Danmarks første digitale kirkegård

Kulturcentret ASSISTENS på Nørrebro har med støtte fra Nordea-fonden realiseret det første digitale formidlingsprojekt på en dansk kirkegård. Den filmiske levendegørelse af historiske begivenheder og personligheders skæbner vil kaste nyt lys på danmarkshistorien i 25 film, som stedspecifikt levendegør ASSISTENS kirkegården, dens historie og indvånere. Fra nationalkoryfæer som H.C. Andersen, Søren
Nummer
52

Danmarks første digitale kirkegård

Kulturcentret ASSISTENS på Nørrebro har med støtte fra Nordea-fonden realiseret det første digitale formidlingsprojekt på en dansk kirkegård. Den filmiske levendegørelse af historiske begivenheder og personligheders skæbner vil kaste nyt lys på danmarkshistorien i 25 film, som stedspecifikt levendegør ASSISTENS kirkegården, dens historie og indvånere. Fra nationalkoryfæer som H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og Dan Turèll til andre og for offentligheden mindre kendte personer og historier.

Eneste forudsætning for at se filmene er en mobiltelefon med scannefunktion. Besøgende kan med andre ord via en mobiltelefon opleve Titanics forlis eller deltage i Søren Kierkegaards begravelse. Rent praktisk kan du scanne QR-koder opsat på udvalgte gravsteder og se filmene dér hvor hovedpersonerne er begravet.

”Nu nøjes vi ikke med at fortælle om de afdøde begravet på kirkegården, men vi giver dem digitalt liv” siger centerleder Gitte Lunding. ”Og du kan sammensætte din helt egen tur”.

Fra mobil-sitet kan man vælge at følge ruter med forskelligt fokus: ”Kunst og kunstnere”, ”Verdens gang”, ”Digterruten” eller hvis du tør – ”En voldsom historie”. ”Mange af filmene har originalmusik fra deres tidsperiode.

“Projektet levendegør spændende historiske personligheders skæbner – både de kendte og mindre kendte. Vi håber, at mange får lyst til at se med og lytte til disse levende og lærerige fortællinger, der giver kant og perspektiv på historien”, siger Ulla Björnsson, sekretariatschef i Nordea-fonden, som støtter aktiviteter, der fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur.

Projektet er udviklet af Kulturcentret ASSISTENS i samarbejde med eksterne samarbejdspartnere, Story Field, der er filmselskabet bag videoproduktionen og KONTRAPUNKT, der har layoutet hjemmeside og mobilsite. De tekniske samarbejdspartnere er OUTSOURCERS og LUCUS. Opsætning og design af QR-koder på Assistens Kirkegård er sket i samarbejde med CENTER FOR KIRKEGÅRDE, Københavns Kommune.