsøgt at gøre skolen til hverdag for alle børn, men måtte opgive dette på grund af godsejernes manglende villighed til at opføre skoler samt deres og forældrenes ulyst ved at give slip på børnenes arbejdskraft.

Forhandlingerne om den nye skolereform fandt sted i tæt samspil med landboreformerne. Gennem skolen skulle bondesamfundets drenge og piger lære sig at forvalte den nye landbrugsteknologi og finde deres plads i et samfund, hvor privat ejendomsret gradvist afløste de hidtidige standsrelationer.  Skoleloven i 1814 var imidlertid ikke ensbetydende med, at alle børn fra nu af gik i skole. På landet lagde lange skoleveje og børnearbejde hindringer i vejen; i en storby som København kunne det være svært at skaffe skoler nok. I 1840’erne regnede den danske skolehistoriker Joakim Larsen med, at op imod 25% af byens børn stadigvæk ingen skolegang fik.

“Naturliggørelsen” af barndommen hos Jean-Jacques Rousseau fik med romantikken en dimension af det sublime. Barndommen dyrkedes af voksne som noget på én og samme gang evigt tabt og evigt nærværende.  Det lille barn fik et sted, hvor dets natur kunne folde sig ud under legende og naturlignende former.Tankerne om det naturlige barn og romantikkens barnesyn fandt i Danmark fra 1830’erne vej til det fremvoksende og selvbevidste liberale borgerskab. Ledende pædagoger fra det private drenge- og pigeskolevæsen talte varmt for en pædagogik, der styrkede barnets selvstændighed og karakterudvikling. De kritiserede udenadslære og prygleri, disciplinen i skolen skulle i stedet opretholdes mere indirekte gennem undervisningens tilrettelæggelse, klasseværelsets indretning og lærerens eller lærerindens personlige indflydelse på barnet. Kun i sidste instans måtte spanskrøret tages frem! Målet var ikke kun et disciplineret menneske, men et selvdisciplineret, rationelt tænkende og handlende individ, som selv kunne finde vej i et samfund i hastig forandring.

Barndommens historie handler om, hvad der til forskellige tider karakteriserede denne livsepoke. Hvad var det for lege, børn legede? Hvilken opdragelse fik de? Hvordan forløb deres skolegang? For det fattige barn var der endnu i begyndelsen af 1900-tallet ikke megen plads til leg. Skolegang og arbejde fyldte dagen. Børns erhvervsarbejde hører derved også med til barndommens historie.

 

Jens Juel (1745-1802), Portræt af dreng med en legetøjshest, 1780-90. Statens Museum for KunstJens Juel (1745-1802). Dame med lille barn på skødet, 1785 -1795. Statens Muaeum for KunstMeno Haas (1752-1833), Kronprins Frederiks barnelege. V, 1771, stik efter tegning af Peter Cramer. Jens Juel: kammerjunker Marcus Pauli Holst von Schmidten kaldet "Løbende dreng", 1802. Statens Museum for KunstKronprins Frederiks barnelege. I Treillagelysthuset på Hirschholm Slot med spade og vandkande. Koloreret tegning af Peter Cramer, sommeren 1771. Vestsjællands Kunstmuseum