af Peter Tudvad

„Forunderligt!“ skriver Søren Kierkegaard i en journaloptegnelse. „Der uden for byen ligger de Dødes Have – et lille Husmandslod, knap saa stort som en Husmands Lod, og dog rummes her hele Livets Indhold. Det er et compendieust Afbillede af Virkeligheden, et kort Indbegreb, en Lomme-Udgave!“

Optegnelsen er fra 1846, men den kunne groft sagt have været fra et hvilket som helst andet år mellem 1835 og 1855, for han kom hyppigt på Assistens Kirkegård.

1835 tilbragte han sommeren i Gilleleje, hvorfra han ofte begav sig til et af sine yndlingsteder ved Kattegat, nemlig Gilbjerget, hvor „Havet med dyb men stille Alvor istemmede sin Sang“; da var havets sang imidlertid som et ekko fra Assistens Kirkegård, for „naar paa den anden Side Livets travle Syslen forstummede, og Fuglene sang deres Aftenbøn – da fremsteg ofte af Graven for mig de faa kjære Afdøde“.

Søren var 22 år gammel, var på femte år indskrevet ved Københavns Universitet som teologi-studerende og havde året forinden mistet sin elskede mor. Den senere biskop Hans Lassen Martensen, som nu ligger begravet et vellykket stenkast fra Kierkegaard, fortæller i sin selvbiografi: „Min Moder har gjentagne Gange forsikret, at hun, der dog ikke havde en saa ringe Erfaring, aldrig i sit Liv har seet et Menneske saa dybt bedrøvet som S. Kierkegaard ved sin Moders Død, hvoraf hun meente at kunne slutte,at han maatte have et ualmindeligt dybt Gemyt“.

Mor Anne blev stedet til hvile i familegravstedet på „Gamle Kirkegaard“ (i dag afd. A), som den ældste del af Assistens Kirkegård blev kaldt. Gravstedet havde hendes daværende husbond Michael Pedersen Kierkegaard købt, da han i 1796 mistede sin første kone efter kun to års ægteskab. På graven satte han en sten i form af en lille, opretstående støtte med teksten: „KIRSTINE NIELSDATTER / KIERKEGAARD / FØD ROYEN, / DØDE DEN 23 MARTII 1796, / 38 AAR GAMMEL, / OG ER BEGRAVEN / UNDER DENNE STEEN, / SOM HENDES EFTERLADTE / MAND HAR HELLIGET / HENDES MINDE“. Da to af hans børn, Søren Michael (1807-19) og Maren Kirstine (1797-1822), senere var blevet begravet i familiegravstedet, lod han på jorden lægge en stor og flad rødlig sandsten; teksten på denne var formentlig den samme som den, der i 1874 blev overført til den nuværende sten (hvorunder Sørens fødsels- og dødsdata samt et salmevers af Brorson blev tilføjet):

„M. P. KIERKEGAARDS / GRAVSTED / SØREN MICHAEL KIERKEGAARD / MAREN KIRSTINE KIERKEGAARD / FØD DEN 7 SEPTEMBER 1797 / DØD DEN 15 MARTS 1822“.

Man undrer sig uvilkårligt over, at Michael Pedersen ikke meddeler så meget som dødsåret for sin 12-årige søn, mens han om sin ældste datter oplyser såvel fødsels- som dødsdato; vender man igen – i 1835 eller i dag – blikket mod hans første kones dødsdato, da synes han for den besøgende på kirkegården at ville afsløre, at Kirstine næppe var død, før han med deres tjenestepige ventede Maren Kirstine! I den pietistiske fader Kierkegaards selvforståelse har det utvivlsomt været en stor synd ikke engang at lade ét år gå hen med sorg over den afdøde, før Anne ventede hans barn; han giftede sig med hende og fik i alt syv børn, men sin synd kunne han ikke bøde for, kun angre.

I dag kan vi dårligt forstå, at noget så menneskeligt som begæret efter ømhed og erotik skulle være så stor en synd, at Michael Pedersen aldrig siden kunne glemme den. Vi er tilbøjelige til at fordømme ham for et sådant kynisk syn på mennesket, mens han selv ikke fordømte andre end – sig selv. „Det er den store Forskjel i Henseende til betragtningen af Syndens Forladelse, at man tilgiver et andet Msk. den samme Synd, er overbeviist om at Gud vil tilgive den; men naar det er Een selv saa kniber det“, skriver hans søn i 1844; „medens alle andre Mennesker kunne finde Tilgivelse, kan man det ikke selv. Man er villig til at troe, at der var saa Meget der tjente til Undskyldning for de Andre; men for Een selv er der ingen Undskyldning“.

Sørens pointe var den, at kun ved i angeren at erkende sig selv som en synder, blev man til over for Gud som den, der havde hans tilgivelse og kærlighed behov. Hans fader evnede imidlertid ikke at tro på en barmhjertig Guds tilgivelse, men så i stedet „en nidkiær Gud, som hiemsøger Fædres Misgierning paa børn“, som han kunne læse i sin Bibel (2 Mos 20,5). Søren Michael var jo død i 1819 og frugten af hans synd, Maren Kirstine, i 1822. I 1832 døde Nicoline Christine (f. 1799), året efter Niels Andreas (f. 1809), og i 1834 fulgte Petrea Severine (f. 1801) sin mor i graven. Niels døde i USA og blev begravet dér, mens Nicoline og Petrea blev begravet i deres ægtefællers familiegravsted på Assistens Kirkegaard, nemlig Lunds gravsted inde på den ‘nye’ kirkegård nord for den gamle.

Nu havde Michael kun Peter Christian (1805-88) og Søren tilbage; i 1837 mistede Peter Christian endda sin kone, Elise Marie, som han kun et år forinden var blevet gift med. Michael Pedersen var en gammel mand, han rugede over sin synd, og den slags gør ondt – derfor er anger heller ikke nogen populær form for religonsudøvelse – men ville han ikke skyde skylden på andre end sig selv, så kunne han dog heller ikke bære sin angst alene. En dag, måske mens hans tungsindige yngling endnu blot var et barn, har han indviet Søren i den skrækkelige tanke, at han som straf for sine synder skulle overleve alle sine børn…

Søren havde, som Martensens mor fortalte, et dybt gemyt, og derfor lejrede faderens hemmelighed sig for bestandigt i hans sind. Vel døde faderen 8. august 1838 og gjorde dermed sin grusomme profeti til skamme, men Søren var én gang for alle hans betroede medvider, som blot ville begå en ny synd, hvis han selv forsagede ved at indvie en anden i deres fælles hemmelighed; bl.a. af den grund turde han ikke gifte sig, da et ægteskab fordrede absolut åbenhed og tillid!

Faderen blev begravet ved siden af sin elskede og forudgangne Anne, og over dem lod deres efterlevende sønner sætte en sten, en hvid marmortavle svarende til den nuværende og med en tekst, som han forud havde formuleret:

„ANNE KIERKEGAARD / FØD LUND / GIK HIEM TIL HERREN / DEN 31 JULI 1834 / I HENDES ALDERS 67 AAR / ELSKET OG SAVNET AF / HENDES EFTERLADTE BØRN / PAARØRENDE OG VENNER / MEN ISÆR AF HENDES GAMLE MAND / MICHAEL PEDERSEN / KIERKEGAARD / SOM DEN 9 AUGUST 1838 / FULGTE EFTER HENDE / IND I DET EVIGE LIV / I HANS ALDERS 82 AAR“.

„Idag“ , skriver Kierkegaard en sommerdag omtrent syv år senere, „vilde jeg gaae ud til Faders Grav, ualmdl. trængte jeg dertil, ualmdl. var jeg sjunken ind i mig selv, – hvad skeer, da jeg kom lige hen til Indgangen ved Svinget, kommer et Fruentimmer løbende med Hat og Schavl paa og Parasol, ret en saadan pianket Dame. Sveden haglede ned af hende, og hun henvender sin Tale til en gl. Kone, der gik et Par Skridt fra mig med en Kurv paa Armen: hvor bliver Du dog af, vi har nu ventet en halv Time, (derpaa fortsattes Samtalen dog saaledes, at hun for Travlhed løb ligesom en Hund foran og saa et Skridt tilbage) vi har ventet en halv Time, min Søster er færdig at græde, Ligvognen var allerede kommen, og hele Følget, og basunblæserne ere komne o: s: v: – hvor lav-comisk – den Søster, der var nærved at græde er altsaa nær ved at græde over, at basunblæserne vare komne og derimod Konen med Kurven ikke. – Jeg gik af en anden Vei, og heldigviis skulde de ikke i Nærheden af Faders Grav. Dog er det besynderligt, hvorledes det Comiske slynger sig ind netop i de afgjørende Stemninger“.

Således at forvandle en begravelse til en komedie huede naturligvis ikke Kierkegaard, og han forestillede sig som en ironi over et sådant koketteri med døden at bearbejde den nævnte scene under titlen: „Taarer ved en Grav“. Når man havde penge til det, var det vitterligt en scenografisk præstation at få et lig i jorden, for med til forestillingen hørte mange rekvisitter og aktører: Ligvogn (som skulle vælges mellem seks forskellige klasser), ligbærere (der helst skulle imponere ved deres antal) og ligskamler; bedemand, gravere og graverkarle; præst, klokker og musikanter; kusk, heste og ligklæde samt et betragteligt følge – og kisten med den døde ikke at forglemme.

For gravstedet skulle der normalt betales, men de fattige kunne gratis komme i jorden, den såkaldte frijord; til gengæld måtte de til deres sidste rejse nøjes med den ringeste ligvogn og i øvrigt afholde sig fra enhver pragt. Dén brød Kierkegaard sig heller ikke stort om, og når han da på sin vej fra Nørreport over søerne til Assistens Kirkegård i stedet mødte et sådant ubetydeligt optog, gav han i få ord en skitse: „Den Modsigelse, Kudsken paa den fattige Liigvogn, der havde lagt Hestedækkenet kun halvt over den ene Hest for bedre at slaae den … Det dybe i Døden …. det prosaiske heri“.

Overhovedet blev Kierkegaard meget ordknap, når talen faldt på døden; han skrev ganske vist et par opbyggelige taler med døden og den døde som tema, nemlig „Ved en Grav“ (i Tre Taler ved Tænkte Leiligheder, 1845) og „Den Kjerlighedens Gjerning at erindre en Afdød“ (i Kjerlighedens Gjerninger, 1847), men helst lod han de døde om at tale til ham. Kierkegaard følte sig i mere end én forstand tiltalt af de døde, når han gik tur på Assistens Kirkegård, for selvom de umiddelbart var stumme og ikke nødede ham til at svare for „Monumentets trodsige Udødelighed“, så var deres grave anledning til, at han besindede sig på sin egen dødelighed og på epigrammernes pinlige ekko blandt de efterlevende; „thi det gives jo ikke Enhver at vorde Forfatter i Livet, dertil høre forskjellige Gaver. Ak men gaae engang ud paa Kirkegaarden, betragt Gravene, og see! der er stundom et Menneske bleven Forfatter som allermindst tænkte derpaa. Disse korte Indskrifter, et fromt Ord, en Amindelse f.E.: den Gudfrygtiges Minde er i Velsignelse. – derude prædiker Alt; thi som Naturen forkynder Gud, saa prædiker enhver Grav. Der er et Grav-Monument, det forestiller en ung Pige i bryststykke, hun har vist været deilig, nu er Stenen sunken sammen, og Nelder voxe om Graven. Hun synes ingen Familie at have havt. – En anden Grav gjemmer en Kriger, hans Hjelm og Sværd ligger paa Kisten, og underneden staaer, at hans Minde aldrig skal glemmes. Ak og dog er allerede Laagen paa Rækværket revet af lave, man fristes til at tage hans Sværd og værne om ham, han gjør det ikke mere – og de Sørgende meente, at hans Minde aldrig glemmes“.

Krigeren er rigsgreve og generalløjtnant, G.W.C. Schmettau (1752-1823), og hans grav på den gl. kirkegård findes – trods vidneudsagnet i Kierkegaards dagbog om dens forfald i 1844 – endnu i dag (A 240). Graven har oprindeligt været omgivet af et rækværk, men er det ikke længere; monumentet der er fra 1828, er tegnet af den nyklassicistiske arkitekt G.F. Hetsch (1788-1864) og ligger op mod den gl. kirkegårdsmur mod NV, hvor man i en niche ser siden af en sarkofag, der netop bærer et sværd og en græsk ridderhjelm samt et epigram med teksten:

„HÆDRET AF KONGEN ELSKET AF SINE SAVNET AF MANGE / JORDEDES HER / GOTTFRIED WILHELM CHRISTIAN GREVE AF SCHMETTAU / GENERALLIEUTENANT COMMANDEUR FOR DEN KONGELIGE LIVGARDE TIL HEST COMMANDEUR AF DANNEBROGORDENEN / HAN VAR FØD PAA GODSET STACK I MECKLENBORG SCHWERIN DEN 12 JUNI 1752 / FØRSTE GANG GIFT MED ELISABETH ALEXANDRINE VAN HEMERT ANDEN GANG MED MARGRETHE WILHELMINE VON STEMANN / AF HVILKET SIDSTE ÆTESKAB EN SØN MØDER HAM I EVIGHEDEN / TO SØNNER OG TRE DØTTRE BEGRÆDE MED MODEREN EN KJÆRLIG FADERS TAB / HAN DØDE I KIØBENHAVN DEN 27 APRIL 1823“.

Schmettaus misrøgtede krigergrav genkender de fleste, der har læst Kierkegaard, fra Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846); dér har pseudonymet Johannes Climacus i skumringstimen forvildet sig ud på Assistens Kirkegård, „hvor Alt er Veltalenhed, hvor den Døde tilraaber En det korte Ord, der blev sat paa hans Grav, ikke som en Præst, der præker vidt og bredt over Ordet, men som en taus Mand, der blot siger dette Ord, men siger det med en Lidenskab, som maatte den Døde sprænge Graven – eller er det ikke underligt at sætte paa sin Grav: vi sees igjen, og saa blive dernede?“

Schmettaus gravsted som fik Kierkegaard til at undre sig over mindets forgængelighed.

Som Kierkegaard bemærker Climacus den iturevne låge og han synes næsten at fordre af krigeren, at han selv skal forsvare sit minde; „men den Døde stod ikke op, greb ikke Sværdet for at værge om sig og sit Hvilested; han gestikulerer ikke, han forsikrer ikke, han blusser ikke op i Inderlighedens Øieblik, men taus som Graven og stille som en Død bevarer han sin Inderlighed og staaer ved Ordet“ ; og således priser Climacus den levende, der i det udvortes forholder sig som en afdød til sin inderlighed, dvs. i tavshed omgås sit inderste som var det vundet gennem døden.

Men ikke alle på kirkegården kan bære en sådan tavshed! Ved en tilfældighed overværer Johannes – skjult bag nogle træer – hvorledes en hvidhåret olding tager sit ti-årige barnebarn i ed og endog bevæger ham til at sværge ved sin faders nytilkastede grav at holde fast ved sine fædres tro. Af samtalen erfarer Johannes, at døden har taget hele den øvrige familie og kun ladt drengen tilbage sammen med oldingen, der nu rejser sig fra bænken og fører ham med sig hen til graven:

„Stakkels Dreng, Du er kun et barn, og dog staaer Du snart ene i Verden; lover Du mig da ved Mindet om Din afdøde Fader, der, hvis han nu kunde tale til Dig, vilde tale saaledes, og taler ved min Stemme: lover Du ved Synet af min Alderdom og mine graae Haar; lover Du ved det helligede Steds Høitidelighed, ved den Gud, hvis Navn Du dog har lært at paakalde, ved Jesu Christi Navn, hvori der alene er Frelse: lover Du mig, at Du vil holde fast ved denne Tro i Liv og Død, at Du ikke vil lade Dig bedrage af noget blendværk, hvorledes saa end Verdens Skikkelse forandres, lover Du mig det?“ Overvældet af indtrykket kastede drengen sig på sine knæ foran oldingen og, tvinges man næsten til at antage, på familiens grav…

Climacus forsikrer sin læser om, at scenen var så rystende, at han aldrig vil glemme den; og man tror ham, for dét hellige løfte, oldingen aftvinger barnet, er så afsindigt, at det kun tåler sammenligning med den opdragelse, som Climacus’ udgiver og alter ego – en vis S. Kierkegaard – senere erkender at have fået, nemlig i det post humt udgivne Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (1859): „Som barn blev jeg strengt og alvorligen opdraget i Christendommen, menneskeligt talt, afsindigt opdraget: allerede i den tidligste barndom havde jeg forløftet mig paa Indtryk, som den tungsindige Olding, der havde lagt dem paa mig, selv segnede under – et barn, afsindigt, paaklædt til at være en tungsindig Olding. Frygteligt!“

Kierkegaard elskede sin fader, og han troede, at faderen kun af misforstået kærlighed havde gjort ham til medvider i sine egne anfægtelser; men at tage et sådant løfte af ham som Climacus’ olding af barnet på Assistens Kirkegård var intet mindre end dæmonisk misbrug, og selv ønskede Kierkegaard intet mindre end at udstaffere kirkegården med dødningehoveder for at lade fortvivlede fædre skræmme deres sønner ud af livets glæde og ind i tungsindets mørke. Tværtimod!

I talen Ved en Grav anerkender han dén brug af kirkegården, som kancelliet med diverse tilrettevisninger forgæves søgte at standse, for her taler han med udelt sympati om, hvorledes „den Fattige, den Tjenende, der sparsommeligt maa anvende den sjeldne Fridags faa Timer, gaaer ud til en Grav for at erindre en Afdød og for ogsaa at betænke sin egen Død, naar altsaa en Saadan maa hjælpe sig efter fattig Leilighed, saa Gangen derud tillige bliver en Livsnydelse, saa Opholdet derude tillige bliver en glad og velgjørende Adspredelse fra de mange Dages Arbeide, saa Tiden gaaer hen derude nu med at mindes den Afdøde, nu med at tænke paa sig selv i Alvor, nu med at glædes ved Friheden og Omgivelsen, som søgte man i en skjøn Egn Forfriskelse, som var Gangen blot til Lyst og Fødemidler derfor medbragte til forenet Glæde“.

De dødes haveGottfried Wilhelm Christian greve af Schmettaus gravstenAnne Kierkegaard født Lund